Gud ser alt, men han vender det blinde øje til

Det er ikke ligegyldigt, hvordan man læser Bibelen, skriver Tine Lindhardt, generalsekretær i Bibelselskabet

Tine Lindhardt, generalsekretær i Bibelselskabet.
Tine Lindhardt, generalsekretær i Bibelselskabet.

Jeg blev godt og grundigt provokeret søndag aften. Jeg så filmen To verdener på TV 2.

Filmen tegner et portræt af en ung pige, som sammen med sin familie er en del af Jehovas Vidner. Det er på mange måder godt og trygt. En kærlig familie som tror fuldt og fast på Gud, som de kalder Jehova; de kommer til møder, hvor de synger og beder sammen med andre, der også tror, og de læser ofte og jævnligt i Bibelen.

LÆS OGSÅ: Tine Lindhardts blog

Som én der synes at Bibelen er vigtig, kan man jo kun bifalde det.

Og så alligevel.

Netop når man synes at Bibelen er vigtig, må man foruroliges og råbe vagt i gevær. For hvis man læser Bibelen, som de gør i filmen, så er det næsten bedre at lade være.

Et gennemgående mantra i filmen for forældrene og de ældste inden for Jehovas vidner er Gud ser alt. Det bruges som advarsel grænsende til trussel over for alle, der falder til højre eller venstre for den snævre moralske sti, der er tegnet. Man må ikke holde fødselsdag og jul, man må ikke modtage blod (heller ikke selv om det kan betyde døden) og væsentligst af alt: man må ikke have sex før ægteskabet. Det er her, det går galt for den unge pige. Hun forelsker sig i en fyr og går selvfølgeligt også i seng med ham.

Det er udstødelsesgrund.

Den unge pige ønsker ikke et brud og hun giver sine familie og venner inden for Jehovas vidner en række muligheder for at vende det blinde øje til. Hun opretholder en adresse hos sin mor, hun har sit eget separate soveværelse hos kæresten osv., osv. Så selv om alle selvfølgeligt ved, at den unge pige og kæresten lever som mand og kone, så får de muligheden for også ikke at vide det.

Men den mulighed griber de ikke.

For Gud ser alt.

Og det gør Han jo, fortæller Bibelen. Gud ser men i samme øjeblik ser han bort fra.

Det er det, man kalder tilgivelse. Eller nåde. Eller med endnu et godt gammelt ord: miskundhed.

Netop ordet miskundhed rummer denne dobbelthed af at se og se bort fra. Miskundhed kender man fra det afledte miskendt og det ved de fleste hvad betyder, i hvert fald hvis man er et miskendt geni.
Miskendt betyder underkendt, ikke anerkendt som.

Det er præcist det, der ligger i miskundhed. Gud har selvfølgelig fuldstændig kendskab til os og kundskab om os. Også om synd og skyld. Men han miskender det. Han ser bort fra det. Vender det blinde øje til. Han tilgiver.

Hvis man ikke har den del med, når man læser Bibelen, så løber man med en halv vind. Og man risikerer at skade de mennesker, der ikke i tide får vendt en så ubarmhjertig Gud ryggen. Eller rettere: får vendt en så fejlagtig og ubarmhjertig forståelse af Gud ryggen.

Så det er ikke ligegyldigt, hvordan man læser Bibelen. Det er faktisk temmelig vigtigt.