Hvem skal bestemme, hvornår vi får børn?

En kommune, en tv-station og et rejsebureau har i de seneste uger blandet sig i debatten om danskernes fertilitet med opfordringer til at skrue op for forplantningen. Men hvor meget kan og skal det omgivende samfund blande sig i den enkeltes beslutning om at få børn?

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

For to uger siden rullede det stort anlagte tv-show ”Knald for Danmark” over skærmen i DR's bedste sendetid. Kort efter barslede rejsebureauet Spies Rejser med en romantisk reproduktionsrejse under sloganet ”Do it for mom - do it for Denmark” (Gør det for mor - gør det for Danmark), og senest lancerede Københavns Kommune kampagnen ”Har du talt dine æg i dag?”.

Kampagnerne har alle det tilfælles, at de trods en humoristisk indpakning har det dybt seriøse mål for øje at få danskerne til at få flere børn tidligere. En målsætning, der begrundes i veldokumenterede fakta, som entydigt viser, at både mænds og kvinders fertilitet falder betragteligt med alderen, og at danskerne ikke tilnærmelsesvis får børn nok til at opretholde det nuværende velfærdsniveau i fremtiden.

Alligevel er det langtfra alle, der er lige begejstrede for det offentlige Danmarks opfordringer til at skrue op for forplantningen.

”Det handler ikke om, at vi ikke kan diskutere udfordringerne omkring de ældre førstegangsforældre eller det svigtende fødselstal, men om, at beslutningen om at få børn helt grundlæggende er privat,” siger blandt andre kønsforsker ved Roskilde Universitet Karen Sjørup.

Hun forstår til fulde den modstand, der er kommet til udtryk på de sociale medier blandt især unge kvinder, og mener, at forsøget på at starte en ellers vigtig debat er grebet helt forkert an, fordi man frem for at se alvorligt på de barrierer, der får mange til at udsætte forældreskabet, lancerer formanende og flabede påbud om, at danskerne bare skal se at komme i gang.

”Jeg er ikke længere selv i målgruppen, men bliver alligevel enormt provokeret, så jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan de unge kvinder, for det er primært dem, budskabet er rettet imod, må opleve det. Det er krænkende og overgrebsagtigt, når offentlige instanser og private virksomheder på den måde vader ind over folks privatsfære. Og det er dybt useriøst, når de reelle udfordringer ikke tages alvorligt,” siger Karen Sjørup.

Sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal medgiver, at kampagnerne kan virke provokerende, fordi de kun overfladisk og unuanceret berører de udfordringer, mange forbinder med at få børn, og fordi de taler mod årtiers bestræbelser på at få folk til at vente med at få børn, til uddannelsen var i hus, og hornene var løbet af. Men der er også noget andet på spil. De færreste danskere bryder sig om at få opfordringer til, hvordan de skal leve deres liv, siger hun.

”Det er interessant at se, hvor kraftigt nogle har reageret på det at blive opfordret til at sætte børn i verden, mens tid er, og naturen giver de bedste muligheder for et uproblematisk svangerskab. Noget, der jo i den grad er sund fornuft og evidensbaseret viden. Mange ser det tydeligvis som et meget privat og individuelt valg, hvornår man vil have børn. Noget, som ingen, og da slet ikke staten og DR, skal blande sig i. Det særligt interessante er dog, at mange slet ikke ser sig selv og reproduktionen af næste generation som en del af en større helhed som for eksempel slægten, nationen og velfærdssamfundet. Mange moderne mennesker ser altså sig selv og deres egen historie som frisat og uafhængig af en større historie, når det handler om at sætte børn i verden,” siger Birthe Linddal.

Årtiers bestræbelser på at give folk flere individuelle rettigheder og muligheder i livet har tydeligvis båret frugt, mener fremtidsforskeren. Og folk vælger nu i højere grad end tidligere selv, om de vil have børn, og hvornår. Ikke mindst fordi livet i dag har meget andet godt at byde på end familieliv og de pligter, som implicit følger med.

Og set i det lys får kampagner som Københavns Kommunes ”Har du talt dine æg i dag?”, der specifikt sigter på at få unge københavnere til at få børn, mens de endnu er studerende, den stik modsatte effekt. I stedet for at starte en debat om, hvornår man bør at stifte familie, starter den en debat om, hvor meget det offentlige bør blande sig i det private.

”Det betyder ikke, at kommuner eller stat ikke kan påvirke fødselstallet og førstegangsforældrenes alder, men der skal nok mere end en opfordring til. For selvom mange ser sig som frisatte individer, der selv vil bestemme, tager de fleste det dog for givet, at staten bidrager og gør det attraktivt at sætte børn i verden,” siger Birthe Linddal, der ligesom Karen Sjørup peger på, at hvis man i Danmark for alvor vil have fødselstallet op, så skal det ske gennem økonomiske incitamenter og konkrete forbedringer af børnefamiliernes forhold.

For eksempel længere barsel med lønkompensation, bedre institutioner, fleksible arbejdstider og en mere familiebaseret skattepolitik, som giver bedre mulighed for familierne for at indrette deres liv, som det passer dem bedst.

Danskernes voldsomme reaktioner på de forskellige fertilitetskampagner er imidlertid helt ude af proportioner, siger Søren Ziebe, chef for fertilitetsklinikken på Rigshospitalet. Han mener, at der er tale om almindelig og ikke mindst helt nødvendig oplysning til borgerne.

”Det er ualmindelig negativt og kontrært at se på kampagnerne som utidig indblanding i den enkeltes privatliv. Faktum er, at vi har et problem, når et voksende antal danskere skal på hospitalet for noget så banalt som at få børn. Hvert 10. danske barn bliver i dag undfanget på et hospital. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at ændre på den statistik, bliver vi altså nødt til at fortælle danskerne, hvorfor det forholder sig sådan. Også selvom de ikke vil høre det,” siger han.

Og den helt overvejende forklaring på danskernes faldende fertilitet er den enkle, at danskerne venter stadig længere med at få børn, fastslår fertilitetslægen.

”Vi lever på mange måder meget anderledes liv end de liv, vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre levede. Men på ét afgørende punkt er vores forudsætninger ikke spor anderledes end deres. Tidsrummet for, hvornår vi kan få børn, har ikke rykket sig en tøddel, men er det samme, som det altid har været. Det er en realitet, som vi alle har et ansvar for at formidle,” siger Søren Ziebe.

Det er kønsforsker Karen Sjørup som sådan ikke uenig i. Men hun køber ikke præmissen om, at danskerne mangler oplysning:

”De her kampagner retter sig jo netop mod de unge veluddannede kvinder og mænd, for det er dem, der venter længst med at få børn. Og de er altså udmærket klar over, hvordan biologien fungerer, og hvilken rolle alder spiller for fertiliteten. Dermed ender de letkøbte og lidt kække kampagner som en næsten hånlig og spottende kommentar. Man bliver nødt til at forstå, hvorfor de unge handler, som de gør, hvis man vil give dem mulighed for at handle anderledes,” siger Karen Sjørup.