DET ER MED forfærdelse og sorg, jeg læser, at nogle menighedsråd flere steder i landet åbenbart er i gang med en nedrivning og destruktion af de smukke og bevaringsværdige præstegårde, der er tilknyttet sognet. Man skulle tro, de havde set for mange billeder af IS-krigere i gang med at destruere den antikke assyriske kultur i Mellemøsten og fundet inspiration til nedrivningerne.
En lang luthersk tradition for præstegården som kulturelt pejlemærke og samlingspunkt for det lokale trosfællesskab, og dermed også en lang tradition for en gedigen arkitektonisk og håndværksmæssig kraftpræstation, bliver henkastet karakteriseret som ”utidssvarende” af formanden for Hinge Menighedsråd.
Værre bliver det at læse, hvad begrundelsen er for den 207-årige Jyderup Præstegårds nedrivning. Det er bekymringen for, at ansøgerne til præstestillingen ikke vil finde den velfungerende på længere sigt, selvom den forrige præst, der boede i den, var glad for boligen. Rettidig omhu er god ting, men her tager vist menighedsrådet vist munden for fuld.
DET KUNNE TÆNKES, at præsten var af en anden visionær og kreativ observans end det, der generelt præger sammensætningen af menighedsråd, og gerne ville bo i en bolig, der emmede af historie og håndværksmæssig kunnen, end i det præfabrikerede, som oftest karakteriserer nybyggeri i dag.
Hvorfor ikke prøve at sætte præstegården til salg i det mindste, inden man begynder på den veritable vandalisme?
Nogle må råbe vagt i gevær, Kulturarvstyrelsen og kommunale myndigheder må træde i karakter og redde kulturperlerne for de efterfølgende generationer. Dem, som stadig findes tilbage efter de hærgende vandaler.
Stråtag og bindingsværk repræsenterer en herlighedsværdi, der forpligter. Er det ikke på tide, at loven om menighedsråd og deres magtbeføjelser tages op til revision?
Under alle omstændigheder må der ske noget, inden det er for sent!
Rose Maria Bering-Jensen, lektor ved læreruddannelsen UCC, Vesterbygårdsvej 20, Jerslev