Hvis ret skal være ret

LENE MATTHIES-SAGEN Den direkte anklage for tyveri, fremsat af provsten og gentaget af biskoppen, er falsk anklage ifølge dansk ret, hvor tvivl som bekendt kommer anklagede til gode

I et indlæg den 7. september i Præsteforeningens Blad imod mig erkender provst Leo Kamstrup-Olesen, at sagen imod Lene Matthies er en ulykkelig sag. Den erkendelse skal fastholdes. Og Kamstrup-Olesen burde i sin tid have gjort sit for at standse sagen. Til støtte for både præst og biskop. Nu slås han offentligt med sig selv i sin egen skygge og råber ubesindigt mod mig: Kildefusk! Fordi jeg har kaldt biskoppens indlæg i sagen for en Redegørelse. Kildefusk..?

Naturligvis kalder jeg biskoppens Redegørelse til Kirkeministeriet for en redegørelse, da det er biskop Erik Norman Svendsens eget udtryk. Ordet står som overskrift over hans alenlange tekst og afsluttes med disse ord: Med henvisning til ovenstående redegørelse (sic.) skal jeg således herved indstille til ministeriet, at der på det foreliggende grundlag indledes en tjenstlig undersøgelse i henhold til tjenestemandslovens kapitel 4 med henblik på afskedigelse af sognepræst Lene Matthies.

At provsten i sit indlæg tager æren for at have beskyldt en af sine præster for at begå indbrud og tyvter hende med tilføjelsen, det er der beviser for, ifølge et skjult kamera, er selvsagt både en alvorlig og en ulykkelig sag. Og formodentlig også ulovlig under de foreliggende omstændigheder.

Lene Matthies har nemlig både politiets og statsadvokatens ord for, at en anklage for tyveri på det foreliggende grundlag ikke kan føre til domfældelse. Den direkte anklage for tyveri , fremsat af provsten og gentaget af biskoppen, er med andre ord en falsk anklage ifølge dansk ret, hvor tvivl som bekendt kommer anklagede til gode.

Jeg foreslår derfor, at Folketingets kirkepolitiske udvalg tager sagen op, således at udvist adfærd fra de gejstlige foresattes side ikke nyder fremme og danner præcedens.

Biskoppens indstilling i redegørelsen om afskedigelse faldt enevidere til jorden, men den private rettergang, biskoppens decorumsag i Københavns Bispegaard, havde sin virkning. Lene Matthies måtte forlade sit sogn i vanære, med et udtryk af Kristine Garde. Efterfølgende tager Matthies sin afsked med en gejstlig tyverianklage samt utilbørlig adfærd hængende over hovedet delvist fremskaffet på ulovligt grundlag. En kirkelig hilsen, der ikke fremmer mulighederne for at få embede.

Når Folketingets kirkepolitiske udvalg efter min mening bør genoptage sagen, skyldes det kirkeminister Bertel Haardes uskønsomme konklusion: Som det fremgår af afgørelsen (forflyttelse til anden embede, min tilføjelse) var det fuldt berettiget, at biskop Erik Norman Svendsen rejste denne sag. Det er min forventning, at der med afgørelsen på dette lange sagsforløb nu bliver anledning til at se fremad.

Haarder tager fejl. Der er absolut god grund til at se nøjere på sagen. Med en smule retsbevidsthed i behold kan det se ud til, at den gejstlige øvrighed i Københavns Stift skylder præsten en undskyldning og Kirkeministeriet skylder hende erstatning. Hvis ret skal være ret, også i den danske folkekirke.

Niels Carl Lilleør,

fhv. provst,

Fasanvej 19,

Frederikssund