I Grundtvigsk Forum har vi haft svært ved at få styr på, hvem folket er. Er det en etnisk størrelse, er det en religiøs størrelse, eller er det en demokratisk størrelse.
Uanset kan vi med Grundtvig synge ”Rive løs sig rigets stænder, fra den fælles ånd, da går hoved, fødder, hænder latterlig på egen hånd. Da er riget sønderrevet, fortidsalderen udlevet. Folket mødigt sover hen, vågner vanskeligt igen”.
Men det går ikke længere, hvilket blev tydeligt på det nys overståede årsmøde, hvor styrelsens forslag til ny formålsparagraf blev trukket tilbage, fordi en række talere argumenterede for at fastholde ”evangeliets forkyndelse” og dermed også ”samhørigheden mellem kirke og folk” i formålsparagraffen med det resultat, at formanden klogt valgte at trække forslaget.
Sagen er, at Grundtvigsk Forum i sit virke arbejder både folkekirkeligt, i forhold til folkeskolen og folkeoplysende. Det er først og fremmest den folkeoplysende dimension som udløser problemet, for hvad er det for et folk, folkeoplysningen skal tage udgangspunkt i?
For mig har ordet folk skiftet betydning til nu at være det fællesskab, der skal bære folkestyret. Dette fællesskab er sammensat af mennesker med meget forskellig sproglig, kulturel og religiøs baggrund, hvilket folkeskole og folkeoplysning må tage udgangspunkt i, hvis vi vil udvikle og styrke et demokratibærende fællesskab.
I det hele taget er det fuldstændig afgørende for folkestyre og demokrati, at folkeskole og folkeoplysning skaber forståelse for, at demokratibærende fællesskaber i både Danmark og Europa er mangfoldigt sammensat.
Det bliver vanskeligt for Grundtvigsk Forum, hvis det af formålsparagraffen fremgår, at foreningens formål er ”at fremme samhørigheden mellem kirke og folk” og ”at sikre frihed og gode kår for evangeliets forkyndelse”, for hvad så med den del af folket, der bekender sig til andre kirker og andre forkyndelser?
Hvis det på fremtrædende plads fremgår, at Grundtvigsk Forum primært er optaget af denne samhørighed, ja, så mister vi taleretten til den del af folket, som ikke er kristent, og som ikke bliver det i en overskuelig fremtid.
Samtidig fremgik det af foredrag og vægtige indlæg på årsmødet, at moderniteten og postmoderniteten har afsløret sin tomhed og spillet fallit. Det er ånd, som efterspørges. For vi gammeldanskere er det åndelige knyttet til vores evangelisk-kristne livsgrundlag, som vi hører i kirken hver søndag, men det er det ikke for vore muslimske medborgere.
Grundtvigsk Forum er naturligvis forankret i evangelisk kristendom, det er vores udgangspunkt, men kunne vi ikke i lyset af virkelighedens verden udvide vores forståelse af samhørigheden og blive enige om, at vi har behov for at fremme en religiøs livstydning og anerkende, at mange danskere henter denne tydning i andre religioner end evangelisk kristendom? Og så med Grundtvig synge ”Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær. Hader frem for alt de søde, som på skrømt ham træder nær”.
Hvis vi i Grundtvigsk Forum vil fremme en åndelig tilgang til tilværelsen, så næres den bedre af religiøs ”sanddruhed”, om den så er kristen, muslimsk eller jødisk, end af en målsætning om at skabe samhørighed mellem en evangelisk kirke og et folk, som nu om dage bekender sig til forskellige religioner.
Kan vi i Grundtvigsk Forum ikke udvide vores forståelse af samhørigheden, vil foreningen vanskeligt kunne fastholde sin folkeoplysende dimension forstået som den oplysning, der fremmer det demokratibærende fællesskab.
Knud-Erik Therkelsen, medlem af Grundtvigsk Forums styrelse, Falkoner Alle 18, 3.th.,Frederiksberg