Dårlig kontrol med pengebidrag forstyrrer kirkens liv

At der samarbejdes med kristne, er ikke nogen garanti for at undgå misbrug. Donororganisationer kan være bange for at dominere ved hjælp af deres penge og derfor være tilbøjelig til at kontrollere for lidt. Men i forbindelse med penge handler det ikke om tro, men om bevis, skriver Jens Fischer-Nielsen, tidligere sognepræst i Esbjerg og missionær i Bangladesh

"At der samarbejdes med kristne, er ikke nogen garanti for at undgå misbrug. I forbindelse med penge handler det ikke om tro, men om bevis. Ganske som i Danmark, hvor man i folkekirken forlanger, at der skal være to til at tælle pengene i kirkebøssen," siger Jens Fischer-Nielsen.
"At der samarbejdes med kristne, er ikke nogen garanti for at undgå misbrug. I forbindelse med penge handler det ikke om tro, men om bevis. Ganske som i Danmark, hvor man i folkekirken forlanger, at der skal være to til at tælle pengene i kirkebøssen," siger Jens Fischer-Nielsen.

DET VAR INTERESSANT at læse Kristeligt Dagblads artikel den 10. april om ”Korruption, der udfordrer kirken”.

Under Bangladeshs Lutherske Kirke (BLC), støttet af Danmission, blev der i oktober 2014 afholdt et seminar om Divine Administration (på dansk: guddommelig administration). Seminaret blev planlagt af en arbejdsgruppe, som arbejder med udvikling af cirka 110 landsbymenigheder.

Begrundelsen var, at liv og vækst i menighederne forstyrres af dårlig administration i organisationer relaterede til Bangladeshs Lutherske Kirke såvel som af kirkens egen splittede ledelse og administration.

Man ønskede at sætte fokus på transparency (gennemsigtighed), accountability (at stå til regnskab) og good governance (god styrelse og administration). Og man ville fremme en forståelse af, at kirkens mission ikke kun er gudstjeneste og menighedsdiakoni, men også det udviklingsarbejde, som udføres ved hjælp af udenlandske ressourcer.

Dette arbejde bør regnes for lige så helligt som at lede kirkens gudstjeneste. Begrebet Divine Administration blev opfundet til lejligheden, men nu eksisterer det som begreb i Bangladeshs Lutherske Kirke, og det er naturligt at tale om dette på alle planer.

På menighedslederkurser i marts 2015 blev emnet taget op igen, fordi alle dagligt står med fristelsen til misbrug og korruption. Hvis man for eksempel køber noget til menigheden, vil butiksindehaveren spørge: Hvad skal jeg skrive på regningen? Det rigtige svar er naturligvis: ”Det, jeg betaler for varen!”. Men spørgsmålet stilles, fordi det normale er, at den, der køber på en organisations vegne, får skrevet noget ekstra på regningen til sig selv. Én sagde: ”Det er så almindeligt, at det ikke engang er flovt at blive opdaget.”

Det er nødvendigt at insistere på guddommelig administration, hvis vi som donororganisationer ikke skal skade lige så meget, som vi gavner, og hvis vi ønsker at medvirke til et ordentligt kristent vidnesbyrd.

Donororganisationen kan være bange for at dominere ved hjælp af sine penge og derfor være tilbøjelig til at kontrollere for lidt. Den manglende kontrol kan let komme til at gå ud over underordnede medarbejdere og dem, som skulle hjælpes gennem et projekt.

Ud over at kontrollere regnskaber, bilag og balancer er man også nødt til at kontrollere procedurer, beslutningsprocesser og resultater tilfældige steder på slutbrugernes niveau. I dag hvor selv fattige har mobiltelefon, kan man ofte ringe til dem.

Donororganisationerne giver en meget stor magt i hænderne på dem, som administrerer donationerne i et u-land med udbredt korruption og nepotisme. Den magt vil blive misbrugt, hvis man ikke kontrollerer mindst lige så meget, som vi gør i Danmark.

At der samarbejdes med kristne, er ikke nogen garanti for at undgå misbrug. I forbindelse med penge handler det ikke om tro, men om bevis. Ganske som i Danmark, hvor man i folkekirken forlanger, at der skal være to til at tælle pengene i kirkebøssen.

Jens Fischer-Nielsen er tidligere sognepræst i Esbjerg og missionær i Bangladesh. Han er nu seniorvolontør i Danmissions menighedsudviklingsprogram i Bangladesh