PÅ DR P1 FINDES ET program, der hedder ”Shitstorm”. Dette elegante udtryk dækker over den mekanisme, der går i gang på de sociale medier, når vreden samler sig om en bestemt person eller sag eller udtalelse.
På ingen tid kan der opstå en meget voldsom råben og skrigen, og dette program ønsker at give ”absurde argumenter i den offentlige debat en tur i vridemaskinen”, som det hedder.
Sagen er dog, at programmet selv kan have noget lettere absurd over sig, idet det meget af tiden balancerer på kanten til ligegyldig sniksnak af en type, der ikke klæder P1. Men som man frygter i stigende grad kan komme til at kendetegne kanalen.
I torsdags kunne man høre om en konservativ folketingskandidat, der er blevet shit-bestormet, fordi han har overvejet, om de mange kvinder, der tager initiativ til at blive skilt, tager nok hensyn til deres børn.
Man kan diskutere, hvor væsentligt det er at diskutere en sådan henkastet bemærkning i P1. Samtidig har supermarkedet Kvickly været genstand for en shitstorm, fordi man har gengivet nogle kønsstereotyper i en reklame og antaget, at nogle varer typisk købes af mænd, mens andre typisk købes af kvinder. Uha, uha.
Igen raser stormen, og supermarkedet lagde sig fladt ned i P1 og undskyldte mange gange. På den måde kommer radiokanalen til næsten at fungere som en åben markedsplads, hvor pøbelviljen effektivt kan sætte sig igennem. Det larmende brølekor, der udfolder sig i den digitale verden, sætter mere og mere præg på de etablerede medier, og meget af den snak, der før foregik på lærerværelser og i omklædningsrummet i den lokale fodboldklub, ophøjes nu til at skulle komme alle ved. Begrebet shitstorm er således i færd med at blive ensbetydende med en blåstempling af en sag, der i gamle dage ville være forblevet på lokalt brokkeniveau.
P1 burde slet ikke have et program ved navn ”Shitstorm”, for fænomenet er svært at tage alvorligt, hvilket man ikke mindst erfarer, hvis man selv har været genstand for én.
Det er som regel ret nemt at ignorere det larmende skvulp, og vups – så er det væk igen, og verden er videre.
Vigtigere var det ikke. Det siges ofte, at demokratiseringen af debatten er et stort aktiv for os, men snarere slår det én, at udviklingen skaber så megen ravage i proportionerne, at det bliver sværere at sortere mellem væsentligt og ligegyldigt. Imidlertid bliver man nødt til fortsat at høre efter, for pludselig begynder en kerne at tage form et sted inde i den store konstante støj. Sagen om Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt og pengene fra EU lignede i begyndelsen en overdimensioneret mediestorm, men meget tyder på, at der er en del mere på spil.
I går morges blev sagen behandlet på P1’s morgenflade, og man skulle lige minde sig selv om, at det nu var alvor og ikke bare endnu en omgang løs snak om, hvad der rører sig derude. Når en seriøs radiokanal begynder at fremkalde den form for agtpågivenhed hos sine lyttere, er det på tide at være på vagt. Stormen er over os.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.