DEN 21. JANUAR holdt den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir møde i Den Sorte Diamant. I invitationen hed det, at muslimer i Afghanistan og omegn har pligt til væbnet modstand mod danske soldater, og at det islamisk set er uacceptabelt at være passiv.
Et af mødeoplæggene bar overskriften: Kun islam kan sikre Afghanistans befrielse, forening og fremgang. En erklæring, som vist må siges at stå i grel modsætning til de bitre erfaringer med Taleban.
Derfor er det også bekymrende, at alt for mange ikke tager Hizb ut-Tahrirs retorik alvorligt og tilsyneladende slet ikke har fattet, at politisk islam har en "køreplan" for islamiseringen af Europa.
Helt overordnet lyder "instruksen" på, at muslimer ikke skal integrere sig som enkeltindivider i de samfund, hvor de er en minoritet, men bosætte sig i grupper, som så kan komme til at udgøre en majoritet i de pågældende områder. Dernæst er kravet, at de skal søge at påvirke de sociale, kulturelle og religiøse organer med henblik på at få muslimske særkrav igennem.
GENNEMFØRELSE AF sharialovgivning er målet. Hvis man skal beskrive strategien mere detaljeret, så handler det om først at skabe en islamisk bevidsthed: Kvinderne skal iføre sig hijab (tørklæde) og alle spise halalkød, for det giver synlighed til det muslimske samfund. De ved, hvem de er, og sharia kan så småt begynde at blive ført ud i livet.
Dernæst gælder det om at skabe organisationer, som får sat islam i centrum. På dansk grund kan henvises til blandt andet Dansk Islamisk Råd, Det Islamiske Trossamfund i Danmark, Islamisk Videns- og Informationscenter, Minhaj ul-Quran – og altså Hizb ut-Tahrir.
Hver af disse organisationer sætter sig ned og udarbejder deres principper: Hvad er vores mål, hvor vil vi hen, hvilke midler skal tages i brug? Hvordan passer islam ind her, og hvordan kommer sharia ind i billedet?
Når den knast er på plads, skal muslimerne bevæge sig videre til tredje fase, altså til de lokale myndigheder. De skal slå på, at de har mange muslimske børn i skolen, om skolen ikke skulle sørge for at tage hensyn til børnene i forhold til mad, påklædning, ramadanen og i selve undervisningen.
De skal altså henvende sig til de lokale myndigheder og institutioner, som gøres ansvarlige for kravene og problemerne. På denne måde bliver islam ganske langsomt accepteret som et offentligt anliggende af central betydning.
I DANMARK arbejder myndighederne efterhånden i døgndrift med islam, som nu er et legitimt og selvfølgeligt emne i byrådets eller skoleledelsens daglige arbejde og i forvaltningsproceduren. Alle har nu vænnet sig til, at de problemer, der skabes af islamiske særkrav, skal løses af demokratiets institutioner. Sygeplejersker, socialrådgivere, politifolk, lærere og andet skolepersonale, fængselsbetjente og alle mulige andre knokler på livet løs, mens elendigheden vokser.
Kvindelikvideringer, bandekriminalitet, hærværk, spisevaner, belastning af hospitalerne, manglende erhvervsduelighed er alt sammen problemer, de lokale skal løse og græmme sig over, for kravstillerne fremstiller ofte sig selv som ofre, der ikke selv har skyld i deres vanskeligheder med at begå sig i moderniteten.
Hizb ut-Tahrir er en af de vigtige aktører i islamiseringsprocessen. Først når politikere, diverse beslutningstagere, opinionsdannere med flere forstår køreplanen, vil vi kunne sætte foden ned over for islamisterne. Gerne, hvor det er muligt, i form af en enkeltbillet til et islamisk land, hvor de kan dyrke den sharia, vi andre vil gøre alt for at blive fri for.
Lone Nørgaard,
lektor, cand.mag,
Normasvej 39, Frederiksberg