NYTÅRSDAG BLEV JEG ringet op af en journalist på nærværende avis. Jeg var på vej hjem fra nytårsfejring i Norge. Journalisten ville have en kommentar til nytårsgudstjenesten i DR. Jeg havde af gode grunde ikke set den og kunne derfor ikke kommentere. Men jeg tænkte, at der måtte være sket noget usædvanligt.
Et par dage ind i det nye år gjorde en kollega mig igen opmærksom på gudstjenesten. En imam havde læst op af Koranen under gudstjenesten, fik jeg at vide. Men hvad værre var: Prædikanten, biskoppen over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, havde lyst verdens religioner i kuld og køn.
Jeg måtte på nettet for at se, om det kunne have sin rigtighed. Jo, det passede. Marianne Christiansen sagde følgende:
”Det inderste forhold til Gud er inde i hjertekammeret. Men måden, vi taler om Gud og tror på, er vi nødt til at dele, for det er i den, vi lever sammen. Vi er nødt til at have fortællinger og skrift til at give os sprog for, hvem denne Gud er, som vi møder i hjertekammeret. For man bliver tavs og ensom af ikke at måtte tale om Gud. Og derfor har vi religionsfrihed, forskellige kirkesamfund, forskellige religioner, fordi vi tolker forskelligt, hvad det inderste, usynlige forhold til Gud betyder i vores liv med hinanden.”
Biskoppen havde blandt andet til hensigt at tale imod religionsfrygt. Al respekt for det. Men havde hun behøvet at gøre det, sådan at tilhøreren dårligt kunne forstå det anderledes end, at enhver kan finde Gud i sin egen tro? Gud finder vi i hjertekammeret, fortalte hun os.
Vi har forskellige fortællinger og skrifter til at fortolke, hvad det er, vi finder i hjertet. Såsom den efterfølgende koran-citerende imam. Så om end vi taler lidt eller meget forskelligt om Gud, så er hjertekammerets Gud på bunden den samme.
Det er godt nok besynderlig tale - for nu at bruge et venligt ord - nu hvor vi lige har fejret jul. Den kristne kirke har i et par tusinde år kundgjort og fejret, at Gud først og sidst har åbenbaret sig i den jomfrufødte Jesus. Dér lader han sig finde. Ikke i menneskehjertet, ikke i menneskehjertets fantasifulde og vildtvoksende fortællinger om Gud, hvad enten de hedder Koranen, Bhagavad Gita eller noget helt tredje.
Gud findes i Kristus, ”som selv er Gud og er blevet hans tolk”, som det lød juledag. Dét er ægte trøst for det urolige, upålidelige hjerte, som gang på gang farer vild i sig selv. Gud har åbenbaret sig i en krop, i et menneske, i et menneskehjerte.
Men vel at mærke i et bestemt menneskehjerte, som vore hjerter kan komme i forbindelse med, så forholdet til Gud bliver hjerteligt. Og væk er den hyppige hjerteflimmer, som igen og igen melder sig, når vi leder og søger i eget hjertekammer.
Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk