Hvem er gudstjenestens herre?

Det kan være på sin plads at undersøge, hvad Lene Sjørups udskiftning af ordet "Herren med Gud, drejer sig om fra et sprogvidenskabeligt synspunkt. Det skriver forhenværende lektor i sprogvidenskab Jens Juhl Jensen

Under Morgenandagten her fra Københavns Domkirke er "Herren" blevet skiftet ud med "Gud" under velsignelsen. Det har sat mange kirkelige sind i kog og skabt en omfattende debat.
Under Morgenandagten her fra Københavns Domkirke er "Herren" blevet skiftet ud med "Gud" under velsignelsen. Det har sat mange kirkelige sind i kog og skabt en omfattende debat. Foto: Leif Tuxen.

I en morgenandagt fra domkirken i København formulerede pastor Lene Sjørup den aronitiske velsignelse på usædvanlig vis, idet hun udskiftede ordet Herren med Gud. Man har antydet, at formuleringen kan skyldes hendes interesse for fænomenet feministisk teologi. Det kan være på sin plads at undersøge, hvad sagen drejer sig om fra et sprogvidenskabeligt synspunkt.

LÆS OGSÅ:
Herren forsvandt fra velsignelsen

Det ord, der gengives med Gud eller Herren, er den hebraiske konsonantgruppe JHWH. Teksten stammer sandsynligvis fra et par århundreder før den moderne tidsregnings begyndelse. Det er altså en førkristelig tekst. Fra nogenlunde samme periode stammer den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta.

De tre bibelske sprog er i diverse henseender ret forskellige, hebraisk er semitisk, mens de to andre er indoeuropæiske. En anden forskel af grammatisk art går på tværs af den genetiske inddeling: Hebraisk og græsk besidder en såkaldt bestemt artikel. Det gør dansk også, men latin og for eksempel moderne russisk gør det ikke.

Endelig er de forskellige syntaktisk set. Hebraisk er et VSO-sprog, det vil sige, at en sætning indledes med et verbum, derefter kommer subjektet og så et eventuelt objekt. Dansk derimod er et SVO-sprog, fordi subjektet normalt skal komme først, og endelig er både græsk og latin SOV-sprog.

Hebraiske ord kan analyseres som bestående af rødder, der oftest udgøres af tre konsonanter. De verber, der indleder de tre bønner i velsignelsen begynder med disse bogstaver: beth aleph sin. De tre bogstaver danner en forståelig meddelelse: be-es, som er et præpositionsled med betydningen i ild, det vil sige med glød. Fra et statistisk synspunkt er der en ejendommelighed ved velsignelsen. De tre bønner indeholder disse antal ord: tre, fem og syv. Alle tre størrelser er primtal. Dem er der som bekendt uendeligt mange af, men tre på stribe finder man faktisk kun i denne rækkefølge.

Den græske oversættelse, Septuaginta, gengiver teksten med at stille verbet forrest i sætningerne og formår altså på den måde at henvise til den hebræiske original. Desuden gengiver man JHWH med kyrios og udelader altså den bestemte artikel, hvad der atter er en afsmitning fra hebraisk.

I den henseende er Gud en bedre løsning end Herren.

Lene Sjørups adfærd har fremkaldt forskellige reaktioner af delvis offentlig karakter. En hel del af problemstillingen kan koges ned til noget, der ikke har speciel kirkelig eller teologisk karakter: Må en statsembedsmand udvise civilcourage? Kristeligt Dagblad har iværksat en meningsmåling, der synes at give som resultat, at mere end halvdelen siger nej, mens godt en tredjedel siger ja. Resten er græsk-katolske.

I et indlæg skriver Elisabeth Engell Jessen, som læser ved Oxford Universitet, at: Man må godt forholde sig spørgende til kirkens traditioner. Det modsatte synspunkt fremføres af Kristine Garde, der er retsteolog. Hun siger: Præsten bør få en påtale. Gudstjenesten er jo ikke præstens egen. Præsten kan ikke begå selvtægt mod ritualerne og være subjektivt selvrådende i sin embedsudøvelse.

En lignende formodning fremføres af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, med en lidt mere forsonlig synsvinkel: Jeg har stor respekt for Lene Sjørup, fordi hun gennem mange, mange år har forsket i feministisk teologi, hvor mange andre kvindelige teologer har fundet det interessant i en periode, men så har forladt emnet igen.

Der står altså sagen i skrivende stund: Skal pastor Sjørup have en løftet pegefinger eller ligefrem en huskekage? Hvem er egentlig gudstjenestens herre? Er det præsten, menigheden, provsten, biskoppen eller Kirkeministeriet?

Menigheden er selvfølgelig lidt svær at definere ved en radioudsendelse, der kan aflyttes over hele landet. Men de andre instanser er ret entydige. Så de må formodes inden længe at skaffe klarhed over situationen.

Jens Juhl Jensen,

forhenværende lektor i sprogvidenskab ved Københavns Universitet

Absalonsgade 35, København V