Grundtvigs Kirke er blevet 75 år: En refleksion over tidens gang

Hvad var det, vi skulle? Hvad var det, vi ville? Er der overhovedet stadig et vi? Historier og forfatter Henrik Jensen reflekterer over tid og forandring

 Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København har nu eksisteret i 75 år, og i den periode har verden forandret sig en del. -
Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København har nu eksisteret i 75 år, og i den periode har verden forandret sig en del. - . Foto: Scanpix.

1945. Det er lige efter katastrofen, og vi ligger som vi har redt. Som i kølvandet på Titanic: skibet sunket, redningsbådene roet væk, vandet koldt som en kold krig.

Vi er i chok efter Den Store Katastrofe 1914-45, granatchok, evigt frygtende det værste, selvom det værste er sket. Gud er død, meningen med det hele tabt.

Hele den vestlige tilværelses tilsyneladende så solide struktur, så tålmodigt opbygget, så strålende ornamenteret, smeltet bort natten over som et slot af is, efterladende en mudderpyt. Mennesket forlod sin post.

Siden 1945 ejer vi det våben, der kan udslette alt liv på jord - den dybeste ironi af alt. Mennesket er på én gang det ultimative offer og den ultimative forvolder. Det kan slippe ødelæggelser løs, der overgår alle bibelske plager tilsammen. Det har stjålet sin egen Gud og tilegnet sig det frygteligste og mest skæbnesvangre ved ham.

Med blikket i bakspejlet taler de intellektuelle om ånden, der gik tabt, om den tavse Gud og den store fremmedgørelse. ”Vi er landet på en fremmed klode,” siger digteren, ”arveløse, sået som frø af ukendt art”.

Hvor er sandheden oven på katastrofen? Bagude eller fremme, oppe eller nede, her eller hisset? Hvad er der at se frem til - paradis i Himlen, paradis på jord? Ingen af delene?

Hvad var det, vi skulle? Hvad var det, vi ville? Er der overhovedet stadig et vi? Hvis der er, ser det ikke længere bagud, men stift fremad. Ikke fremad mod fjerne tusindårsriger, blot mod morgendagens udækkede behov. Vi orker ikke længere morderiske utopier eller behovsudsættende ideologier.

I 1950'erne vil menneskene bare leve et helt normalt liv. De ser sig som ordentlige mennesker, spejler sig i det sikre: dagligdagen, den materielle nødvendighed, velfærdsstaten, forbrugersamfundet.

De kan endnu kun drømme om den teknologiske fremtid, som vi nu til fulde udlever ...

Mest håber de på et parcelhus og en smule hygge - hvis det stadig kan findes efter Auschwitz og Hiroshima.

1967

KÆRLIGHEDENS SOMMER. Velstanden er landet, slipset smidt, kraveknappen løsnet, håret længere, kjolerne meget kortere. Vi siger ikke længere ”De” med stort, men ”mig” med småt. Det er frigørelsens tid, pligtkulturen er sur fortid.

Tilværelsen er med ét i farver, farverige gevandter, farverige stoffer. Al blomstermagt til folket. Det er renæssancens genkomst, nu skal vi realisere os selv - kollektivt, hedder det sig, men det er især drifterne, der frisættes, og de stikker som bekendt i hin enkelte. Kultur bliver til kult. Fortrængning til exces.

Ungdom er svaret - men hvad var nu spørgsmålet? Det har vi lige glemt. Generationerne falder i kløften. Det er utopiens genkomst i øjeblikkets boble, det fiktive broderskabs verden. Tusindårsriget passerer revy som genfærd.

Så er marxismen pludselig svaret - som en deus ex machina. Men igen: hvad var spørgsmålet?

Vi glider fra Grundtvigs til Marx' fællesskab. Ud med den ørkesløse hippie, ind med kommissæren. Det er Reformationens genkomst.

Med hån ses der tilbage til de gråmelerede 1950'ere med deres ryatæpper og kakkelborde. Vi lader tæppet gå endeligt ned over dette rugende årti og hele traditionen og vender blikket mod det forjættende jordiske paradis af forbrugere.

Men så: I stedet for den lovede krisefri kapitalisme, eller dens broder, den lige så krisefri socialisme, rammes Vesten af skæbneåret 1973, der på mystisk vis både peger bagud med tysk, postnazistisk terror og fremad med postmuslimsk oliekrise.

Vækstkurverne knækker ynkeligt, vi rykker mygt tre felter tilbage i Matadorspillet - ikke helt tilbage til start. Håber vi - og pakker vore huse ind i stenuld og os selv i 1950'er-sokker og strikketrøjer, til formålet hentet ned fra loftets mølposer. Det er igen blevet tid til høkassen.

1989

EN MUR FALDER, og østpå ramler en udlevet, uldhåret mammut på knæ i sit vildspor, udmattet af en sær kombination af parkinsons syge og parkinsons lov.

Endnu en gang overrasker historiens gang alle såkaldte eksperter ved at skifte retning 90 grader.

