Klimaaftalen er hjemme – så skal politikerne bare handle på den

For de fattigste og mest sårbare lande er klimaaftalen afgørende, men der skal national handling bag alle de pæne ord, skriver Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp

Der er enighed om, at de globale temperaturer ikke må stige mere end to grader – og helst ikke mere end halvanden grad. Temperaturstigningerne påvirker blandt andet andelen af isbjørne, som ventes at falde drastisk de kommende år. Her er det en enlig bjørn i den arktiske del af Norge.
Der er enighed om, at de globale temperaturer ikke må stige mere end to grader – og helst ikke mere end halvanden grad. Temperaturstigningerne påvirker blandt andet andelen af isbjørne, som ventes at falde drastisk de kommende år. Her er det en enlig bjørn i den arktiske del af Norge. . Foto: NHPA.

Verdens lande er nu enige om, hvilken vej vi skal.

Vores udvikling skal være bæredygtig og baseres på grønne løsninger. Den skal også sikre, at vi kan tilpasse os og håndtere de klimaforandringer, der alligevel kommer. Og ikke mindst: Vi skal møde udfordringerne i fællesskab!

Klimatopmødet i Paris er slut, og vi har en aftale. Forhandlingerne begyndte i Durban for fire år siden, og det har været en lang vej. Men det lykkedes! Hvad betyder det så? Hvad kommer der ud af aftalen?

En gang imellem kan man godt spørge sig selv, om globale aftaler betyder noget, og om det internationale diplomati er en god investering.

Mit svar er ja! Aftalen vil få betydning, og den vil få betydning for både os og fremtidige generationer i både rige og fattige lande. Men ansvaret for, at der sker noget, ligger nu hos de nationale regeringer. Det er dem, der skal sikre, at aftalens gode intentioner også bliver til virkelighed.

Mange af de pæne ord i aftalens tekst er vagt formulerede og ikke bindende. Men de giver retning og skaber en ramme for den globale omstilling. Der er enighed om, at de globale temperaturer ikke må stige mere end to grader – og helst ikke mere end halvanden grad. For at det skal være muligt, er det afgørende, at alle lande sætter handling bag ordene, og at ordene får indflydelse på nationale beslutninger, initiativer, og prioriteringer. Præcis hvad landene skal gøre, bliver identificeret i nationale planer, og hvert femte år skal man gøre status for at se, om udviklingen går den rigtige vej.

Koblingen til det nationale niveau er afgørende. Et land kan ikke lave en national plan, uden at forskellige sektorer og ministerier involveres. Det betyder, at store dele af en regering er nødt til at forholde sig til den globale klimaaftale. Og det er vigtigt. Det er først, når klimadebatten bliver et anliggende for landbrug, transport, handel, sikkerhed, uddannelse og produktion, at der for alvor bliver sat skub i den grønne omstilling.

For de fattigste og mest sårbare lande er aftalen afgørende. Spørgsmål om klimatilpasning og hvad der sker, når man ikke længere kan tilpasse sig – for eksempel når havvand stille og roligt eroderer kyster og hele øer – er nu tydeligt forankret i den globale aftale. Det betyder, at den femårige status også giver mulighed for at vurdere behovet for tilpasning, og at behovet for støtte i form af teknologi og klimapenge også kan revideres.

Vi har nu en global aftale, og stafetten er givet videre til de nationale regeringer. Det er deres opgave at finde konkrete løsninger og at sikre, at vi i fællesskab følger den grønne og bæredygtige vej, som Paris-aftalen har peget på.