Hillary, her har du Demokraternes udfordring

For at lande på den rigtige side får Hillary Clinton brug for at modstå tre tendenser, to af dem instinkter i Demokraterne og en af dem hos sig selv. Det skriver New York Times-kommentatoren David Brooks

"For det tredje må du besvare had med kærlighed. I din karriere har du indtil videre haft det med at besvare fjendtlighed med mistro og hemmelighedskræmmeri," skriver David Brooks.
"For det tredje må du besvare had med kærlighed. I din karriere har du indtil videre haft det med at besvare fjendtlighed med mistro og hemmelighedskræmmeri," skriver David Brooks. . Foto: SIPA.

Philadelphia — Kære Hillary.

Donald Trump er en fantastisk lejlighed til, at du kan gå over i verdenshistorien! Hvis du smadrer ham til valget, kan du få Demokat-flertal og reducere Republikanerne til en vigende bunke etnisk nationalisme. Hvis du derimod ikke formår at slå Trump, vil du gå over i historien som amerikansk politiks mest ulyksalige taber. Du vil blive smædet til evig tid for at tillade en æra af putinisme i landet.

Det er overhovedet ikke for at stresse dig! Mor dig i Philadelphia!

For at lande på den rigtige side får du nok brug for at modstå tre tendenser, to af dem instinkter i dit parti og en af dem hos dig selv.

For det første må du bekæmpe dit partis materialistiske tankegang.

Vi skriver altså 2016 og ikke 1992. I de seneste år har den økonomiske og sociale uro bredt sig som metastaser og er blevet til en åndelig og eksistentiel uro.

Amerikanerne nærer ikke længere tillid til deres nationale projekt. De stoler ikke på deres institutioner og oplever ikke noget skæbnefællesskab. Det er selve meningen med nationen, der er i krise. Det handler om personlig identitet og samfundslivet ve og vel. Amerikanernes vrede og pessimisme stikker dybere end noget, der kan forklares med statistikker over bruttonationalproduktet.

Mange demokrater har svært ved at tænke på den måde. Når de skal forklare komplekse fænomener, reducerer de dem uvægerligt til en materialistisk årsag. Hvis der er terror, må det skyldes mangel på økonomiske muligheder. Hvis vielsesraten falder, må det skyldes arbejdsløshed.

Denne materialistiske indstilling betyder, at mange Demokrater bliver overrasket gang på gang af begivenheder, der har med kulturelle trusler og national identitet at fatte. Hvorfor stemmer arbejderklassen i Kansas ikke på os? Vi tilbyder dem da flere hjælpeprogrammer. Hvorfor forlod briterne EU, når det er imod deres egen økonomiske interesse?

Tankegangen er også reduktionistisk. Der er en tendens til at opdele landets problemer i små bidder efter interessegruppe og så lefle for dem med lovende løfter.

Bare se din hjemmeside: Som Oren Cass så rigtigt har skrevet i The City Journal, bliver der leflet for hver eneste demografisk gruppe og lobbyorganisation. Hvis man er hesteelsker, lover Clinton-siden at slå ned på ”hestemishandling med kemikalier og andre inhumane metoder anvendt på hestenes lemmer for at påvirke deres gangart”.

Hvis Demokraterne kører så nicheorienteret en valgkamp i år, så taber de. Vælgerne er bekymrede over, at hele samfundet er ved at falde fra hinanden. Hvis Demokraterne tror, at en national identitetskrise kan løses med målrettede skattefordele, så lever de simpelthen i et andet land end vi andre.

Hvis du skal have en chance, minister Clinton, så må du nok til at tale lige så flot om trusler mod den personlige værdighed, som du gør det om børneinstitutioner. Du bliver nok nødt til at tale lige ud af posen om den amerikanske civilreligion. Du må vise, at du forstår, hvordan medlemmer af din socialklasse har ringeagtet folk med mindre uddannelse og mindre udsyn til verden.

For det andet må du bekæmpe Sanders-stormfloden, som var overraskende voldsom på kongressens første dag. Mange demokrater har fået et fjendtligt forhold til kapitalismen, og 60 procent af Demokraterne stiller sig venligt til socialisme. Det forlyder fra en holdningsundersøgelse foretaget af OnMessage Inc. og the American Action Network.

Det ville naturligvis være politisk selvmord. Hvis du leder efter den helt rigtige måde at miste støtte fra serviceøkonomiens kontorfolk i forstæderne, som er dem, der afgør dette valg, så kan Bernie Sanders vise dig vejen! Venstrefløjens økonomiske nostalgi er lige så ørkesløs som højrefløjens demografiske nostalgi.

Du må på en eller anden måde få opdateret clintonismen og give den muskler. I 30 år har dit navn stået for en ledelsesstil, som er internationalistisk i udenrigspolitik, socialt moderat og går ind for globalisering med bløde kanter. Denne åbne og optimistiske tilgang må du kombinere med mere pågående og drastiske bestræbelser på at sætte folk i stand til at klare sig i den nye økonomi.

For det tredje må du besvare had med kærlighed. I din karriere har du indtil videre haft det med at besvare fjendtlighed med mistro og hemmelighedskræmmeri.

Du er endt med at udstråle kulde, men også svaghed og sårethed. Mennesker, som bygger følelsesmæssige mure op i kampens hede, gør det, fordi de er bange, og ikke, fordi de er stærke.

Du har med tiden fået gjort dig selv forrygende upopulær. Meningsmålingerne viser, at det amerikanske folk mistror dig lige så meget, som de mistror din rival.

Det stærke træk nu ville være at bryde ud af din følelsesmæssige bunker med åbenlys sårbarhed. Når fjenden fabler om, at du skal spærres inde, så besvar det med en ærlig og selvsikker redegørelse for, hvordan det føles at være dig – viklet ind i politiske stridigheder, indkapslet i rollen som international berømthed, men med en autenticitet i en verden, som har rottet sig sammen imod den.

Prøv at forestille dig, hvad der ville ske, hvis du udviste en ærlig vurdering af dig selv og endog gav udtryk for anger. Hele verden ville være på din side og ikke imod dig.

Kongressen i disse dage handler om at få genstartet relationer: etablere tillid mellem dig og vælgerne, på ny indgyde optimisme og tro på, at vi kan klare os storartet i den moderne økonomi og omdefinere en sjælevarmende tro på det amerikanske projekt.

David Brooks er fast kommentator i The New York Times

© 2016 New York Times News Service

Oversat af Sara Højrup