”Det, at en litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.”
Sådan sagde den danske forfatter Georg Brandes i november 1871 ved den indledende forelæsning til ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” på Københavns Universitet. Forelæsningen blev begyndelsen på litteraturens ”det moderne gennembrud”, men godt 144 år senere er det stadig ikke alle, der mener, at Georg Brandes' ord er slået igennem.
Det efterhånden velkendte spørgsmål om, hvorvidt kunstnere bør bidrage til samfundsdebatten, har nemlig atter meldt sig på banen her i årets anden halvdel.
Ved forlaget Gyldendals efterårsreception i august udtalte litterær redaktør Johannes Riis, at man sagtens kunne ønske, at danske forfattere beskæftigede sig endnu mere med samfundsforhold og den udvikling, Danmark er inde i i disse år.
Det seneste nummer af fagbladet Artisten tager ligeledes fat i emnet med flere artikler, og også tirsdagens udgave af dagbladet Politiken sætter spot på problemstillingen om, hvorvidt danske kunstnere bør blande sig i politiske diskussioner med deres kunst eller stemme.
En af dem, der mener, at danske kunstnere har en pligt til at blande sig i samfundsdebatten, er SF's kulturordfører, Holger K. Nielsen.
”Da kunsten ofte er offentligt støttet, bør den også indgå i den almindelige politiske diskussion,” siger han og uddyber, at han selv går ind for, at der bliver givet flere penge til kunsten.
”Men hvis det forslag skal have opbakning, er det nødvendigt, at kunstnerne selv kommer på banen. De skal argumentere for, at det er vigtigt, kunsten er til stede. Og det forudsætter, at den er synlig i den offentlige debat,” siger han.
Holger K. Nielsen medgiver, at man selvfølgelig godt kan lave kunst for kunstens skyld, men slår fast, at kunsten bør have betydning.
”Kunsten skal kunne engagere og bevæge folk, og netop derfor lever kunsten aldrig helt isoleret fra det øvrige samfund, men indgår i et samspil. Det, der sker i samfundet, skal reflekteres i kunsten,” mener han og nævner som eksempel Danmarks position som krigsnation, som blandet andet filmen ”Krigen” af Tobias Lindholm behandler.
”Det undrer mig, at der ikke er flere kunstneriske bearbejdninger af det, for det er så vigtig en ting at tage fat i,” uddyber han.
I Holger K. Nielsens optik er det dog ikke kun en pligt, at kunstnerne giver deres mening til kende via kunsten. Det er også en nødvendighed.
”Debatten har brug for kunstnerne, for de kan bidrage med vigtige humanistiske og kunstneriske logikker. Det er en mangel i den politiske debat, som alt for ofte er baseret på regneark,” udtaler han.
I den modsatte grøft står Karsten R.S. Ifversen, arkitekturredaktør på dagbladet Politiken. Han skrev sidste år en klumme om, at kunsten ikke kun skal handle om at sætte problemer under debat.
”Man skal ikke sætte kunsten ind i et nytteforhold, hvor dens værdi er, at den skal deltage i samfundsdebatten. Det er at gå fejl af, hvori kunstens kvaliteter ligger, og hvad den er bedst til. Nemlig at dyrke sit eget felt og skabe erfaringer og oplevelser, som vi ikke får andre steder fra,” forklarer han.
Karsten R.S. Ifversen uddyber dog, at man sagtens kan bruge kunsten til at drage paralleller til samfundet.
”Der findes kunst, som er egnet til diskussion, og det er fint. Men kunst er meget mere end bare at gå ind i en aktuel debat,” siger han og understreger atter, at det derfor ikke skal være et krav, at kunsten kan sige noget om det ene eller det andet. Heller ikke, selvom den er offentligt støttet.
”Det er en misforståelse, at kunsten på den måde skal betale sig tilbage. Kunst skal kun give noget i form af kunst, og det er dét, der er meningen med støtten,” mener han.
I Karsten R.S. Ifversens optik har det nemlig ikke mere værdi, hvis kunstneren har en holdning, end hvis håndværkeren, direktøren eller journalisten har det.
”Kunstnere er ikke mere interessante end alle mulige andre, når det kommer til at diskutere samfundsforhold. Selvom du er musiker, er du ikke nødvendigvis bedre stillet til at sige noget om flygtningesituationen. Medmindre du som musiker fra en anden verdensdel har særlige erfaringer med det, så jo, men så er det ikke kun det, at du er kunstner, der gør din udtalelse relevant. Det er kun fint, når nogle kunstnere er gode til at debattere og belyse samfundsforhold, men det bør aldrig blive et politisk krav, at kunstnere skal være politiske og bundet op på en samfundsdagsorden.”
Det er forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen enig i. Ingen kunstnere skal have det som pålæg at blande sig i samfundsdebatten gennem deres kunst:
”Kunst er mange ting og har mange funktioner, og man kan sagtens forestille sig kunst, der ikke er politisk,” mener hun.
Som Karsten R.S. Ifversen synes Anne Lise Marstrand-Jørgensen heller ikke, at forfattere, filminstruktører eller andre kunstneriske fagfolk bør have en holdning i højere grad end andre professioner.
”Jeg synes ikke, at kunstnere har en større forpligtelse end andre til at markere sig. Men det er ofte uundgåeligt, når du laver et stykke kunst. Hver gang du skriver en roman, formidler du jo et værdisæt,” siger hun og påpeger, at hun synes, det bliver overset, at mange danske kunstnere netop blander sig via kunsten.
