Høgh, Holm og homoseksuelle vielser - måske kunne vi lære af Klods-Hans

Ugens debat kom til at handle om Danmarks første transseksuelle vielse, ligesom Kristian Østergaard samler op på reaktionerne i kølvandet på tidehvervske Marie Høghs beslutning om at opgive at søge præstestillingen i Berlin

Præsten Marie Høgh, som har tilknytning til Tidehverv, opgav i denne uge at søge stillingen som præst i Berlin
Præsten Marie Høgh, som har tilknytning til Tidehverv, opgav i denne uge at søge stillingen som præst i Berlin. Foto: Palle Peter Skov.

”Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde”. Og mon ikke én og anden fandt trøst i den gamle salme, da Sankt Bendts Kirke i Ringsted forleden lagde rammer til danmarkshistoriens første vielse af transseksuelle?

Ifølge Berlingske var brudeparret mænd, der har fået foretaget et juridisk kønsskifte og kan kalde sig transseksuelle. Men egentlig var der vel blot tale om to mænd, der fandt det sjovere at være lesbiske, og som derfor havde klædt sig ud som kvinder?

Sognepræst Henrik Fuglsang-Damgaard var ifølge Ekstra Bladet stolt over at skulle stå for det transseksuelle bryllup, og han lagde i sin tale slet ikke skjul på, hvor skønt og rigtigt det hele var:

”Hvor der er kærlighed, er også Gud. Ikke ude på sidelinjen, men inde på banen, hvor deres kysses, krammes og hvor der elskes.”

Deri var ikke alle enige. Sørine Gotfredsen tilkendegav i Berlingske, at her var bunden nået, ja, vi var pænt under gulvbrædders niveau og i færd med en omfattende ligegyldiggørelse ægteskabet:

”Det er et godt billede på, hvad der venter os, og på, hvad loven om homovielser åbner for. Personligt ville jeg være meget ked af at stille op og være en del af sådan et freakshow (“). Skal man så vie tre, hvis de elsker hinanden højt?”.

Jo, det kunne man sagtens forestille sig. Den også i kirkelige kredse feterede filosof Gianni Vattimo beretter i sin selvbiografi, hvordan han har levet lykkeligt sammen med to andre mænd. Og her må man vel sagligt set spørge, om en sådan menage a trois ikke også kan blive viet, hvis den teologiske præmis er, at hvor kærligheden findes, dér finder vi også Gud?

Det var også en uge, hvor offentligheden blandt andet i Kristeligt Dagblad erfarede, at sognepræst Marie Høgh opgav at søge nyere dansk kirkehistories mest omtalte præstestilling.

I septembernummeret af Tidehverv skriver sognepræst Elisabeth Krarup Jensen på forsiden om sagen, som hun selv har haft inde på livet i en anden variant. Inden Elisabeth Krarup Jensen fik sit nuværende embede på Als, havde hun nemlig fremsendt utallige ansøgninger i Århus Stift.

Og man fornam på artiklen, at daværende biskop Kjeld Holms behandling af Elisabeth Krarup Jensen havde været præget af akrobatisk vrangvilje. For kun den omstændighed, at ansøgeren fik stilling i Sønderjylland, reddede Holm fra en klagesag.

Ifølge Elisabeth Krarup Jensen bestod problemet i Århus Stift i, at man så stort på offentlighedslovens bestemmelse om notatspligt: ”For det siger sig selv, at hvor den tilsidesættes, hvad skal da stække en politisk biskops eller en idiosynkratisk menighedsrådsformands trang til at miskreditere en kandidat med sladder og løse påstande om ansøgerens habilitet?”.

Spørgsmålet om forvaltningsskik er også aktuelt i Københavns Kommune, hvor den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev ifølge Berlingske anklages for nepotisme.

Det er Radio24syv, som har afdækket, at tre ud af fire stillinger på hendes kontor blev besat af radikale partimedlemmer, der havde stillet deres arbejdskraft gratis til rådighed for Allerslevs valgkampagne måneden forinden. Det skortede ellers ikke på ansøgere til stillingerne. 272 for at være helt nøjagtig. Forelagt oplysningerne svinger Allerslev sig op til gevaldige afsværgelser og forsikrer, at alt er gået efter bogen.

I Tidehverv minder Elisabeth Krarup Jensen om H.C. Andersens eventyr ”Klods-Hans”, hvor prinsessen insisterer på, at der ved hvert vindue skal stå tre skrivere og en gammel oldermand:

”For sådan skal det selvfølgelig være for en offentlig myndighed. Den skal veje hvert et ord på saglighedens vægt, af frygt for de implicerede parters ret til at få eftervist, om den forvalter sit embede ret.”

Ikke alle er overbeviste om, at det er gået sådan for sig på Københavns Rådhus, og på netsiden 180grader skriver en læser:

Er man radikal,
har man høj moral. 
Det kan alle se, 
ja, se blot Anna Mee, 
supermoralisten, 
der kvidrer højt på kvisten. 
En etage længere nede 
finder man en pamperrede. 

Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter