Husk de psykisk syges retssikkerhed

Af hensyn til udsatte borgeres retssikkerhed vil jeg kraftigt opfordre regeringen til at genoverveje lovforslag om at kunne tvangsindlægge de ”farligste” psykisk syge på nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, skriver Mia Amalie Holstein, som er medlem af Det Etiske Råd

Måden, vi behandler psykisk syge på, har altid udgjort et etisk dilemma. For der er noget grundlæggende forkert i, at vi som samfund først definerer dele af befolkningen som unormale for derefter at frarøve dem deres frihed.
Måden, vi behandler psykisk syge på, har altid udgjort et etisk dilemma. For der er noget grundlæggende forkert i, at vi som samfund først definerer dele af befolkningen som unormale for derefter at frarøve dem deres frihed. . Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto.

Som politisk reaktion på de mange voldsepisoder på bosteder for psykisk syge sendte Christiansborg forleden et nyt lovforslag i høring. Med lovforslaget ønsker man at kunne tvangsindlægge de ”farligste” psykisk syge på nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, hvor de ansatte har særlige beføjelser.

Lovforslaget fik mig til at tænke på de psykisk syges retssikkerhed og galskabens historie.

Ifølge den franske idéhistoriker Michel Foucault var dårerne, de gale og de vanvittige altid en del af renæssancemenneskets konkrete erfaring. For de tiggede i gaderne eller var på vandring ude på landet. De var de udelukkede og de fordrevne.

Men fra 1500-tallet vandt en ny social praksis indpas. I hele Europa begyndte man at indrette særlige anstalter. Her blev de gale indespærret sammen med tiggere, forbrydere, vagabonder, arbejdsløse og utugtige. Anstalterne var en måde at bringe de uønskede ud af samfundets synsfelt. Samtidigt var de et udtryk for, at man – inspireret af den rationelle filosofi – var begyndt at betragte galskaben som fornuftens antitese. På anstalterne kunne man korrigere moralske brister og genoprette fornuften.

Fra slutningen af 1700-tallet blev indespærringsanstalterne erstattet af asyler og hospitaler specielt beregnet til de ”sjælssyge”, som de nu blev kaldt. For nu var man begyndt at opfatte de gale som syge. Samtidigt fik lægen særstatus. Legitimeret af den medicinske videnskab skulle han gennem observation, diagnostik og terapi hjælpe patienterne til bedring.

Måden, vi behandler psykisk syge på, har altid udgjort et etisk dilemma. For der er noget grundlæggende forkert i, at vi som samfund først definerer dele af befolkningen som unormale for derefter at frarøve dem deres frihed. Men det er et grundvilkår for vores sameksistens. Og jeg håber og tror på, at vi trods alt er begyndt at behandle selv de sværeste tilfælde med en større humanisme og medmenneskelighed.

Og selvfølgelig bør vi gennem love og regler tage særligt hensyn til de mennesker, der hver dag går på arbejde og tager sig af mennesker med svære psykiske lidelser. De ansatte – men også bostedets øvrige beboere – skal føle sig trygge og sikre i hverdagen.

Et godt lovforslag skal dog balancere hensynet til de ansatte med hensynet til beboerne. Det er imidlertid ikke lykkedes i dette lovforslag. For i forsøget på at skærme de ansatte sættes patienternes retssikkerhed over styr.

Eksempelvis er visitationskriterierne for indlæggelse vage. Patienter kan indlægges mod deres vilje gennem en indstilling til kommunalbestyrelsen. Under indlæggelsen kan der anvendes forskellige former for tvang, og patientens værelse, post og person kan gennemsøges blot på personalets ”ubegrundede” mistanke.

Desuden er tavshedspligten ophævet, klageadgangen synes udhulet, og brugen af uvildige eksperter er reduceret til et minimum. Alt i alt stilles patienterne dårligere, end de ville være stillet på landets psykiatriske hospitaler.

Hertil kommer, at der på afdelingerne ikke er fast tilknyttede læger, og behandlingen er frivillig. Institutionerne ligner således i højere grad Foucaults beskrivelse af fortidens anbringelsesanstalter end nutidens psykiatriske centre. Og vi bør spørge os selv, om målet blot er at bringe disse mennesker ud af vores synsfelt.

Af hensyn til udsatte borgeres retssikkerhed vil jeg kraftigt opfordre VLAK-regeringen til at genoverveje lovforslaget.

Mia Amalie Holstein, cand.polit., cand.mag. i filosofi, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd.