Med døden som baggrund bliver hver eneste dag meningsfuld at leve

Sjældent falder det ægtefæller ind, at døden kan komme på tværs, når de efter et langt arbejdsliv skal til at nyde livet – så husk at tage chancer og realisér livsdrømmen, inden det er for sent, opfordrer tidligere sognepræst Vilhelm Stender

Som 51-årig tog jeg den beslutning at kappe alle bånd, sælge alle mine ejendele og tage min afsked for at drage ud til en lille stillehavsø, noget jeg altid havde drømt om siden min barndom, skriver Vilhelm Stender.
Som 51-årig tog jeg den beslutning at kappe alle bånd, sælge alle mine ejendele og tage min afsked for at drage ud til en lille stillehavsø, noget jeg altid havde drømt om siden min barndom, skriver Vilhelm Stender. .

EN AF DE allerførste bisættelser, jeg havde som præst i Stege Sogn, var byens bedemand gennem mere end 40 år.

Bisættelsen skulle foregå hjemme fra hans dagligstuebord. Efter hans ønske skulle der blot være jordpåkastelse og intet andet.

”Gør du mere, end vi aftalte, afbryder jeg handlingen,” sagde hans kone. Jeg fik dog tiltusket mig også at måtte lyse velsignelsen!

Dengang som ganske ung præst forstod jeg ikke meningen. Det gør jeg nu efter knap 30 års præstetjeneste! Bedemanden havde gennem mere end en menneskealder hørt så mange begravelsesprædikener, måske ofte den samme i forskellige udgaver, at han ikke brød sig om også at få den serveret ved sin afsked med livet!

Som præst forrettede jeg mere end 2000 begravelser, og jeg gav mig altid god tid til samtalen med de pårørende for fuldt ud at kunne skildre netop de menneskeliv, der nu var forbi.

Ofte spurgte jeg ægtefællen, om de i årenes løb havde talt om døden; det havde de sjældent. Og det var heller ikke faldet dem ind, at døden kunne komme på tværs, nu hvor de ellers efter et langt arbejdsliv skulle nyde livet.

De var opdraget til først at yde og derefter nyde i kronologisk rækkefølge, men det er jo ikke givet, at vi har 20-30 år at gøre godt med, efter at vi er gået på pension. Det glemmer man måske ofte i dette arbejdsfikserede land, hvor arbejdet, som ellers fra Guds side var ment som en forbandelse (”I dit ansigts sved skal du spise dit brød...”) er gået hen og blevet en velsignelse.

Gennem de mange dødsfald, jeg som præst daglig blev konfronteret med, blev jeg ustandselig mindet om ”memento mori” (husk, du skal dø) og ikke mindst eftersætningen ”memento vivere” (husk at leve livet), endnu mens tid er!

Med døden som baggrund bliver hver eneste dag meningsfuld at leve. Og der er ingen tid at spilde! Derfor tog jeg som 51-årig den beslutning at kappe alle bånd, sælge alle mine ejendele og tage min afsked for at drage ud til en lille stillehavsø, noget jeg altid havde drømt om siden min barndom.

Jeg ville nødig på mit dødsleje ærgre mig over, at jeg aldrig fik taget mig sammen til at realisere min livsdrøm. For øvrigt tror jeg nok, at de færreste i afskedens stund ville sige: ”Det var en skam, at jeg ikke arbejdede mere,” men tværtimod at de måske ikke elskede nok og tog flere chancer, at de var alt for pligtopfyldende og så videre!

For nogle år siden besluttede jeg at nedskrive ”Min sidste vilje”, da jeg ikke er gift eller har børn. Og her kommer bedemanden fra Stege ind i billedet igen. Ligesom han ønsker jeg nu en ganske enkel bisættelse: jordpåkastelse, ingen prædiken, én salme, ”Den store hvide flok” af Brorson, velsignelsen og som postludium ”Sabeldansen”. That's all og så afsted!

Min aske skal nemlig spredes over en badestrand på Tongatapu i det sydlige Stillehav, halvdelen af den ude i vandet, men ikke for langt, da der lurer hajer på den anden side af koralrevet, og resten af asken på stenbredden, hvor det vil være mig en udsøgt fornøjelse at blive trådt under fode af de skønne, nougatfarvede kvinder.

Jeg har udførligt nedskrevet alt dette, og det giver mig en usigelig fred i sjælen. Mine søskende har meget travlt og orker ikke at tage den lange rejse om på den anden side af jorden, så derfor har min nevø lovet mig at tage sig af det. For to år siden lavede vi så en lille generalprøve, så meget det nu kunne lade sig gøre.

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med døden, når man nu ikke er døende eller alvorligt syg? Jo, når vi nu bruger så meget energi på vor jordiske tilværelse, hvorfor så ikke også berede sig på evigheden, der kan synes at blive en betydelig større opgave end som så.

Vi oplever jo dagligt, at der kun er et skridt mellem livet og døden, ”et pust i sivet”, og jo ældre vi bliver, jo mere indfinder legemets skrøbeligheder sig og bliver kun mere og mere mærkbare. Det har den franske digter og filosof Montaigne allerede for 500 år siden beskrevet på ganske uforlignelig måde i et af sine essays:

”Gud er barmhjertig mod den, hvem han berøver livet lidt efter lidt, det er det eneste velgørende ved alderdommen; når døden så endelig kommer, virker den ikke nær så voldsom og forfærdelig, der bliver da ikke mere end et halvt eller kvart menneske at hente. Jeg har lige mistet en tand uden spor af smerte, uden ringeste besvær - nu var dens tid omme; den del af mit legeme og adskillige flere er allerede døde, andre halvdøde, selv nogle af dem, der i mine manddomsår hørte til de stærkeste og uundværligste. Således udslettes jeg lidt efter lidt og siger farvel til mig selv.”

Dertil er kun at tilføje: Amen.

Vilhelm Stender, cand.theol., Saxogade 4 A, København V