Det er forår, og folk kommer mere og mere i deres sommerhuse. Og min egen private uautoriserede statistik siger mig, at det mest er de mere ydmyge huse, der er i brug det meste af året. De huse, som folk med lejlighed bruger, fordi de sådan trænger til at komme ud for at få frisk luft. Og uden nødvendigvis at skulle have den helt store luksus der, men som en kontrast til det hjemlige hverdagsagtige.
Men de dyreste sommerhuse, de fornemste, dem på de bedste adresser, de bedst isolerede og møblerede og udstyret med alskens luksus, som var det en helårsbolig - de ligger tomme hen det meste af året. Mange af dem er reelt kun i brug ganske få uger om året. Og ikke i resten af tiden hverken lånt eller lejet ud: De er bare tomme!
Ikke at jeg er direkte forarget, men det kalder da på en vis forstemthed at se så megen overflod ligge hen til ingen verdens nytte det meste af tiden og som en klar demonstration af, at en del af os har så meget tilovers og er så forkælede i livet, at vi dårligt ved, hvad vi skal gøre ved al overfloden.
Rigtig mange har både hus, sommerhus, bil og båd. Og kan de nå at bruge det? Langtfra alle. Mange af mine sommerhusnaboer har også hus i Frankrig eller Spanien eller Sydafrika. Ikke alle i dette land behøver at tælle på knapper for at få det hele til at hænge sammen.
Gad vide, om det ikke en dag ville være en god idé at indføre en form for moralsk brugspligt. Sådan at forstå, at hvis man ejer noget jordisk gods i form af et hus eller sommerhus, så har man værsgo også at bruge huset. Og ikke bare lade det ligge uudnyttet hen.
Nogle steder ville den tankegang vinde gehør, andre steder bestemt ikke. Og hvordan overhovedet administrere den? Vi har en masse byggevedtægter, vi skal overholde omkring placering og isolering og meget andet, det sidste også i sommerhuse. Men hvor meget vi har tænkt os at bruge husene, det er helt op til den enkelte.
Folk bliver gamle og kommer der mindre, nogle slet ikke mere. Men i flere tilfælde ser jeg huse stå tomme i 10, ja, op til 20 år, før der gøres noget ved det. Før arvinger eller andre tager affære. Det er vel også spild af ressourcer?
Vi er mange, der bruger vores sommerhuse virkelig meget, og der er samtidig rigtig mange, der ikke kan få lov at skifte adresse dertil, før de er rigtige pensionister uden nogen form for arbejde, heller ikke det løse. Reglen er, at man skal have haft huset i mindst otte år, være fyldt 60 og være pensioneret, altså slet ikke arbejde mere. Det er jo stramme regler. Behøver de være så stramme? Mange ældre mennesker behøver ikke to adresser, og mange har slet ikke råd til det. Så lad dem dog flytte i sommerhus, hvis det er det, de ønsker. Hvem kan det genere? Det giver kun handel og omsætning til sommerhusområderne og giver ledige lejligheder i de pressede byer.
Og så er der det med salg til udlændinge.
På Lolland-Falster, Langeland, Bornholm og mange andre øer, langs Vestkysten og mange andre steder står sommerhuse til salg i årevis, og ofte kan de slet ikke sælges. Men tyskerne og en del nordmænd står i kø for at få lov at købe.
Og den debat kører til stadighed. Hvorfor, hvorfor ikke? Der er argumenter for begge synspunkter, men griber vi i egen barm, så er det da ganske dobbeltmoralsk, at danskere gerne må købe huse i for eksempel Sverige, Frankrig og Spanien og benytter sig af det i stor stil. Plus bor netop der i lange perioder, ikke mindst pensionisterne. Men hvis folk fra de samme lande spørger, om de ikke må have lov at købe et sommerhus hos os, så er svaret klart nej. Min hjerne forstår det ikke, og da slet ikke det dobbeltmoralske i sagen. Men tilbage til de mange, meget lidt benyttede sommerhuse ejet af danskere, mest de bedst stillede. Hvad med dem? Ikke fordi jeg har noget imod velstillede folk, men er det klædeligt at eje så meget, at man slet ikke kan nå at bruge det? Mit svar er nej, og jeg synes som sagt, at det er ganske forstemmende at gå sommerhusområder i hele landet igennem og iagttage, hvor mange huse der ligger tomme hen det meste af året, huse, der som nævnt er så veludstyrede og velisolerede, at de sagtens kunne fungere som helårsboliger.
Kunne man ikke gøre noget ved den problematik? Altså også overveje en eller anden form for brugspligt? Vi kender begrebet mødepligt, som nogle af os indimellem har et eller andet sted, men vi har heldigvis ikke ytringspligt, hvad mange måske nok af og til burde erindre sig. Men skal vi ikke have bare en let form for brugspligt? Det modsatte er jo tilfældet, for vi har skam klare brugsforbud, da man ikke må bo fast i sommerhusene, før en hel masse forhold er i orden med alder, ejerforhold og pensionering. Logisk? Ikke for mig!
Det kalder da på en vis forstemthed at se så megen overflod ligge hen til ingen verdens nytte det meste af tiden.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen