Hvem er Landsforeningen af Menighedsråd egentlig landsforening for? Det er jo paradoksalt at skulle spørge, men det er ærlig talt vanskeligt at få øje på, hvis ærinde Landsforeningen af Menighedsråd vil tjene. Er det menighedsrådene eller de toneangivende magtstrukturer omkring folkekirken?
Det bør naturligvis være medlemmernes, altså menighedsrådenes, interesser, man kæmper for. Men det kan næppe påstås at være tilfældet i det igangværende projekt med et nationalt fælles kirkemøde, som blev skitseret i Kristeligt Dagblad den 6. august.
Spørgsmålet om et styrende organ, en synode for folkekirken, der jo ellers syntes lagt i graven, lives hermed atter op. Ganske vist er man flink til at kalde det noget andet (hvilket det jo ikke bliver mindre virkeligt af) og understrege, at det blot er et samtaleforum uden beslutningskompetence.
Det er for så vidt også korrekt. Men en manglende beslutningskompetence udjævnes så rigeligt af, at man stadig ønsker at kunne udtale sig på hele folkekirkens vegne. Netop dette at tiltage sig myndighed til at køre de lokale menigheder over og udtale sig på den samlede folkekirkes vegne, er kernen i hele debatten om den synode, der ellers blev tydeligt forkastet.
Og desuden må man spørge, hvilken mening det giver at kaste midler efter et nationalt møde, hvor det faldende dåbstal skal diskuteres, hvis det alligevel ikke kan udmønte sig i andet end snak og lunkne hensigtserklæringer.
Endvidere er faldet i dåbstal slet ikke en problematik på landsplan, men netop lokalt. Mon ikke der ligger andre tanker bag? Det lugter langt væk af, at man med dette nye og futile tiltag forsøger at smugle den synode, som et overvejende flertal afviste, ind ad bagvejen.
Man kan frygte, at resultatet vil blive, at menighedsrådene netop ikke længere frit kan udtale sig, men må træde ind i geleddet og slå hælene sammen, når det nationale fælles kirkemøde (læs: synoden) med falsk autoritet udtaler sig på folkekirkens vegne.
Man vil altså trække en beslutning ned over hovedet på menighedsrådene, velvidende at flertallet (to tredjedele af høringssvarene var negative) er lodret uenige heri.
Den danske folkekirkeordning med menighedsrådenes selvbestemmelsesret er det fineste eksempel på et velfungerende, folkeligt, lokalt nærdemokrati. Det burde Landsforeningen af Menighedsråd sikre og styrke frem for at ødelægge det indefra.
Ole Bach Piekut, sognepræst, Fåborgvej 20, Vester Skerninge