En af de meget varme dage tidligt i juni i år blev der med ét stille i gaden, skønt det var midt på dagen, og gaden ellers er en af de mest trafikerede i Københavns indre by.
Jeg lå og sov ud mod gården, da jeg blev kaldt til vinduerne: Der var noget, jeg skulle se. Trafikken var ikke bare gået i stå, der var ingen biler.
Noget fortumlet af hede og søvn så jeg i gaden, hvad der måtte være en demonstration under udfoldelse. Det var en meget lille demonstration, 25-30 mennesker, som jeg opfattede det. De gik med luft mellem sig, måske for at fylde lidt mere, som i Fritz Jürgensens gamle tegning: ’Rid længere borte, du – vi er jo et helt regiment!’
Det var meget forskellige mennesker, så det ud til, unge og ældre, kvinder og mænd, mest af såkaldt etnisk dansk ekstraktion. Næsten alle bar dannebrogsfaner, og der var skilte. Der stod noget om frihed.
De var ikke alene, men pakket ind i politi i nogenlunde samme antal, som demonstrationen kunne mønstre, med skudsikre veste og synlige våben. Der var mandskabsvogne og motorcykler, og der blev holdt øje bagud, fremad og til siderne, mens demonstrationen skred langsomt, meget langsomt, frem.
Faktisk var den gået i stå, da jeg nåede frem til vinduerne. Det var politiet, der afgjorde tempoet, og lige nede foran var der vist noget mistænkeligt, der lige skulle undersøges.
Der var helt stille imens. Alle stod der bare. Da processionen igen begyndte at bevæge sig, fodslæbende, viste der sig et tredje hold inde på fortovet. De var kun tre, heriblandt en ung mand med hestehale og Fjällräven-rygsæk. Til gengæld var de højlydte, da de nu tog fat på et gjaldende kampråb: ’Ingen. Racister. I Vores Gader!’, ’Ingen. Racister. I Vores Gader!’ Det lød meget højt i den stille gade, og de blev ved.
’Racisterne’ var dem i demonstrationen. De reagerede ikke på råbene, men så ud, som om de i middagsheden og med politiets dræbende tempo bare gerne ville videre op ad gaden. Snart fortonede sceneriet sig i varmedisen.
Det var et uvirkeligt syn, og jeg var stadig ikke helt vågen. Men det skulle blive endnu mere uvirkeligt. For da processionen, som svagt mindede om pesttidens flagellanttog, havde forskubbet sig trægt op ad gaden, ledsaget af politiet og de proletariske brøl fra fortovet, fik jeg øje på, hvad der måtte være et par tusind mennesker, strøet omkring på plænerne i parken overfor.
Nogle spiste, og andre drak, nogle legede med bolde, andre tjekkede mobil. Atter andre lå bare. De havde givetvis ikke begreb om optoget hinsides muren til gaden, og de ville sikkert også have været ligeglade.
Det slog mig, måske i forlængelse af det med flagellanterne, at der var noget apokalyptisk over hele sceneriet: Var De Sidste Dage kommet, mens jeg lå og sov? Det kunne lige passe – sådan er jeg aldrig helt til stede, når der sker noget vigtigt omkring mig.
Det var mit ’syn’: På gaden de få – de meget få, fra de hinanden gensidigt evigt tæskende yderfløje – i lag med hinanden, hvilket som sædvanlig lagde beslag på store mængder politi af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden.
Og så det hedonistiske internat i haven overfor – hvem var de? Som det så ud et udsnit af en velstillet, kompetent, festglad storbyungdom, der hyggede sig med familie og venner, som var den hellige grav velforvaret, under indtagelse af passende mængder mobiltelefon og øl.
’De lykkelige danskere’. ’De historieløse’. ’De selvoptagne’. ’Ved-ikkerne’. ’De overfladiske’ – eller bare ’de unge’?
Fordomme, uden tvivl. Mine. Hvem ved dybest set, hvad der foregår i hovederne på andre mennesker?
Men det slog mig: Sådan er det. Vores offentlighed er besat af de få, de vrede og højtråbende, et kor af onde ånder, som fra hver sin side vil sætte dagsordner, og som brøler deres forudsigelige slogans hen over hovederne på de mange, dem i haven, som til gengæld fortrænger det meste, gidsler i en verden, uden retning eller løsninger.
Højrefløjen ’nationalistisk’, venstrefløjen ’globalistisk’. For 200 år siden var det omvendt, da var det venstrefløjen, der var nationalistisk. Hvad er det egentlig med de fløje, dette levn fra Den Franske Revolution, der åbenbart nægter at krepere? Man skulle ellers tro, at de havde gjort deres.
Parterne på gaden råber med hvert sit ’vi’. I demonstrationen er vi danske, folket med flag og det hele, og der demonstreres for ’vores’ frihed, som er frihed fra mere indvandring. På fortovet råbes der om ’vores’ gader, hvor der skal være plads til alle, bortset fra ’racister’. Det er et andet, et globalt ’vi’. Der råbes på vegne af denne højere, luftige abstraktion, menneskeheden, som der begås forbrydelser imod, så snart man vender ryggen til, et eller andet sted på kloden.
Af dem i parken fremstår der ikke umiddelbart et ’vi’. Der er en mumlende kakofoni af jeg-stemmer, Facebook-stemmer, ikke én stemme. Men i medierne føler mange sig kaldet til at tale på deres vegne, det gælder også dem på gaden og fortovet. Landets politikere og debattører gør det ustandselig, selvom de sjældent længere taler om ’folket’, snarere ’danskerne’, opsplittet i passende segmenter.
