Benjamin Krasnik har den 23. september i Kristeligt Dagblad skrevet anmeldelsen ”Historiker: Hitlers jødehad er kun én side af nazismen” af Timothy Snyders bog ”Black Earth”.
Snyder er professor i historie på Universitetet i Yale og har flere gange bragt overraskende vinkler på Anden Verdenskrig.
Denne gang fokuserer han på, at nazismens jødehad ikke kun er betinget af raceideologi, men også det biologiske menneskesyn, der hylder darwinisme og jungleloven. Og der er virkelig mange perspektiver til vores nutidige samfund i Snyders analyse!
Nazisterne kørte i Tyskland før og under Anden Verdenskrig hårdt på med propaganda for et biologistisk menneskesyn med den darwinistiske løsning, at ”kun den stærkeste overlever”.
I perioden 1935-1937 udsendtes en række film, der havde til formål at vække befolkningens afsky mod mentalt handicappede og dem, der ikke kunne leve et såkaldt værdigt liv.
I 1941 udkom filmen ”Ich klage an”, der handler om en kvinde, der i en ung alder får sklerose, og i filmen ser man hendes liv smuldre og får naturligvis sympati for hende. Hun dør ved hjælp af sin mand, en læge. Filmen slår altså til lyd for aktiv dødshjælp.
Gravide kan i dag med nakkefoldsscanning få at vide, om barnet har Downs syndrom, og langt de fleste vælger en abort, hvis de får at vide, at de med meget stor sandsynlighed venter et barn med Downs syndrom.
Abortindgreb mod uønskede har naturligvis medført et fald i børn med Downs syndrom. Og det syndrom er kun ét ud af en lang liste over sygdomme og syndromer, der fører til abort.
Biologisternes menneskesyn er skræmmende, fordi det opfordrer til, at mennesker uden samfundsværdi med fordel kan slås ihjel - enten via abort eller (aktiv/passiv) dødshjælp. Dels sparer det samfundet penge, dels sparer det os for at se på uværdige (syge eller handicappede) menneskeliv i gadebilledet.
Man gemmer sig bag det luftige begreb om ”værdighed” - ligesom i nazisternes propagandafilm: Enhver kan jo se, at en ung kvinde med sklerose eller en ældre med demens ikke kan leve et værdigt liv, og enhver kan se, at børn med mentale handicaps ikke kan leve et værdigt liv. Hvem kan være uenige i, at de hellere må dø en smertefri død end leve et liv med lidelse?
Videnskabsjournalist Lone Frank var engang bannerfører for sådanne holdninger, men nu finder man dem hos jævne borgere, store som små.
Holdningerne er blevet hvermandseje, nazisternes propaganda er ført igennem, og mennesket synes blot at være et væsen, der ikke har værdi i sig selv, hvis ikke det kan leve op til visse standarder for ”værdighed” eller ”samfundsnytte”.
Ole Madsen, sognepræst, Vilslevvej 67, Vilslev, Gredstedbro