Henrik Højlund tror tilsyneladende (Kristeligt Dagblad den 24. august), at der ligger et stærkt argument for, at Paulus havde en fysisk opstandelsestro, i den kendsgerning, at manden var jøde.
For i en ”gammeltestamentlig, jødisk ramme er det en umulig tanke, at en opstanden fortsat skulle ligge i sin grav”.
Nu er der for det første ikke megen opstandelsestro i Det Gamle Testamente, og for det andet er ”jødisk” jo langtfra noget entydigt fænomen. Enhver, der bare har beskæftiget sig en lille smule med den nytestamentlige tidshistorie, vil vide, at der på Paulus' tid findes mange forskellige opfattelser af og holdninger til forestillingen om de dødes opstandelse.
Paulus var jøde. Det er korrekt. Men det er lige så korrekt at kalde ham hellenist, for så vidt som den jødedom, Paulus kendte til, var stærkt influeret af filosofiske og religiøse idéer af hellenistisk oprindelse. Jævnfør i øvrigt her Makkabæerbøgerne og andre apokryfe skrifter fra århundrederne op til Jesu fødsel, som rummer forskellige hellenistisk prægede opstandelsesfortællinger.
Og netop hellenismen er rig på dualistiske forestillinger om for eksempel modsætningen mellem kød og ånd, som kan give næring til troen på, at kødet efterlades i graven, mens ånden iklædes et nyt ”legeme”, som næppe er tænkt som en krop i strengt biologisk forstand. Men alt det burde Højlund selvfølgelig vide.
Bent Kim Jepsen hiver (i avisen den 26. august) som bevis for Paulus' fysiske opstandelsestro genkomstlæren op af hatten. I Første Brev til Thessalonikerne (kapitel 5) skriver Paulus om, hvordan både døde og nulevende skal flyve op i skyen og forenes med den genkomne Kristus et eller andet sted mellem himmel og jord.
I sammenhængen udtaler Paulus sig imidlertid ikke om opstandelseslegemets karakter (åndeligt, fysisk og så videre), så jeg har lidt svært ved at se, hvad Kristi genkomst skulle kunne ”bevise” i forbindelse med nærværende debat.
Til gengæld går det over min forstand, at Jepsen er så forhippet på at forsvare en fysisk opstandelsestolkning, at han er villig til at give køb på det kristne håb. Ved at inddrage genkomstlæren fremhæver Jepsen ufrivilligt et aspekt ved Paulus' eskatologi, der notorisk og demonstrativt har vist sig at være forkert.
Paulus troede - på et tidspunkt - som bekendt, at der ikke skulle gå en generation, inden Kristus ville komme igen. Parusi-udeblivelsen (parusi betyder nærforventning, red.) kalder man det prekære problem, som denne umulige forestilling efterlod de kommende generationers kristne med.
Et af opstandelsesbudskabets mest håbefulde og trøsterige udsagn er Jesu ord til røveren på korset: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” (Luk. 23, 43).
Men hvis opstandelsesbudskabet død og pine skal hægtes op på en fysisk udgang, en tom grav og Kristi genkomst engang ude i fremtiden, tvinges man næsten til at opfatte ordet på korset som en nødløgn. Og det er da ganske håbløst.
Lars Sandbeck er cand.theol., ph.d. og konstitueret redaktør af Dansk Kirketidende, som udgives af Grundtvigsk Forum