Forleden var der i Kristeligt Dagblad en lederartikel over emnet kulturkristendom. Det er betænkeligt, at mange kulturkristne i Danmark og ud over Europa ikke bygger deres kristendom på tro, men på en erkendelse af, at kristendommens spor i samfundet er så bærende for vores kultur.
Der er, skrives der i lederartiklen, en alvorlig risiko for at det i længden vil være umuligt at fastholde kulturkristendommen, hvis den ikke næres af overbevisning om det mirakel, evangelierne formidler.
Det er en meget forståelig bekymring, som nok deles af mange. Men jeg tror, at en del af faren bunder i, at vi i dag er så kompromisløse i alt, hvad vi moderne individualister tager stilling til. Det er altid et spørgsmål om enten-eller.
Vi hører og ser for åben skærm politikernes vanskeligheder med at blive enige om kompromiser, og vi møder i dagligdagen masser af synspunkter, som trækkes skarpt og ubøjeligt op.
Og når det gælder vores kirke og dens grundlag, er der en stærk tilskyndelse til at tage stilling entenfor ellerimod . Enten er man ateist, eller også er man dybt troende. Og hvis man er ateist, kan man ikke have en kristen, troende person som videnskabsminister. Underforstået at videnskab i sagens natur må tage afstand fra religion. Er man dybt troende, gør det omvendte sig måske gældende.
Men jeg er nu ikke så sikker på, at kulturkristendom er så slemt. Jeg er heller ikke sikker på, at flertallet af kulturkristne i virkeligheden er ateister. Og jeg er slet ikke sikker på, at man livet igennem har en fuldstændig statisk tro. For mange af os vil omstændighederne være bestemmende for, hvor meget energi vi ofrer på vores kristne tro og i andre tilfælde vores kristne kultur.
Tiden, vi lever i nu, viser tydeligt, at mange mennesker vågner op omkring deres kristne kultur som kontrast til en islamisk inspireret kultur. Det er ikke altid, at denne opvågnen udmønter sig i tiltalende aktivitet og udtalelser, men det er ikke desto mindre en reaktion, som vil forsvare vores kultur – vores kristne kultur. Spørg de samme mennesker om de var bevidste om deres kulturkristendom dengang, da terroristerne var ultra-venstreorienterede. De var bevidste om deres politiske holdninger, for det var dem, der blev udfordret.
Jeg vil foreslå, at i stedet for at være skeptisk over for kulturkristendommen, bør vi erkende dens nødvendighed, og gøre alt for at holde fast på den. Dens kerne af tro på evangeliernes mirakel skal fortsat formidles uændret, så vi kan nå den, når vi rækker ud efter den. Præster og andre autoriteter skal holde op med at udvande den. Og vore børn skal lære den at kende som den gave, den er. Konsekvenserne af det modsatte er helt uoverskuelige. Både for vores kultur, vores samfunds sammenhængskraft og vores spirituelle værn mod de små og store, undertiden meget store, problemer, vi som mennesker kommer ud for.
Peter Knaack, Egesvinget 10, Jyllinge