Hellere ligestilling mellem kønnene end ensretning

Vi skal udnytte kønnenes forskellighed som en styrke i stedet for at se den som en svaghed

Nyhederne er fulde af artikler om ligestilling. Der skal ikke være områder ladt tillage, hvor det ene eller det andet køn er i mindretal. Tydeligvis handler debatten oftest om områder, hvor kvinder er i mindretal.

Jeg synes, vi i alt for ringe grad udnytter kønnenes forskellighed som en styrke, frem for at se den som et svaghedstegn.

Mænd og kvinder er skabt forskellige, og på grund af blandt andet fysikken er der områder, hvor mænd generelt har en force frem for kvinder. Her kunne nævnes militæret og brandvæsenet.

Omvendt har kvinder specifikke evner inden for områder som for eksempel social -og sundhedspleje samt jordemoderfaget, som ikke naturligt ligger til mænd.

Dermed ikke sagt, at mænd ikke kan varetage opgaver inden for social -og sundhedsvæsenet og kvinder ikke kan arbejde i militæret. Blot vil jeg påpege, at vi som samfund bør udnytte resourcerne bedst muligt. Det vil sige lade folk gøre det, de er bedst til. Frem for i ligestillingens navn at fremelske flere kvindelige soldater og mandlige jordemødre.

Ved at stille målsætninger med tidsfrister op for andelen af mænd og kvinder inden for bestemte fag synes jeg, vi ensretter kønnene. Der er kvinder, der går efter direktørstillinger og dermed ofte også bestyrelsesposter. Det er dygtighed, motivation og ambitioner, der driver udviklingen for dem. Lad os fokusere på det frem for antal og årstal.

I yderste konsekvens vil en stræben mod ligestilling på alle områder måske en dag medføre en målsætning, som kunne lyde som følger: I år 2017 skal 20 procent af alle jordemødre være mænd. Dog er dette formodentlig meget hypotetisk. Hvilket formål ville det egentlig tjene? Jeg tror slet ikke, der grundlag for at rekruttere, lad os bare sige 250 mandlige aspiranter til det fag.

Jeg savner flere nuancer i debatten om ligestilling mellem kønnene. Der skal mere fokus på bevæggrunden for at gøde vandene for kvindelige militæraspiranter, bestyrelsesmedlemmer eller for den sags skyld mandlige jordemødre. Det er for enkelt blot at henvise til ligestillingen eller mangel på samme.

Lilian Smith Winkler

Nørregårdsvej 13,

Vorgod,

Videbæk