”Det ville være dejligt, hvis politikerne fik øjnene op for, at man sagtens kan kommentere på en subtil måde ved at skabe kunst, men uden at man råber højt i medierne om det,” siger hun.
Hun afviser blankt Holger K. Nielsens holdning om, at når kunst er offentligt støttet, bør den og kunstnerne også indgå i den almindelige politiske diskussion.
”Det er noget vrøvl!”, siger hun og fortsætter:
”Det svarer til, at man siger, at alle læger skal forske inden for samme område. Selvfølgelig skal alle kunstnere ikke gøre det samme og på samme måde, for kunsten skal være præcis så uregerlig, som den er. Det bliver farligt, hvis man udefra blander sig i, hvad kunsten skal, for det er ikke gode betingelser for at skabe kunst af høj kvalitet.”
Selv er Anne Lise Marstrand-Jørgensen involveret i den aktuelle flygtningesituation og administrerer blandt andet Venligboernes københavnske Facebook-side.
”Jeg mener generelt, at man skal blande sig, uanset om man er kunstner eller ej. Mit personlige engagement i Venligboerne er udsprunget af en indignation over, hvordan politikerne reagerer i flygtningedebatten. Jeg vil vise vores nye medborgere en anden side af Danmark og være med til at skubbe tingene i en bedre retning. Men selvom jeg er politisk engageret i sagen, skal man ikke regne med, at jeg næste gang udgiver en roman om flygtninge,” siger hun.
Forfatter Jens Christian Grøndahl slår som Anne Lise Marstrand-Jørgensen fast, at det aldrig kan blive en forpligtelse for kunstnere at blande sig i den offentlige debat, uanset om det er via kunsten eller som person.
”Men jeg synes, det kan være værdifuldt, at der er nogen, der gør det,” uddyber han og fortsætter:
”Litteraturens sprog handler om indlevelse og empati i modsætning til det politiske sprog, der handler om at argumentere, overtale og udøve magt. Magien i en fiktionsfortælling er jo, at man forestiller sig, hvordan det er at være et andet menneske. Det er den indlevelse, der gør, at forfattere en gang imellem kan sige noget om samfundslivet, som andre ikke siger.”
”Litteraturen tager udgangspunkt i individet og stræber mod det universelle, mens politikerne kan komme til at forråde begge dele, hvad enten det er et mindretal, der bliver ofret, eller man vil afgrænse indlevelsen i andre mennesker til det nationale fællesskab. En forfatters arbejde går ud på at holde de svære spørgsmål åbne frem for at lukke dem ned hurtigst muligt.”
Han understreger atter, at det ikke betyder, at forfattere har pligt til at udtrykke deres mening, hverken i debatten eller i fiktionsform.
”Men somme tider kan man måske bidrage med noget andet end de andre stemmer i offentligheden,” siger han.
Selv har Jens Christian Grøndahl også markeret sig i samfundsdebatten, både gennem sine bøger og med sin stemme. I 2003 støttede han offentligt den amerikanske invasion af Irak, men tog fire år senere sine synspunkter op til revision i essaysamlingen ”Tre skridt tilbage”. Også i sin nyeste udgivelse fra i år, essayet ”Hjemme i Europa”, reflekterer han over det europæiske fællesskab, og hvad der forener Europa.
For Jens Christian Grøndahl er det blevet stadig vigtigere at tænke sig om en ekstra gang, før han blander sig. Han vil heller ikke være en såkaldt meningsmaskine, der har en holdning til det hele, og han er enig i Karsten R.S. Ifversens betragtning om, at kunstnere ikke nødvendigvis ved mere om samfundsforhold end andre. Desuden mener han, det er væsentligt at skelne mellem, om kunstnerne blander sig på den ene eller den anden vis.
”Der er stor forskel på, hvad et kunstværk udtrykker i al sin kompleksitet, og hvad man selv har at sige som mere eller mindre offentlig person, men begge dele kan være værdifulde. Ofte skaber man kunst af grunde, man knap nok kender selv. Kunsten lever sit eget liv, og somme tider kan en forfatters værk samle mennesker om fælles værdier på en anden måde, end politikere kan,” siger han.
Jens Christian Grøndahl understreger, at han dog ikke som Holger K. Nielsen mener, at kunstnere bør indgå i offentlige diskussioner, fordi de modtager offentlig støtte.
”Det er en problematisk logik, for præmissen er jo, at statsstøtte indebærer en grad af forpligtelse, og dét ville kunne få nogle ret vidtrækkende konsekvenser. Der er mange forskellige indfaldsvinkler til det at være kunstner, men hidtil har der været konsensus om, at kunsten er værdifuld for samfundet, uden at værdien skal gøres op i nytte eller graden af politisk relevans. Det må være op til den enkelte, om man har temperament til at deltage i debatten,” siger han og peger på, at diskussionen efterhånden er gammel i gårde:
”De seneste 35 år, og måske endda før det, har spørgsmålet været til diskussion. Men man glemmer, at der faktisk er mange, i hvert fald forfattere, der løbende bidrager. Enten ved at stille sig op på tv og give sin mening til kende eller simpelthen ved at bidrage til den kulturelle samtale med romaner og digte.”