Det er heller ikke nemt at vide, hvad man skal kalde dem, os. Ifølge landets kurante kulturminister, Bertel Haarder, er der forskel på at være ’dansker’ og ’dansk’: Hvis man er statsborger, er født i landet og taler dansk, så er man dansker, udtaler han den 25. september til dr.dk. Men det er ikke sikkert, at man er dansk eller helt dansk. Det med at være dansk har noget med følelser og værdier at gøre, mens det at være dansker er noget objektivt.
Så kom dén på plads.
Uanset alle tænkelige segmenteringer af samfund, kultur og offentlighed – som jeg står der og stirrer i mit vindue, på behørig afstand, for ikke at sige hævet over det hele, føler jeg en samhørighed med det alt sammen. Jeg forstår dem – dem på gaden, dem på fortovet, dem i politiet og dem i internatet. Jeg får en fornemmelse af ’vi’: Det er en diffus og konfus nation, men den er min.
Min følelse af samhørighed vil fordampe, så snart jeg kommer tættere på. Det gør den altid. Sådan er der måske for de fleste af os en forskel på den nation, vi forestiller os, og den, vi skal leve med.
Men kan man tale om et samlende ’vi’ i dette sceneri? Hvordan ser det ud, hvis det findes? Det skorter ikke på brugen af ’vi’ – i daglig tale og i avisernes debatspalter. Det er sjældent klart, hvor omfattende et ’vi’, der er tale om, om det er hele befolkningen eller bare en del af den, ’vi’ over for ’dem’. Nogle gange er det måske ligefrem det majestætiske ’vi’.
ANNONCE: Køb bogen her
Jeg fisker et par tilfældige eksempler frem i dagens avis – det er Jyllands-Posten fra den 5. august – hvor historikeren og bloggeren Mikael Jalving skriver:
Vi er blevet en flok feminiserede bløddyr, der ikke forstår at forsvare kvinder og børn fra snigende islamisering, sharia, lovreligiøsitet, kvinders tildækning, voldtægter og gruppeoverfald – og i sidste ende jihad. Vi er blevet til lam, ofre, får, halalhippier og mandslinger i forhold til islams raske svende i asyllejrene, skolerne, fængslerne, banderne, imamerne og den intellektuelle religiøst-retlige elite. Vi er i sandhed blevet til, hvad min gamle dansklærer på Henriette Hørlücks Skole i Odense udbrød om os opkomlinge i 8. a for længe, længe siden: kulturløse padder!
Mon ikke det mest er sådan nogle som dem i internatet, Jalving skælder ud på? Han skriver stadig ’vi’, selvom han nok ikke ser sig selv som ’kulturløs padde’.
I samme avis er Peter A.G. Nielsen fra popgruppen Gnags interviewet, han har også et ’vi’, men det er anderledes vinklet:
Vi er jo selv – ført an af Anders Fogh – gået i krig i Mellemøsten, og det får selvfølgelig konsekvenser i vores del af verden også. Vi ser blot nogle små eksplosioner – små granatsplinter – herhjemme. Vi må bevare respekten for hinanden og ikke forfalde til at tro, at vi kan beskytte os selv ved at forbyde folk at sige dit og dat ... Jeg kan da godt forstå, at mange danskere er skuffede. Man åbner sit hjem og regner med, at gæsterne opfører sig ordentligt, og så går de ud om natten og sætter ild til gulvtæpperne, fordi de keder sig. Vi danskere stiller høje krav til vores gæster, det kan vi lige så godt være ærlige og sige. Vi bliver skuffede, og så bliver vi vrede, men den vrede kan vi ikke bruge til en skid. Jeg er ikke bange for ret meget, men jeg er bange for mennesker, der er bange. Mennesker, der er bange, træffer dårlige beslutninger.
Jeg tænker, at man i disse år ville kunne kalde Peter A.G. Nielsens ’vi’ for ’festivaldanskerne’, et segment, der nok ikke er langt fra dem i parken. Mikael Jalving har i fortsættelsen af den citerede tekst et hib til netop Peter A.G. Nielsen:
Min dansklærer havde ret, havde han, men vi var kun børn indeni, og vi lyttede til tidens musik, sådan var det jo, herunder den aarhusianske popgruppe Gnags, hvis Danmarkssang fra 1986 svælger i den klæbrige og bekendende humanisme, som har stået så stærkt og skabt så megen ravage: ’Lige meget hvem du er/ Lige meget hvor du er/ Så velkommen her.’ Det var de åbne armes kirke, det var Peter A.G. Nielsen, Sanne Salomonsen, det var Thomas Helmig, det var alle de rigtige i læderbukser, og ideologien lever endnu, parat til at frelse alverden parret med ’åbenhed’ samt en tilbedelse af mangfoldighed, selv om den betyder ensretning, segregering og social kontrol.
Som tiden er gået, er det ikke længere helt lige meget for Peter A.G. Nielsen, hvem ’du’ er. Han skælder ud på sådan nogle som Jalving: Vi lever i et debattørdanmark. Alt handler om at være kritisk, sarkastisk og positionerende. Og han blæser glade festivaldanskere til kamp mod ’mørkemændene’:
Her skal man have lov til at sige sin mening. Ingen mørkemænd skal komme her og tro, at det er i orden at slå folk ihjel, fordi de er vantro. No way. Vi har brugt 2.000 år på at bekæmpe den slags idioti. De ved ikke, hvad der sker, når Holger Danske rejser sig.
Uha. Holger Danske skal jeg vende tilbage til. Men lige dér, hvor han rejser sig, kunne de to tilfældigt valgte repræsentanter for ’debattørdanmark’ muligvis være mødtes. Men de mødes ikke. De er for optaget af at stå på hver sin fløj.
ANNONCE: Køb bogen her