Vi har lige været forbi en valgkamp, hvor politikerne har demonstreret, hvor forskellige de er. Der er to vidt forskellige veje for Danmark, betonede den nuværende statsminister, og lige på det punkt var de færreste af hendes modspillere uenige. En og kun én sang kunne de synge enstemmigt: Vi er ikke som de andre
Nå, nej, så var der også en anden sang, de alle kunne: Den om vækst-vækst-vækst. Fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til Pia Kjærsgaard (DF) har de åbenbart et fælles verdensbillede: Vi sidder på ryggen af en vækst-tiger, og hvis vi falder af, æder den os.
Derfor er det en katastrofe, hvis danskerne producerer og forbruger mindre. At vi er blevet mere sparsommelige er tilsyneladende en ulykke.
Kombinerer man dette med den almindelige religionsfjendtlighed, er konklusionen nærliggende: Gudsfrygt og nøjsomhed er nu samfundsskadelig virksomhed. Når vi forbruger, er det tilsyneladende en næstekærlig gerning, vi gør. Den mest behagelige form for næstekærlighed, som en medarbejder her på kontoret bemærkede.
Det er svært for os lægfolk at gennemskue alle mellemregninger i det nationaløkonomiske regnestykke. Et sted i min forestillingsverden ser jeg for mig, at dette vækstraseri vil ramme loftet en dag, og at det vil afsløre, at denne regering og oppositionen i fællesskab bygger et babelstårn.
Men jeg er ikke nationaløkonom, så jeg vil koncentrere mig om nogle andre vinkler: Hvad gør dette ved os som mennesker? Hvad gør det for eksempel ved vores billede af det gode liv og vores mission i denne verden?
Det er jo livsvisdom næsten på damebladsniveau at vi kan købe et hus, men ikke et hjem; underholdning, men ikke glæde; medicin, men ikke sundhed; sex, men ikke kærlighed og beskæftigelse, men ikke meningsfylde.
De sociale medier kan gøre os rige på kontakter, men ikke på nære relationer og ægte følelser. Der er en vækst i liv, der kan gå tabt i den økonomiske vækst, fordi den kun kan vindes i enkelthed og langsomhed. Og langsomhed og enkelthed rimer altså dårligt med høj produktion og intenst forbrug.
Et andet spørgsmål handler om, hvorfor vi arbejder. Arbejder vi bare for selv at forbruge, så vi kan holde nogle andre i arbejde, der også skal forbruge ?
Med risiko for at lyde moralistisk forekommer det mig, at der er en verden til forskel på politikernes og apostlen Paulus begrundelser for vigtigheden af at holde folk i arbejde. I apostlens begrundelse fylder næstens behov rigtig meget: Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. (Ef. 4, 28).
Denne begrundelse er knyttet til det grundlæggende bibelske ideal om gavmildhed. Vi har en gavmild Gud, der lader det regne over både onde og gode. Og vi er med apostlens eget ordvalg kaldet til at ligne ham.
I det lys er der måske alligevel en bagdør til politikernes verdensbillede. For i bibelsk forstand er de farlige penge ikke de penge, vi bruger. Nemlig bruger til gavn for vores nabo og den nødlidende. De mennesker, Det Gamle Testamente kalder enken, den fremmede og den faderløse.
De farlige penge er dem, vi stabler op for at gemme dem til os selv. Måske ville både Jesus og apostlene pege på pensionsmilliarderne som det mest problematiske træk i vores kultur. Fordi de penge frister os til den rige bondes selvoptagede livsstil.
I det lys er der måske en måde at sætte gang i samfundet på, som vil tilfredsstille både Helle Thorning-Schmidt (S) og Paulus: Der kan sættes en masse penge i omløb ved at vise gavmildhed.
Det kan være gavmildhed i de nære relationer, hvor vi støder ind i mennesker, der har behov. Og det kan være gavmildhed via sociale og kirkelige organisationer, der i Danmark og udlandet prøver at frembringe noget godt til dem, der har behov. Åndeligt og materielt.
Så er der noget, der tyder på, at den gavmilde er en anelse suspekt. Kristeligt Dagblad fortalte i forrige uge om en pudsig episode i en sjællandsk kirke. En kirkegænger havde lagt 25.000 kroner i kontanter i kirkebøssen til Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse.
Pengene blev naturligvis sendt videre til bevægelsen, men kun efter et mellemspil: Nogen havde set, hvem giveren var, og tjekkede lige, om pågældende var helt normal. Man kunne jo have en brist, når man gav så mange penge væk. Og især uden den kvittering, der kan udløse skattefradrag.
Måske kunne man gavne både næsten og verdensøkonomien, hvis man pådrog sig den brist.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen