I ET INDLÆG i Kristeligt Dagblad den 9. november kvitterer Marianne Gaarden for Jens Ole Christensens klumme om forkyndelsens forudsætninger og udfordringer. Flere af hendes pointer kan jeg uden videre skrive under på, for eksempel, at ”præsten kan ikke styre, hvordan budskabet forstås og giver mening hos tilhørerne”.
Alligevel mener jeg, at Marianne Gaarden har forslugt sig på en ekstremt konstruktivistisk kommunikationsmodel. Hun opstiller en falsk modsætning: Enten må man som forkynder sværge til tankpassermodellen, hvor talt er lig med hørt.
Eller også må man kaste sig ud i et projekt, hvor det, der sker i forkyndelsens rum, er styret af subjektive faktorer hos præst og menighed, hvilket efter Marianne Gaardens opfattelse kaster en ydmyghed af sig, hvor vi satser på, at Gud sørger for meningen i det sagte.
Jeg er enig i, at Gud sørger for meningen, troen og livet. Men den sandhed forsvarer ikke Marianne Gaardens ”fortolkningsvilkårlighed”. For selvom sagt ikke er lig med hørt, er der dog god grund til at regne med ordets og talens klarhed og kraft, der gør det muligt at føre store dele af prædikenens intention videre til menigheden. Og det er noget, præst og menighed kan øve sig på at gøre bedre og bedre. Der er grund til - fordi Gud har givet os talens og ordets gave - at have tiltro til, at mening kan videregives, selvom det ikke sker i forholdet 1:1.
HERTIL KOMMER et mere teologisk argument: I den lutherske forståelse kan man ikke reducere forkyndelse til meningsdannelse mellem ”præst og menighed, der interagerer med evangeliet”. For Helligånden hører sammen med Ordet, som blev kød i Jesus Kristus, og som findes i form af Guds tale gennem profeter og apostle.
Det er kun gennem et aldrig afsluttet arbejde med at trænge ind i det ord og et seriøst arbejde med at iklæde dette uforanderlige indhold en foranderlig sproglig og kulturel dragt, at vi har grund til at forvente Helligåndens suveræne indgreb.
Jeg har haft ansvar for en aktuel undersøgelse af forkyndelsen i 11 kirkelige organisationer, hvor vi fik svar fra 406 forkyndere og 1785 tilhørere. Rapporten for denne undersøgelse findes på godforkyndelse.dk.
Her skriver vi: ”Forkyndelsen af Guds ord opfattes som et nådemiddel, der ved dette ords iboende kraft og Helligåndens virke kan skabe og bevare troen på Jesus Kristus. (“) Tilhørerne er ikke passive receptorer, men aktive, ansvarlige medspillere i formidlingsprocessen. Tilhørerne vil aldrig høre nøjagtig det samme, som forkynderen har sagt eller ment; men begge parter bør have det som et mål, at der bliver størst muligt sammenfald mellem det, der er sagt eller ment, og det, der er hørt eller modtaget.”
Dét er efter min mening en afbalanceret position i pagt med både klassisk luthersk nådemiddelforståelse og moderne kommunikationsteori.
Carsten Hjorth Pedersen er førstelektor i pædagogik og daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut