SIDEN 1938 HAR en gruppe amerikanske forskere fulgt 724 drenge for at undersøge, hvad der holder mennesker raske og lykkelige livet igennem. Ved undersøgelsens start svarede de fleste af drengene, at de mente, rigdom og berømmelse ville gøre dem lykkelige. Men som årene gik, viste det sig (naturligvis), at hemmeligheden bag et langt og lykkeligt liv er en helt anden.
Undersøgelsens nuværende leder er professor Robert Waldinger fra Massachusetts General Hospital i Boston. Han konkluderer, at den omfattende undersøgelse tydeligt peger på, at det, der giver os et langt og lykkeligt liv, er gode relationer. Enten i form af gode familierelationer eller gode venskaber.
Som Robert Waldinger udtrykker det:
”Gode relationer holder os i live, mens ensomhed slår ihjel.”
Han går så langt, som til at sige:
”Ensomhed er en gift. Folk, der er mere isoleret fra andre, end de vil, er mindre lykkelige, og deres overordnede sundhed falder hurtigere sammen med deres hjernefunktion. Generelt kan vi se, at de lever et kortere liv.”
Undersøgelsen viser også, at selvom man rammes af sygdom og smerter, så har de gode relationer stadig en positiv betydning. For eksempel er mennesker, som savner gode relationer, mere plaget af deres smerter end mennesker, som har gode relationer til familie og/eller nære venner.
EN INTERESSANT POINTE fra Robert Waldinger er, at relationer kræver vores tid. Det er faktisk nødvendigt at give familie og venner en del af vores tid for at opbygge og vedligeholde de gode relationer.
Man kommer langt med at give familien og vennerne sin tid, men arbejdet med ensomme og socialt udsatte viser, at der også er en klar sammenhæng mellem gode relationer og den enkeltes økonomiske formåen.
De gode relationer skal jo opstå et sted. Især venskaber opstår ofte på arbejdspladsen. Står man i lange perioder uden for arbejdsmarkedet, er man afskåret fra arbejdsfællesskabet. Andre relationer opstår omkring en fælles interesse, i en klub eller samlet om en hobby.
Med andre ord aktiviteter, der ofte medfører udgifter til kontingent eller udstyr. Selv det at mødes et par timer over strikkepindene i den lokale strikkecafé kan nemt koste 50 kroner pr. gang.
I VORES KULTUR HAR familieliv og venskaber også nogle uskrevne regler om gæstfrihed og gensidighed. Uskrevne regler, som gør det vanskeligt at være den, der aldrig har råd til at give. Som ikke kan give en gave, ikke har personligt eller økonomisk overskud til at invitere andre hjem på en bid brød – endsige har penge til at tage toget til en familiefødselsdag.
En urimeligt stram økonomi medfører benhårde fravalg og dermed en ensidighed, som belaster vore relationer. Jeg vil vove den påstand, at ensidigheden især belaster den i relationen, der netop ikke har råd til at give. I værste fald kan det betyde, at man trækker sig, fordi det gør for ondt altid at være den modtagende eller den, der må takke nej.
Når man fra politisk side beslutter at presse udsatte medborgeres indkomstgrundlag så langt i bund, som tilfældet er, har man ansvar for nogle konsekvenser. Det er velkendt, at der efterhånden er mange danskere, som savner penge til mad, husleje eller lægeordineret medicin. De sikrer basal overlevelse ved at spise billigt eller gratis på væresteder, i kirken eller ved at modtage mad og fornødenheder fra private hjælpeorganisationer.
Med det vedvarende politiske pres på modtagere af overførselsindkomster ser det ud til, at disse medborgere også må se i vejviseren efter det, de fleste mennesker ønsker sig: et langt og lykkeligt liv.
Dorte S. Andersen er cand.psych. og centerchef i Arbejde Adlers Hus, Nørrebro.