Gudmund Rask Pedersen forsøger lørdag den 7. januar at opsummere diskussionen om, hvorvidt kristne og muslimer tror på samme Gud. ”Hvem ellers?” – som det frejdigt udtrykkes. Hverken hans eller min beskedne kommentar vil afslutte debatten. Men lad det være tilladt med en smule dogmatik.
For det første levner hans synspunkt ikke plads til, at man kan tro på ”én Gud”, mens alle andre navne for Gud må betegne ”afguder”. Denne intolerance har kristne tilfælles med såvel jøder som muslimer, hvorfor den ikke er en specialitet i særligt forbenet kristendom. Det er ikke logisk selvmodsigende at tænke, at man selv dyrker én sand Gud, og at andre tilbeder én blandt flere mulige afguder.
For det andet bærer vores tro på og tale om ”Gud” selvfølgelig præg af at være blevet til i mennesker. Også kristnes gudsdyrkelse praktiseres som ”min” religion med velkendte billeder af, hvordan Gud må være. Gudmund Rask Pedersen kan helt legitimt holde på, at vores ”Gud” må være den samme, fordi der kun er én. Men det er lige så lødigt at hævde det modsatte. De kendetegn, som religionerne giver ”Gud” – for eksempel kærlighed contra forfængelighed – kan nemlig være så forskellige, at det opleves meningsløst at løsrive de uforenelige fortællinger om ”Gud” fra troen på, hvem han ”egentlig er”.
Vi har kun vores egne billeder og fortællinger om ”Gud”, når vi vil fortælle hinanden om, hvem ”han” er. Med andre ord: forkyndelse, fælles bøn og indbyrdes stridende teologi er i bund og grund menneskelig aktivitet. Denne relativitet giver grund til ydmyghed. Men der er mere end ”én måde” at udvise den på. Og jeg vil gerne anvise en anden end den, der siger, at al gudsdyrkelse i virkeligheden henviser til den samme Gud. Hvor ved man nemlig det fra?
For det tredje ser Gudmund Rask Pedersens ene og sande – og derfor samme – Gud jo ud til at være en Gud, der ligesom ”står bag” ved åbenbaringerne i Kristus og Koranen. Problemet er blot, at denne egenskab af at være den ”ene og sande” bliver til ”essensen” af at være Gud! Men hvem siger, at dette er den nøgne sandhed (deus nudus, Luther), om den egentlige ”Gud i sig selv”? Det kan ikke udelukkes, at udtrykket ”én og samme” også er en meget sigende metafor, skabt i menneskets eget billede. Sådan blev den anvendt i middelalderen. Alle kan tælle til én, men hvad betyder det?
For det fjerde: Derfor står den kristne treenighedslære centralt i meget ny teologi, hvor der ikke tænkes på en bagvedliggende guddommelighed ”i sig selv”, der med historisk tilfældighed viste sig i mennesket Jesus af Nazaret. Kristendom tilbeder i stedet det mysterium, at Gud ”i sig selv” er Faderens-enhed-i-Helligånden-med-denne-ene-anden. Essens kommer som bekendt af esse på latin ”at være”. Forslaget fra Gudmund Rask Pedersen om, at vi som det første bare kan slå fast, ”at Gud er” lyder tilforladeligt, men er i virkeligheden abstrakt! For Guds væren – hans esse – er i kristendommen hans inter-esse. Gud er ikke Gud uden! Sønnen er ikke noget, Gud ”også” er, ud over ”selve” det at være Gud (som Faderen). Guds enhed er hverken éntydighed eller ensomhed.
For det femte forkynder evangeliet nemlig, at Guds essens er interesse for de ugudelige (Rom. 4, 5). Men når Gud har retfærdiggjort os, hvis religiøse iver ofte var og er ugudelig eller i hvert fald alt for menneskelig, har vi som kristne til gengæld lov til at håbe, at Guds nåde netop også rækker til muslimen eller hinduen, der tilbeder ”guder, der ikke er guder” (Gal. 4, 8f). Hvem ellers? Den kristne ved jo, at hans tro ikke er et religiøst fortrin, men evangeliets gave. Hvad ellers
Carsten Mulnæs er sognepræst.