Generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, har de seneste dage gjort opmærksom på, at Dansk Flygtningehjælp ikke mener, at Danmark skal modtage endeløse strømme af flygtninge og immigranter, da der er grænser for, hvad et land kan integrere.
Og desuden, at vi ikke er forpligtede til at ødelægge vores eget land ved at udhule økonomien for at kunne huse 60 millioner flygtninge (se Morgenavisen Jyllands-Posten den 25. august og Kristeligt Dagblad den 27. august).
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at oplyse om, at Dansk Flygtningehjælp mener dette? Burde det ikke være åbenlyst, at det scenarie ville være galimatias?
De seneste mange måneder er det stigende antal af flygtninge og immigranter blevet omtalt af både venstre- og højrefløj med en hård retorik, der er gennemgående urealistisk og unødvendig. ”Vi skal kunne følge med” og ”Vi skal have råd”. Der er vel heller aldrig nogen, der har bedt om andet!
Alligevel bliver disse mantraer gentaget igen og igen, så selv Andreas Kamm og andre flygtningeorganisationer må undsige sig at ville være verdens socialkontor.
Danmark modtog i 2014 3,2 flygtninge pr. 1000 indbyggere. Til sammenligning modtog Norge 9,2. Sidste år kom der 14.815 asylsøgere til Danmark, en del af disse blev sendt tilbage til andre europæiske lande grundet Dublin-aftalen, så 10.113 fik deres sag behandlet i Danmark, og af dem fik 6110 asyl.
I de første syv måneder af 2015 har 6703 indtil videre fået asyl, hvilket jo er en del flere allerede end sidste år, omend stadig ikke mange ud af de 60 millioner - også på trods af, at mange nok vil søge om familiesammenføring (tal fra www.refugees.dk).
Den måde, vores politikere italesætter problematikker på, øver indflydelse på vores egen måde at debattere på. Der opstår en normativ konsensus om, at en sætning som ”vi kan ikke tage imod alle verdens flygtninge” er en nødvendig erklæring i enhver diskussion.
Og det påvirker også vores holdninger, når vi igen og igen hører, at Danmark ikke har råd, for hvad med de ældre og hvad med børnene og hvad med selskabsskatten?
Et af beviserne for, at overdrivelse netop ikke fremmer forståelsen, er den Gallup-undersøgelse fra den 25. juli, der viste, at 61 procent af danskerne går ind for en opstramning af asylpolitikken. Jeg vil være så dristig at antage, at ikke alle 61 procent havde sat sig ind i reglerne for asyl. Så dette behov for opstramning må komme et andet sted fra.
Sandheden er jo, at den gennemsnitlige dansker ikke aner, hvordan budgetteringen af socialområdet eller finansområdet eller et andet område - hvor man nu har sin politiske præference - prioriteres. Og politikerne har åbenlyst ikke i sinde at oplyse danskerne og lægge op til en konkret flygtningedebat om, hvad der er nødvendigt, hvad man kan forvente, og hvad der er fair etisk og finansielt.
Højrefløjen efterspørger en realistisk tilgang til flygtninge og immigranter fra de venstreorienterede med flyvske argumenter om urealistiske scenarier, og det fratager debatten dens substans.
Jeg har været frivillig på et asylcenter i snart tre år, og jeg er en af de ”bløde humanister”. Men om jeg begriber, hvorfor jeg, Dansk Flygtningehjælp og andre konstant skal have skudt i skoene, at vi er tilhængere af åbne grænser og en udhuling af økonomien.
Vi må i stedet undsige os at videreføre højrefløjens retorik. De fleste er enige om vigtigheden af flygtningediskussionen, men den bliver først relevant, når den ikke foregår på højrefløjens flyvske præmisser, hvor overdrivelse ikke fremmer forståelsen.
Karina B. Pedersen, sociologistuderende ved Københavns Universitet,Elmelundevej 3, 2. th., Brønshøj