Hvad er lykke – og er der egentlig nok til os alle?

Gitte Seeberg med

Er der ressourcer nok til, at vi alle kan få vores ønsker opfyldt, spørger Gitte Seeberg, der er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Scanpix Denmark

For mange hænger lykke sammen med et godt liv – og forbrug. Velstand, hvor vi næsten ingenting mangler. Men er der ressourcer nok til alle – og også lykke nok til alle?

Lykke er et uhåndgribeligt fænomen.

For hvornår er vi lykkelige, og hvad gør os lykkelige?

Når vi har født vores børn?

Når vi har alle de ting omkring os, som vi kunne ønske os, når vi flytter ind i vores nye lejlighed eller når vi går en tur i silende regn.

Lykke er relativt, ingen har den samme lykke – men de fleste af os har det til fælles, at vi konstant søger den.
 
For mange hænger lykke også sammen med forbrug. At shoppe sig ud af kærestesorger eller tage på påskeferie. Det er meget forenklet, det ved jeg godt, men hvis vi nu skærer helt ind til benet – så er det de nære ting, der ofte gør os lykkelige.

Vi har et rigt liv i Danmark – i bogstaveligste forstand. Vi har et veludviklet land, et socialøkonomisk sikkerhedsnet for de svagest stillede og de fleste af os har penge nok til at klare os – og lidt til.
 
Sådan er det som bekendt ikke alle steder.

Et af de steder er i skovene i Myanmar, som er naboland til Thailand, Asien’s største turistmagnet. Her har befolkningen ikke ret meget til sig selv ude på landet. De bor i huse på pæle af bambus og træ, deres børn går ikke meget i skole. Det er der ikke penge til.

Herude i denne landsby mærker jeg en interesse for fremgang. For vækst. For et rigere liv. For en bedre fremtid for de kommende generationer.

Jeg mærker det på en anden måde end jeg gør i Danmark. Vi taler ikke om køkkener og shoppingture. Her i Myanmar er det et spørgsmål om at få mest muligt ud af sin jord. Plantager med gummitræer og betelnød palmer. Gummiet i træerne bruges til for eksempel nye bildæk, og betelnødderne er en vigtig ingrediens i en slags tobak som mange tygger i Sydøstasien.

Herude virker det til, at en del af lykken handler om et rigere liv, hvor den fattige del af befolkningen i Myanmar også får del i den rivende økonomiske udvikling, der sker i landet lige nu.

Myanmar har indtil for få år siden været et meget lukket land, fyldt med interne konflikter mellem etniske grupper og militærregeringen. Konflikterne har holdt virksomheder og investorer ude af landet, og dermed har skovene fået lov at stå og vokse mere eller mindre urørt.

Det har selvfølgelig givet mulighed for, at skovene kunne emme af liv på en måde som hører fortiden til i de fleste andre lande.

Biodiversiteten er stor. Der er mange forskellige dyr og planter – og det skulle der helst blive ved med at være.

Men spørgsmålet er om det er muligt, nu hvor Myanmar har åbnet op for virksomheder, der kan se en god forretning i at fælde den oprindelige skov for i stedet at etablere plantager til at producere for eksempel palmeolie. Palmeolie, som er en vigtig ingrediens i de fleste produkter, du sætter tænderne i til hverdag.

Afskovning og palmeolieplantager kommer der ikke meget diversitet ud af i plante og dyrelivet.

Men kommer de fattige lokale beboere i den lille landsby i Myanmar til at få et lykkeligere liv af det? Kommer de til at mærke en øget velstand? Få penge til, at deres børn kan komme i skole? Der er der desværre ikke meget, der tyder på lige nu.
 
Livet virker simpelt her, men også meget fattigt.

De bor midt i den rige natur og virker tilfredse, rolige og i balance med sig selv og naturen.

Faktisk viser en undersøgelse som WWF Verdensnaturfonden lige har lavet, at 96 % af beboerne i byen Banchang bruger skoven til hverdag. De får rent vand fra skovens vandløb og har brug for de fisk de kan fange i floderne.

Men udviklingen skaber også bekymring. 92 % af landsbyens beboere er bekymrede for skoven, nu her hvor landet åbner yderligere op for omverdenen og 34 % af dem ser de udenlandske virksomheder som den største trussel.

Som det ser ud lige nu, så tjener den lokale befolkning ikke penge på de store naturressourcer som trækkes ud af Myanmar i disse år.

Lokalbefolkningens lykke? Velstand, udvikling og de nære materielle varer, der kan give de fleste en lykkefølelse?

Det ser desværre ud til at befolkningen må kigge relativt langt efter dem lige nu.
 
Derfor arbejder WWF Verdensnaturfonden med at inddrage landsbybefolkningerne i at få mere ud af deres skovlandbrug, så de får så meget som overhovedet muligt ud af de ressourcer de allerede har – uden at skade naturen unødigt.

Det vil sige, at vi sammen ser på, hvordan de kan dyrke deres afgrøder på den mest effektive og skånsomme måde, og hvordan de kan få flere penge for deres varer som kardemomme og betelnødder. For eksempel ved at få skabt en simpel forarbejdningsproces af varerne inden de sælges videre.

Arbejdet er i fuld gang, og der er stor interesse for det blandt de lokale, for hvem er ikke interesseret i et rigere liv. Et liv med flere goder. Uddannelse til børnene, nyt tøj og mobil?

Men er der nok ressourcer til, at vi alle kan få vores ønsker opfyldt?

Vi kan jo se på os selv i Danmark. Vi har stort set ingen natur i Danmark. Alt er udlagt som landbrugsjord eller plantage, som vi til dagligt kalder skov. Hvem er egentlig i sin ret til at sige, at andre fattigere lande ikke må følge efter i vores fodspor?

Hvorfor er det de sidste tilbage, der skal bøde for vores andres fejl? For det vil jeg mene, at det er.

Vi har udryddet det meste af vores natur i Europa og vesten, 90 % af havets fisk er enten overfisket eller fisket lige til grænsen. Halvdelen af de vilde dyr er forsvundet de seneste 40 år og sådan kunne jeg desværre blive ved.
 
At komme som CEO fra en grøn NGO som WWF, der taler om biodiversitet, skovens overlevelse og dermed også dyr og planters overlevelse. Det virket lidt for helligt på de fleste. Men vi kommer ikke for at sige, at folk i Myanmar ikke må opleve udvikling og lykke. Det vil vi faktisk meget gerne have at de gør.
 
Vi kommer for at bidrage til , at de ikke behøver gentage de samme fejl som vi har gjort i vores egen del af verden.

At vi må tage højde for naturens rigdomme, når vi er med til at skabe udvikling.

En bæredygtig udvikling, hvor mennesker lever i harmoni med naturen, og udnytter naturen værdier bedst muligt, også på lang sigt.