”OG SÅ SPØRGER MAN, hvorfor humaniora oplever frafald og hvorfor engelskstuderende ikke bruger mere end 21-24 timer om ugen på deres studier, og hvorfor kun halvdelen kommer forberedte til timerne!”. Dette dukkede op på min Facebook en aften i juni, og det var skrevet af min egen professor.
Engang tilbage i februar, da jeg lige var begyndt på mit 2. semester på engelskstudiet på Aarhus Universitet, fik jeg en lærer, som opfordrede hele klassen til at tilføje ham på Facebook, så han kunne dele interessante og videnskabelige artikler, som ville kunne tilføje faglig viden til vores liv.
Som den pligtopfyldende og flittige pige jeg er, gjorde jeg selvfølgelig det, min lærer bad mig om, så jeg kunne blive endnu klogere og dygtigere. Hele semesteret igennem holdt han sit løfte og delte ud af spændende artikler med jævnlige mellemrum, men da jeg en aften så, hvordan han luftede sine subjektive holdninger om mig og mine medstuderende, blev jeg simpelthen så harm. Hvordan kunne han dog finde på at udlevere os på den måde?
Jeg er ikke en af dem, som dukker uforberedt op, jeg bruger i hvert fald mere end 24 timer om ugen på mine studier, og jeg elsker mit studium.
Men hvordan kan det så være, at jeg føler mig så ramt? Hvis min egen professor og underviser tænker sådan om sine studerende, hvad tænker resten af Danmark så ikke om os? Humaniora har fået et ry for at være resteplads for svage, dumme og useriøse studerende, som kun dukker op for at få SU og en cand.mag. i arbejdsløshed.
JEG VED IKKE, hvor mange gange jeg har fået spørgsmålet, om man overhovedet laver noget som studerende på humaniora, eller om man kun leger med fingermaling.
Denne håbløst forældede fordom om humaniora vil jeg hellere end gerne gøre op med, men jeg er bange for, at det måske er for sent, når selv en universitetsansat kommer med sådanne udmeldinger.
I dagens Danmark kommer man ikke langt ved at ligge på den lade side, og det var derfor, jeg sled og slæbte igennem hele gymnasietiden, så jeg kunne være sikker på at komme ind på mit drømmestudie. Nu er jeg så i gang, og jeg elsker at læse engelsk, men sommetider kan man godt føle sig mindre værd end folk, der er i gang med en anden uddannelse end humaniora.
Det er nemlig på humaniora, hvor der først bliver skåret i budgettet, når der skal spares. Det er på humaniora, hvor undervisningstimerne er på et minimum. Det er på humaniora, hvor folk tror, at man ikke laver andet end at sidde i rundkreds og dele ud af sine følelser.
Hvis vi skal få humaniorastuderende til at holde op med at føle sig som andenrangsborgere i Danmark, må vi stoppe den diskurs, som har eksisteret i alt for lang tid. Størstedelen af mine medstuderende bruger nemlig deres tid fornuftigt og konstruktivt med at læse pensum og forberede sig derhjemme.
AT VÆRE STUDERENDE på humaniora kræver lige så meget hjernekapacitet, vilje og tid, som det kræver at læse naturfag, jura eller økonomi. Men det kræver også mod, hvis man skal gå med oprejst pande imod den strøm af kommentarer, vittigheder og bemærkninger, som enhver humaniorastuderende kan nikke genkendende til. Det er alt for ofte på bekostning af vores faglige stolthed, at vi må lide under de fordomme, folk har om humaniora.
Personligt sidder jeg oftere med en blyant i hånden end en guldøl. Jeg bruger mere tid på læsesale end på diverse barer, og jeg gør mit bedste for at mestre mit fag. Jeg har absolut ingen grund til at skamme mig, men alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig lille og magtesløs, når jeg læser sådanne facebookopdateringer eller hører i medierne, hvordan humanister bare danser igennem uddannelsessystemet og ender på den anden side uden reelle færdigheder, som potentielle arbejdsgivere vil sætte pris på.
Derfor vil jeg nu gøre op den forældede tankegang og slå fast én gang for alle, at humanister ikke dovner den af dagen lang, men rent faktisk har en vilje og en lyst til at lære.
Vi bryder os ikke om at blive nedsablet eller hånet på baggrund af vores valg af uddannelse. Vi arbejder lige så hårdt og grundigt som alle andre studerende. Men på trods af alt det, er det åbenbart stadig nødvendigt at markere sig og gøre folk opmærksom på det faktum. Derfor vil jeg slå fast - én gang for alle, at humaniora er ikke for dummies.
Mathilde Noer, studerende