Naser Khader har en glimrende udlandskommentar i Kristeligt Dagblad den 1. april om, hvorfor danske børn burde lære arabisk i skolen.
Hvad sker der mon, hvis vi udskifter arabisk med dansk? Et par eksempler:
”Det har ofte undret mig, når jeg rejste rundt i Danmark, hvor sjældent det er, at jeg møder en udlænding, der taler dansk i dybden. De kan i situationen sandsynligvis ikke forstå de indforståede og kulturrelaterede holdninger, der altid vil være, når der bliver kommunikeret.”
”Der sker også det, hvis man ikke kan sproget, at man som udlænding primært kommer til at omgås folk af sin egen slags, fordi det er dem, man kan kommunikere med på egen hånd. Det siger sig selv, at det ikke giver et fyldestgørende billede af Danmark.”
Det handler om, at sproget er fællesnævneren og forudsætningen i et utal af mellemmenneskelige forhold. Man får for eksempel næppe et harmonisk samfund ud af at piske tilflytterne sprogligt uforberedte ud på arbejdsmarkedet, hvor de fleste af dem ofte sammen med andre udlændinge i bedste fald vil lære at tale dansk flydende forkert - et livslangt handicap.
På grund af sproget går masser af medbragte uddannelsesmæssige ressourcer til spilde - og dermed vækst og velfærd. Det er således ikke spor mærkeligt, at så få flygtninge er i arbejde efter 10 år i Danmark. Produktivitetskommision, integrationsudspil med videre har ikke dette med.
Men det hele starter faktisk ved danskundervisningen. Her må der nye boller på suppen:
Punkt et handler om pædagogikken. Først og fremmest må man forstå, at det danske sprog på flere punkter er så afgørende forskelligt fra andre sprog, at den sædvanlige sprogpædagogik - sædvanligvis importeret på tomme tønder fra udlandet - overhovedet ikke rækker, samt at den officielle danske fonetik, som bruges overalt, gør mere skade end gavn i udtaleundervisningen.
Punkt to handler om organiseringen. Man må finde frem til, hvad der virker (det findes jo), og så organisere danskundervisningen ud fra det. Igennem mange år har man gjort præcis det modsatte. Man har taget pædagogikken for givet og har i stedet lavet om på danskundervisningens rammer igen og igen i håbet om endelig at kunne få valuta for den årlige milliard, som danskundervisningen koster.
Punkt tre handler om her og nu. Tilflytternes potentiale - og der bliver jo flere og flere tilflyttere - kan kun realiseres, hvis de helt fra begyndelsen får mulighed for at udvikle korrekte og ikke forkerte sprogvaner. Dette kræver, at de straks fra dag et som minimum får en solid basis i dansk udtale, inden det kører skævt. Begyndelsen er altafgørende - ligesom hvis man skal lære at spille et instrument.
I stedet har man nu - antagelig i årelang afmagt over for opgaven - sat et yderst tvivlsomt lighedstegn mellem arbejde og integration. Man har indført arbejdsmarkedsrettet danskundervisning og principper om, at for eksempel flygtninge skal i arbejde fra dag et og yde noget. Arbejde er det nye sort. Det er alt sammen til at forstå for vælgerne, som ikke ser det kolossale spild af økonomiske og menneskelige ressourcer bag ved denne tilsyneladende fornuft.
Men danskundervisningen er ikke et nødvendigt onde. Det er en investering, der med den rette organisering vil kunne give et stort og tiltrængt udbytte økonomisk, kulturelt og socialt - herunder spille en stor rolle i såvel tiltrækningen som fastholdelsen af den kvalificerede udenlandske arbejdskraft, som ellers i unødvendig høj grad oplever det danske sprog som en barriere.
Naser Khaders idé med arabisk i skolen er helt sikkert en rigtig god idé. Men danskundervisningen af tilflytterne er en af vore allervigtigste nationale opgaver, helt på linje med for eksempel undervisningen i folkeskolen. Håndteringen af begge områder har og har haft enorme konsekvenser for Danmarks kultur, vækst og velfærd.
Steen Allan Christensen er skoleleder på KISS Sprogcenter i København