Hold fast i abortgrænsen

Alle mennesker er skabt af Gud og skabt i hans billede. Det betyder, at alle mennesker uanset udrustning og evner har en enestående værdi i sig selv, og at alle mennesker er lige meget værd

En gruppe læger, der alle sidder i Kristelig Lægeforenings bestyrelse, forsvarer i dette debatindlæg abortgrænsen. -
En gruppe læger, der alle sidder i Kristelig Lægeforenings bestyrelse, forsvarer i dette debatindlæg abortgrænsen. -.

EN RÆKKE gynækologer med professor Øjvind Lidegaard fra Rigshospitalet i spidsen har på det seneste argumenteret for, at abortgrænsen skal flyttes fra 12. til 18. uge, og at det ikke længere skal være et abortsamråd af eksperter, der afgør, om gravide kan få lov til at få foretaget en sen abort eller ej.

Vi er en gruppe kristne læger, der ønsker at advare mod en sådan lovændring. For os gælder det, at alle mennesker er skabt af Gud og skabt i hans billede. Det betyder, at alle mennesker uanset udrustning og evner har en enestående værdi i sig selv, og at alle mennesker er lige meget værd.

Valget af menneskesyn har en afgørende betydning for synet på det ufødte barn og for stillingtagen til, hvilke børn der skal have lov til at blive født. Vi mener, det er forkert, at kun fuldstændig perfekte børn uden diagnosticerede fejl eller handicap skal have lov til at beholde livet. En sådan kvalitetskontrol er umenneskelig!

Vi hylder det absolutte menneskeværd, der siger, at alle mennesker har lige stor værdi og derfor også har retten til liv lige fra undfangelsen og indtil døden.

NÅR MAN NU ØNSKER at ændre abortgrænsen fra 12. til 18. uge, skyldes det netop, at der er nogle børn med bestemte handicap eller defekter, som man skal have ret til at fravælge.

Der tales ikke noget om grænser for, hvilke lidelser der skal kunne berettige til en abort derimod kun om, at parret selv skal kunne vælge, om de vil have barnet eller ej. Forældrene skal åbenbart have uindskrænket ret til at bestemme over liv og død indtil 18. uge!

VI MENER, AT der skal endog meget vægtige grunde til, for at man skal kunne få en sen abort. Det, at barnet har et mindre handicap eller en egenskab, som forældrene ikke bryder sig om, skal ikke være grund nok til at afbryde graviditeten.

Abortsamrådene er en afgørende bremse for, at vi ikke havner i en umenneskelig situation. Sagen om kvinden, der ventede et barn med en manglende underarm, hvor man i Danmark sagde nej til abort, hvorefter kvinden fik aborten foretaget i England, er et klart eksempel herpå!

Det kan godt være, at bestyrelsen for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi ud fra et relativistisk menneskesyn ønsker at hæve abortgrænsen til 18. uge. Undertegnede læger erklærer sig herved uenige i denne holdning. Vi må derfor på det skarpeste tage afstand fra at flytte abortgrænsen til 18. uge!

Kommentaren er underskrevet af disse læger, der alle sidder i Kristelig Lægeforenings bestyrelse:

Hans Holmsgaard, Thyborøn, Preben Bredesgaard, Rungsted Kyst, Mark McCullagh, Måløv, Anne Christensen, Søborg, Ida Järvung, København Ø, Sten Houmøller-Jørgensen, Hjørring, Kristian Kristensen, Herning, Hans Paulli Jørgensen, Hørsholm, Arne Skipper, Odense