Haarder er på vildspor i debat om præstegårdes skæbne

Det er ganske naivt af kirkeministeren at mene, at de gamle præstegårdes skæbne ligger godt i kommunernes hænder, skriver debattør

Det, der skal til for at redde de mange truede værdifulde præstegårde på længere sigt, er, at de som den kulturhistorisk unikke bygningstype, de udgør, får en særlig og anderledes høj prioritering i bygningsfredningsloven, skriver debattør, som mener, at Bertel Haarder (V) er naiv, når han vil lade kommunerne sikre bevaringen af gamle præstegårde.
Det, der skal til for at redde de mange truede værdifulde præstegårde på længere sigt, er, at de som den kulturhistorisk unikke bygningstype, de udgør, får en særlig og anderledes høj prioritering i bygningsfredningsloven, skriver debattør, som mener, at Bertel Haarder (V) er naiv, når han vil lade kommunerne sikre bevaringen af gamle præstegårde. Foto: Martin Dam Kristensen.

I debatten i Kristeligt Dagblad om de trusler, som mange historiske præstegårde er udsat for i disse år, er der fremført mange gode argumenter for bevaring af denne del af vores fælles kulturarv.

Dem behøver jeg ikke gentage, men det kan nok være nødvendigt at kommentere de synspunkter, der er fremført omkring de lovgivningsmæssige forhold omkring bevaring af præstegårde.

Som debatten tydeligt viser, er de hundredvis af bevaringsværdige præstegårde i almindelighed ikke sikret bedre for fremtiden, end alle de deciderede verdslige bygninger er.

En juridisk gældende beskyttelse kan opnås ved en egentlig bygningsfredning i henhold til Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer (forkortet Bygningsfredningsloven), senest revideret den 28. august 2014.

Heldigvis er mange præstegårde allerede fredede, men som pastor Peter Grønlykke så udmærket fremhæver det i sit indlæg i debatten den 5. august, er end ikke fredning en ultimativ garanti. Fordi en bygning er fredet, er den hellige grav ikke vel forvaret! Men det er det bedste middel mod vandalisme, der findes.

Og som Grønlykke ligeledes så rigtigt påpeger, er betegnelsen bevaringsværdig uden reel betydning, idet en kommune erfaringsmæssigt ikke modsætter sig ansøgninger fra kirkeejere om tilladelse til nedrivning.

Kommunerne kan i sidste ende sikre en præstegårds beståen ved selv at overtage ejeransvaret, men er det nogensinde sket?

Det er derfor noget manipulerende, når kultur- og kirkeminister Bertel Haarder i Kristeligt Dagblad den 12. august lader problemet på det juridiske felt fremstå som en harmonisk fordeling af magtbeføjelser imellem staten (der har med fredede bygninger at gøre) og kommunerne (der har med de bevaringsværdige bygninger at gøre).

Der synes ministeren, at man har de garantier, man kan forlange. Det er imidlertid ganske naivt at mene, at de gamle præstegårdes skæbne ligger godt i kommunernes hænder. Sådan er virkeligheden ikke skruet sammen uden for ministeriets vægge!

Det, der skal til for at redde de mange truede værdifulde præstegårde på længere sigt, er, at de som den kulturhistorisk unikke bygningstype, de udgør, får en særlig og anderledes høj prioritering i bygningsfredningsloven, således at det bliver højere instanser i samfundet, der afgør, hvordan der skal forholdes med bygningsanlæggene fra sag til sag.

Præstegårdenes betydning i vor kulturhistorie er for vigtig til, at de skal være kastebolde på lokalt plan!

Helge Torm,historiker og formand for Sorø Bevaringsforening,Munkevænget 2, 2. th.Sorø