TROEN ER FOR MIG det, man er henvist til, der hvor beviseligheden mangler. Troen er altså noget individuelt, som kun den enkelte selv kan måle styrken af. Derfor finder jeg det svært, for ikke at sige umuligt, for andre at skulle måle kvaliteten af den enkeltes tro.
Man har tid efter anden kunnet møde folk, der har talt om, hvorvidt den eller den var troende. Som en kvalitetsbetegnelse for pågældende; og det anser jeg for let at kunne virke fordømmende. Og hvem er egentlig kvalificeret til at træffe den afgørelse, andre end den eller det, der er genstand for troen? Det må være et teologisk anliggende.
Man kan selvfølgelig forlange af folk, at de er, eller de kan selv erklære at være, i besiddelse af en bestemt tro, men så er det erklæringen, man kan holde dem op på, og ikke værdien af troen. Derpå er det et juridisk anliggende.
Filosoffen René Descartes (1596-1650) formulerede det sådan: ”Jeg tvivler, altså tænker jeg, jeg tænker, altså er jeg til.”
Altså i og med at jeg er til, må jeg forholde mig til det, jeg ser, læser og hører, og så er det min opgave selv at vælge, hvad jeg ved, og hvad jeg må nøjes med at tro. I begge forhold er det mit personlige ansvar.