Jeg anerkender, at vi ikke har råd til det samme som før. Da jeg begyndte i hjemmeplejen for cirka 28 år siden, kunne alle få hjælp, hvis de blot var pensionister. Selvfølgelig var det ikke okay, og selvfølgelig skal vi blive klogere! Men, men... Der skal spares alle steder. Fint nok, men hvor skæres der og på grund af hvad?
Der skal dokumenteres mere og mere. Fint, selvføl-gelig skal plejen være nogenlunde ensartet, og selvfølgelig skal vi dokumentere, at hver enkelt bliver passet og plejet.
Men efterhånden tager det overhånd. Der skal være handleplaner, plejeplaner, og der skal registres, at borgere får mad, kaffe, børstet tænder og så videre.
Det virker, som om det at sidde foran en skærm, dokumentere, oprette nye plejeplaner og så videre, er blevet vigtigere end det, der for mig er vigtigst, nemlig at være til stede i nuet, sammen med de mennesker, der har brug for det.
For mig og mange andre i plejen er det vigtigste at være til stede. At skabe et forum, hvor de kan føle sig godt tilpas, hvor de kan blomstre, måske blot i øjeblikke, men lige netop hvor de kan føle sig noget værd, selvom helbredet og sanserne svigter dem.
Desværre bliver alle de varme og kærlige hænder færre og færre! Det er fint med en masse nye tiltag omkring, hvordan den bedste fremtid kan være for ældre og svage. Men ikke når der samtidig bliver skåret ind til benet, i de allerede eksisterende tilbud!
Det ville være skønt, hvis for eksempel fagforeninger, politikere, pårørende, personale i en fælles kamp kunne ændre den udvikling, så udvikling og nytænkning ikke bliver på bekostning af afvikling af det, der er det vigtigste!
Per Sjulstok, Gormsgade 8b, Odense C