Højskolerne i Danmark sparer vi da bare væk

Både genopretningspakken fra 2010 og Venstre-regeringens nye finanslovsforslag indeholder besparelser på højskoleområdet. Er det en bevidst strategi fra regeringen og dens støttepartier, at den ønsker et Danmark uden højskoler, spørger forstander Mogens Sommer Madsen

"Sammenligner man med andre uddannelsesområder, er højskolerne de eneste, som ikke har fået rullet besparelserne fra genopretningspakken tilbage. Jeg spørger bare: Er det en bevidst strategi fra regeringen og dens støttepartier?" Akivfoto.
"Sammenligner man med andre uddannelsesområder, er højskolerne de eneste, som ikke har fået rullet besparelserne fra genopretningspakken tilbage. Jeg spørger bare: Er det en bevidst strategi fra regeringen og dens støttepartier?" Akivfoto. . Foto: Claus Fisker.

Med det nye finanslovsforslag skyder Venstre-regeringen med skarpt mod højskolerne. Med genopretningspakken fra 2010 fik vi det første skud for boven, men finanslovsforslaget 2016 har flere skud i bøssen.

Man vil åbenbart ikke indse skoleformens helt afgørende betydning for dansk uddannelse, demokrati og kultur. Man sparer bare!

Af regeringens forslag til finanslov for 2016 fremgår det, at der skal spares to procent årligt de næste fire år på højskoleområdet. Det svarer til 50 millioner kroner frem til 2019.

Brande Højskole har uhørt gode resultater med at få unge, der er ramt på læringsevnen, tilbage på uddannelsessporet, ligesom vi gør unge tosprogede til gode, arbejdsomme medborgere parat til uddannelse og job.

Vi samarbejder med EGU (erhvervsgrunduddannelse) over hele landet, med Tornvig Køreskole i Brande, da kørekort ofte er en nødvendighed for at søge praktik- og læreplads, og endelig med Sprogcenter Vejle.

Få kan matche vores resultater, fordi højskoleformen er unik til at samle folk op og samle dem om det væsentlige i tilværelsen. Er regeringen ligeglad med det? Og hvis den er, er det så ikke dumt?!

Genopretningspakken fra 2010 blev vedtaget i VK-regeringens tid og betød besparelser på godt seks procent på højskoleområdet. Det fik konsekvenser: I dag er der 68 højskoler mod 76 i 2010.

Med udsigten til en yderligere besparelse på 8 procent over de kommende år, giver det en besparelse på næsten 15 procent på under 10 år. Dertil kommer, at vi er blevet stillet en yderligere besparelse på en procent i udsigt, ligesom Skat taler om at halvere momsfradraget.

Sammenligner man med andre uddannelsesområder, er højskolerne de eneste, som ikke har fået rullet besparelserne fra genopretningspakken tilbage. Jeg spørger bare: Er det en bevidst strategi fra regeringen og dens støttepartier?

Et Danmark uden højskoler - er det sådan et Danmark, vi ønsker at bo i? Det nægter jeg at tro! Jeg vælger at tro, at man ikke har tænkt sig om, og at et flertal af partier i det danske Folketing vil stille krav om, at besparelserne bliver trukket tilbage!

Mogens Sommer Madsen er forstander på Brande Højskole