Telefonen ringer, og præsten tager telefonen. I den anden ende af røret lyder forespørgslen på nummer 50. ”Så gerne,” svarer præsten.
”Nummer 50, er det korrekt forstået, at det skal være med hammondorgel, og der skal synges ’For evigt’ af Burhan G? Og er det rigtigt forstået, at det skal være én uden Kristus?”.
I den anden ende lyder der et ”Ja”. ”Godt så,” svarer præsten. ”Vi ses nede på stripperbaren klokken 18.00!”.
I mandags den 20. juni bedyrede sognepræst Birgitte Kragh Engholm i Kristeligt Dagblad sin store forkærlighed for vielser i det fri og samtidig ærgrelsen over ikke at kunne leve op til brudeparrenes ønske, fordi hun ikke har tid. Og så har hun et inderligt ønske om, at den kirkelige betjening skal følge med!
Ja, det er store problemer, Birgitte Kragh Engholm tumler med. Men måske skulle hun bare sige nej til den nye trend, som hun lovpriser.
Trenden, at mennesker virkelig gerne vil kristendommen, er jo altid befordrende for enhver sognepræst, men så er det vel også sognepræstens pligt at fortælle, at de allerede er indfældet i Guds store historie og ikke omvendt.
Udgangspunktet for at ville et bryllup i en baggård eller på en græsplæne eller hvor man nu kan finde mening med sit eget personlige bryllup er fuldstændigt misforstået.
For vielse er en gudstjeneste, hvor Gud er i centrum, og ikke ens egen personlige agenda om, at det kunne nu være så smukt at blive viet i egen baghave. For så forstår jeg meningen med evangeliet og føler mig som en del af Guds store historie. Men jeg kan selvfølgelig godt se det for mig, vielsen i det fri.
Prøv at forestille jer en regnfuld sommerdag, hvor det stormer eller hagler, og alting flyver omkring en!
Brudens hår forvandles til en høstak, klæderne bliver gennemblødte, hammondorgelet står i flammer, fordi lynet er slået ned i det – eller værre eller bedre, lynet er slået ned i brudgommen, og ingen hører evangeliet forkyndt.
Jo, lad os endelig følge med det moderne solipsistiske, egocentriske, sekulariserede og individualiserede menneskes ønsker!
Der er mere og mere, der tyder på, at vi får katolske tilstande, hvor folkekirken bliver topstyret af populistiske embedsmænd og biskopper, der er villige til alt for at komme ”folket” i møde og udstikke retningslinjer for sognepræsterne, hvilket gør sognepræsten til en marionetdukke, der skal rette ind til højre, når bispen bræger!
Men forholder det sig nu også sådan, at folket vil vies i Guds sande frie natur? Og har de kære biskopper overhovedet tænkt det igennem, og hvor går grænsen? En skyskraber, en tunnel, en kano, i en kiosk, en bar eller stripperbar – eller blev det nu for underlødigt? Og hvorfor er det lige, at vi har indrettet kirker, når alle kirkelige handlinger jo sagtens kan foregå udenfor, i Guds frie natur?
Jovist har vi udendørs gudstjenester, men at det skulle være et argument for, at man nu skal holde vielser uden for kirken, er dog en mærkelig følgeslutning. Jovist er det ordet, der helliger rummet, men ordet skal høres og modtages, og det er unægteligt noget nemmere i en kirke. Men den væsentligste pointe ved at bibeholde brylluppet i kirken er:
Når ordet om evangeliet forkyndes i kirken ved en kirkelig handling, så hører vi ordet og tilsiges af det og får syndernes forladelse!
Og vi kommer i kirke for at lade os tjene af Gud, der tjener os med sit ord og sine sakramenter. Det er ikke os, der tjener ham!
Således forstået er det ikke vore fromme og særlige ønsker, der skal have forsæde for Vorherre, for der vil vi altid komme til kort, sådan som vi kommer til kort, når vi tror, at vi skal indrette evangeliet efter vores eget forgodtbefindende ved at lefle for moderne modediller, der ønsker særbehandling i form af friluftsbryllupper, fordi de føler sig særlige over for Vorherre i Guds smukke natur!
Gud fri mig vel for vielser i det fri – og en fremtid som pizzapræst i det ganske danske land!
Victor Greve er sognepræst i Jørlunde Sogn