Men de ser snart lyset igen, eksperterne, og forstår det hele. Nu er den hellige grav for evigt vel forvaret, vi er ved historiens ende, Vestens liberale værdier har sejret, hvad vi ser, er den endelige, totale globalisering på vestlige præmisser.

Alle yuppierne jubler i deres sidste nye, stadig tonstunge mobiltelefoner. Den sidste 68'er er død, den unge liberale børsmægler skal arve riget, komplet med alle 1960'ernes frigørende landvindinger.

Det bliver klart, hvad vi har fået, nemlig det individualiserede samfund, hvor alt drejer sig om den enkelte, populært kaldet mig. Den overordnede mening er igen død, længe leve meningen med mig. Det viser sig dog snart, at Vesten alligevel ikke har sejret helt. Verden er ikke ”safe for democracy”. Nye globale ”spillere” toner frem af disen. Lettere måbende ser vi Kinas og Islams historiske genkomst, civilisationer der ellers begge for længst var dømt ude. Vi ved snart ikke hvilken af dem, vi skal frygte mest.

Så indser vi, først gradvis og så pludselig, at for resten af verden er historien ikke slut. Der hersker langtfra den lovede fred på jord, baseret på demokrati og menneskerettigheder. Blot løber modsætningerne ikke længere mellem nationer eller ideologier, de løber mellem civilisationer. Civilisationerne klasker.

Det handler om forskellige kulturværdier, forstår vi. Vi griber febrilsk i skuffen efter vore værdier, men skuffen synes mærkeligt tom. Vi tænker i forbigående, at EU måske er svaret - men hvad var nu spørgsmålet?

2001 - og siden

ET TÅRN KOLLAPSER. Og endnu et, symbolsk for den punkterede autoritet i vores verden. Mellemøstlige stednavne toner frem i bevidstheden. Vi ved ikke længere, hvor Kerteminde ligger, men nok, hvor Bagdad gør.

Krig. Terror. Det er voldens globalisering. Vi famler igen rådvildt efter vore værdier, men nye ord springer frem og styrer: internet, wellness, outsourcing, coaching. For hvert et job, der outsources, får vi en ny coach. Kan man leve af at klippe hinandens hår? Åbenbart. Men holder frisuren?

Der ængstes og ventes, men på hvad? En ny reformation? En ny Grundtvig? Godot? Men nej, intet så banebrydende er på dagsordenen.

Svaret på velfærdsstatens krise viser sig at være konkurrencestaten. Svaret på globaliseringens skævvridninger er mere globalisering, svaret på teknologiens skadevirkninger mere teknologi.

Og mere teknokrati. ”Vækst” lyder besnærende som fremskridt, men føles mest som krise. Dog, ingen grund til bekymring. Udtaler eksperterne.

Og vi undrer os som så mange gange før: Hvis disse er svarene, hvad var så spørgsmålet? Vi har fortrængt det og finder ikke noget om det på nettet. Det slår os, at det måske ikke er noget, maskinen kan svare på.

Måske er vi kommet for langt væk fra - noget. Gået fra noget til intet. Som den fortabte søn i den gamle lignelse har vi festet for vildt og forvildet os. Vi husker den: Fjernt fra faderens hus kryber sønnen sammen og vogter svin. Han er helt fallit, har sat sin fædrene arv over styr og sidder nu, dér i det gudsfjerne, og har mistet orienteringen. Gps'en er uden netforbindelse, du forstår?

Men lige der, i det fremmede, slår timen for besindelse og omvendelse. En ny tid begynder: den fortabte søn husker igen faderen og begiver sig på vej hjemad.

Måske nedskrev Lukas netop lignelsen for senere tider som vores, præget af desorientering og tab af mening, retning og forsyn.

Gudstusmørket har sit eget tungsind. Men kanhænde, at turen væk fra det store noget og ud i det store intet var nødvendig, for det er først her, i det gudsfjerne, at det tabte igen for alvor får karakter af hjemstavn. I tusmørket begynder Faderens skikkelse pludselig at lyse igennem.

Måske indser vi så, at der ikke er megen fremtid for vores kultur, hvis ikke der er åbne nervebaner tilbage til det store noget. Uden dem risikerer vi at miste os selv, for er den kristne tradition ikke det dybere grundlag for vor tænkning og kultur? Hvad vi i dag lidt genert kalder værdier, var engang sandheder.

Måske indser vi derpå i et splitsekund, at en kultur, der glemmer dette i sin velforede, teknologiske tusmørkeeksistens og hengiver sig til den laveste fællesnævner, den ender med at blive ædt af maskinen og selv glemt.

For når alt er sagt og gjort, når alle teologiske spidsfindigheder er nævnt og lykkeligt glemt igen, er det stadig det vigtigste af alt at have sådan et noget - en sidste instans - at takke for, hvad der er blevet os givet.

Hvad? Livet, med ét ord. Der er stadig et vi. Og der er stadig en revne i alting, og som manden sagde: det er sådan, lyset kommer ind.

Henrik Jensen er historiker og forfatter