I denne uge udsendte Kirkeministeriet blandt andet ”Enighedspapir om obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre”, som der under kirkeminister Bertel Haarders (V) forhandlingsledelse var opnået enighed om mellem alle partier undtagen Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.
Enigheden handler om, at alle præster, imamer, forkyndere med videre, der tildeles vielsesbemyndigelse, skal gennemgå et ”obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre”. De skal altså på skolebænken for blandt andet at blive undervist i ”samspillet og modsætningerne mellem dansk ret og danske traditioner på den ene side og religiøse normer og sædvaner” og i emner som ”ytrings- og religionsfrihed, folkestyre, kvinderettigheder, homoseksualitet og ikke diskrimination og ligestilling”.
Som afslutning på kurset skal kursisterne underskrive ”en løfteerklæring” om at ville ”overholde dansk lovgivning, herunder ytrings- og religionsfrihed ligestilling mellem kønnene og frihed til seksuel orientering, ikke-diskrimination og kvinde‑ rettigheder”.
Det vil altså sige, at de skal skrive under på, at de vil overholde dansk lov! Og for at føje spot til skade skal kurset finansieres gennem brugerbetaling.
Jeg ved ikke, hvordan man vil reagere i ikke-kristne trossamfund, men hvis jeg var frikirkepræst, ville jeg, længe inden jeg havde læst hele det halvanden sides ”enighedspapir” – trods alle dets politisk set gode intentioner – skyndsomst have fundet min vielsesbemyndigelse frem og have sendt den tilbage til kirkeministeren, eller hvem den nu rettelig skulle sendes til. Også guld kan købes for dyrt. Jeg ville ikke acceptere at blive ydmyget på denne måde – og så endda blive til grin for mine egne penge!
Mon ikke mange frikirkepræster ville føle, at de ville leve langt lykkeligere – og deres menigheder med dem – uden ret til på disse ydmygende betingelser at forrette en vielse med borgerlig gyldighed – og så i stedet nøjes med ved en ceremoni i kirken at velsigne det ægteskab, som netop var indgået på rådhuset?
Og de præster og menigheder, som er inspireret af Luther, vil tilmed hos ham finde belæg for, at ægteskabet først og fremmest er en verdslig og borgerlig ordning. Måske kommer partierne bag dette ”enighedspapir” dermed uafvidende til at bidrage til, at man i de fra folkekirken afvigende trossamfund får en mere luthersk forståelse og praksis omkring indgåelse af ægteskab.
Men nu er jeg ikke frikirkepræst, og det kan sagtens være, at jeg tager fejl. Under alle omstændigheder bliver det spændende at høre, hvordan frikirkepræster vil reagere på dette element i en religionslovgivning, som åbenbart er på trapperne.
Mogens S. Mogensen er er freelancekonsulent og arbejder ud fra sit enmandskonsulentfirma Intercultural.dk med blandt andet interkulturelle og interreligiøse opgaver