Hulhed præger mindeceremonier efter Paris-terror

Når forfærdede danskere mødes på åbne pladser med levende ild og synger tomme sange uden strejf af evighed og fortæller hinanden, at vore værdier aldrig må forgå, er det hulheden, der skinner igennem, mener Sørine Gotfredsen. Her er det statsminister Lars Løkke Rasmussen (th) sammen med sin datter og den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, under en mindehøjtidelighed i København for ofrene I Paris. Foto: Ole Jensen / Scanpix Denmark

De dræbte ved nattens terrorangreb i Paris mindes med blomster ved den Franske Ambassade på Kgs Nytorv i ...

Når forfærdede danskere mødes på åbne pladser med levende ild og synger tomme sange uden strejf af evighed og fortæller hinanden, at vore værdier aldrig må forgå, er det hulheden, der skinner igennem, mener Sørine Gotfredsen. Foto: Jens Astrup / Scanpix Denmark

Vores mindeceremonier er præget af sentimentalitet snarere end af styrke og bevidsthed om dybe rødder. De tårevædede optrin bliver til selve påmindelsen om, at en del af kampen måske allerede er tabt, skriver Sørine Gotfredsen

På en vis måde er det jo meget smukt. Folk samles for at mindes dem, der gik bort ved terrorangrebet i Paris, og de bærer fakler og synger og lytter til store ord om frihed og godhedens sejr.

Ikke desto mindre sidder man tilbage med en frygtelig uheldsvanger fornemmelse, for den velkendte skabelon har noget hjælpeløst over sig. Man synger Nordahl Griegs ”Kringsat af fjender” og PH's ”Man binder os på mund og hånd”, og politikerne får tårer i øjnene og taler om kærlighed og danske værdier.

Men det er skrøbeligheden og den manglende kampånd, der står tilbage, for mange ved vel reelt ikke, hvad det egentlig er, vi kæmper for. Jo, vi kæmper for retten til også i fremtiden at kunne sidde på en fortovscafé i ligeværdigt selskab og drikke vin og nyde livet.

Men kæmper vi også for de helt grundlæggende årsager til, at det overhovedet er muligt at sidde netop der? Tør vi i det daglige modsige dem, der ikke mener, at for eksempel kvinder bør sidde der, klædt som de vil?

Tør vi hævde, at der i denne verden findes grundlæggende forskellige menneskesyn, og at vi kræver, at alle i dette land anerkender den tankegang, der hersker her? Eller hylder vi bare udfoldelsen, så længe vi stadig har den?

I søndags skrev forfatter Christian Mørk et essay i Ekstra Bladet, hvor han priste livsstilen i Paris, hvor han selv bor. Og således lød det: ”Lad os hylde den og hinanden. Allerede nu, til aften. Selvom det er søndag. Tag den korte kjole på, de damer. Følg med hende et sjovt sted hen i aften, d'herrer. Længe leve Paris. Længe leve sex. Længe leve friheden.”

Man kan læse dette som en livskraftig hyldest til den frie tilværelse i Vesten, og man kan læse det som et panisk vidnesbyrd om, at den er i færd med at gå under.

For den vestlige verden er kropslig, som Christian Mørk også formulerer det, hvormed det antydes, at det åndelige er perifert. Og det er sandt. Kun få kan efterhånden sætte ord på det historiske og kristne tankegods, der udgør rodnettet under vores frie livsform, og når vi ved mindeceremonier synger ateistiske sange frem for salmer, viser det, hvordan centrale åndfulde tråde er kappet over.

Vi henter ikke styrke i noget større, men skal bære alt selv, og derfor indhylles udsagnene om frihed og kærlighed i en skygge af afmagt. Vi kan nævne Voltaire, oplysningstiden og religionskritikken, men hvis ikke vi lærer at se dybere end det, går vi på grund.

Stort set ingen dansk politiker eller kunstner formår i dage som disse direkte at nævne kristendommen som en del af kilden til vores menneskesyn og respekt for individet. Kun få refererer til noget større at stå til ansvar for, og i et fællesskab, hvor den personlige frihed er ophøjet til guddom, ender man ved den korte nederdel som samlende ikon.

Vores mindeceremonier er præget af sentimentalitet snarere end af styrke og af hule fraser snarere end af bevidsthed om dybe rødder. De tårevædede optrin bliver dermed til selve påmindelsen om, at en del af kampen måske allerede er tabt, og da folkene fra Charlie Hebdo i søndags som reaktion på højtidligheden i Notre Dame udtalte, at mere religion er det sidste, vi har brug for, understregedes det atter.

En central ulykke i vor tid er, at mange slet ikke skel-ner mellem islam og kristendom. Vesten er nedsunket i indædt modvilje og uvidenhed i forhold til al religiøsitet, og det fordummer os og driver os i armene på afgudsdyrkelse af det kropslige, hvor målet er at nyde livet endnu mere uden tanke for, hvordan man på et dybere plan bærer ansvaret for det.

Dog er der én meget stærk indre kraft, der kan komme til at fylde i Vesten.

Da en ulykkelig far, der under massakren i Paris mistede sin datter, af en tv-journalist blev spurgt om, hvad han følte, lød det kort og klart: Had. Og vel at mærke ikke kun til dem, der havde dræbt hans datter, men også til de politikere, der så længe har tilladt samfundet at udvikle sig på denne vis.

Man forstår ham, og hadet og frustrationen kan brede sig i en vestlig verden, hvor folk mere og mere vil føle, at fundamentet på umærkelig vis eroderer. Fordi vi ikke gør nok for at holde det i live, fordi vi i sekulært hovmod og velfærd har ophøjet nydelsen som det største udtryk for menneskelig livsfylde, alt imens vi lukker kirker og udhuler kristendommen til ukendelighed. Og fordi vi har underlagt os troen på, at videnskab og fremskridt vil bringe os derhen, hvor kun de mest naive kan tro på Gud.

Og se blot. Når forfærdede danskere mødes på åbne pladser med levende ild og synger tomme sange uden strejf af evighed og fortæller hinanden, at vore værdier aldrig må forgå, er det hulheden, der skinner igennem.

Hør blot. Vi bliver ved med at gentage os selv i den vestlige verden, men det gør hverken fra eller til. For hvis vi ikke snart begynder at forstå, at tilværelsen bygger på andet end krop, alkohol og korte nederdele, så har vi måske slet ikke kræfterne til at bevare den frihed, vi elsker så højt.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen