Hvordan bør vi reagere på terror i vores daglige liv?

Nana Hauge, Emilia von Hauen og Nima Zamani. Foto: Leif Tuxen/Pressefoto/Leif Tuxen

Jeg kan ikke forhindre det næste terrorangreb. Men jeg kan besinde mig på, hvad det er, vi risikerer at miste, og hvordan vi kan holde det i live
Nana Hauge

For præcis to uger siden blev Paris ramt af et brutalt og meget omfattende terrorangreb, der på samme tid udspillede sig seks forskellige steder i byen. Byens beboere blev af gode grunde grebet af frygt. Men hvordan bør man reagere i en sådan situation? Kristeligt Dagblad har spurgt en præst, en jurastuderende og en kultursociolog, der her giver deres bud

Vi skal gå i kirke og synge salmer og missionere

Nana Hauge, præst i Høve og Havrebjerg Grundtvigske Valgmenigheder, redaktør af onlinetidsskriftet Nyt Babel

Terroren er en god grund til at være bange, så jeg kan ikke sige, at vi ikke skal frygte. For det er skræmmende og uforudsigeligt. Men samtidig er det ikke noget, det enkelte menneske kan gøre noget ved.

Jeg kan ikke forhindre det næste terrorangreb. Men jeg kan besinde mig på, hvad det er, vi risikerer at miste, og hvordan vi kan holde det i live. Her tænker jeg på, at mange mennesker i de her dage taler om frihed og værdier, som vi skal forsvare.

Men de fleste virker meget forvirrede, når det kommer til at konkretisere, hvad det er for værdier, og hvad det er for et frit og åbent samfund, vi skal bevare - og hvordan det er opstået.

For mig er det imidlertid helt klart, at det er den luthersk-evangeliske kristendom, som er den kilde, vores frihed og demokrati er strømmet fra og stadig strømmer fra. Men det er også en arv og en kilde, som er i risiko for at tørre ud.

Så mit råd vil være: Gå i kirke, lyt til det ord, der bliver talt. Besind jer på, hvad det er for en frihed, der forkyndes. Det er den frihed, som betyder, at intet er urent for os at spise, mens det for tilhængerne af lovreligioner som islam er forbudt at spise bestemte ting.

I Danmark har vi ikke et samfund, hvor vi skelner mellem rent og urent, og jeg ser det som en fare for vores frihed, at vi accepterer særkrav fra minoriteter. Det kan lyde banalt og ligegyldigt, at man i nogle institutioner ikke længere serverer svinekød, men for mig at se er det udtryk for, at vi ikke er klar over, hvor vores frihed kommer fra, og hvad den handler om. Det skal vi blive bedre til at fortælle os selv og hinanden og de muslimer, der er en del af vores samfund.

Vi skal turde være tydeligere om, hvad kristendommen er, og hvad det er for en frihed, den giver os. Vi har opfattet mange ting som en selvfølge, som vi nu bliver opmærksomme på, at vi kan miste. Det er en anledning til, at vi synger salmer med vores børn og taler med dem om, hvad vores tro og kultur handler om i praksis.

Vi skal også sige det til muslimerne. De mange muslimer, som ikke er enige i islamisternes tolkning af islam. Hvorfor ikke invitere en muslim med i kirke - og tale med dem om, hvad vores kristne kulturarv betyder? Jeg kan godt forstå, hvis de har svært ved at få øje på det; det ser jo ud, som om det, vi bruger vores frihed til, er at gå i Bilka om søndagen og købe den nyeste iPhone.

For nogle giver det sikkert mening at feste og drikke og gå i byen for at vise terroristerne trods. Men jeg har lyst til at søge dybere ind i traditionen og kirken, hvor det gode, som vi er bange for at miste, kommer fra. Og som samfund mener jeg, at det er, hvad vi skal gøre.

Hvis jeg bliver skudt, mens jeg fester, dør jeg, mens jeg hygger mig

Nima Zamani, jurastuderende og klummeskribent på Ekstra Bladet

For et år siden blev den eksamensnervøse Alisiv Ceran, der sad i S-toget og læste i en bog om terrorisme, mistænkt for at være terrorist. Han havde mellemøstligt udseende og en printer med kabler i skødet.

En kvinde troede fejlagtigt, at det var en bombe, og hun udløste en terroralarm. Det var et eksempel på, hvordan mange var opskræmte og så potentielle terrorister alle steder. Derfor lavede jeg en T-shirt med budskabet: Jeg er ikke terrorist - Jeg er bare med toget. For mit udseende betyder også, at jeg kan blive slået i hartkorn med terroristerne.

Mit budskab dengang var, at vi ikke skal lade os skræmme, for så går vi terroristernes ærinde. Men jeg erkender blankt, at jeg, efter to angreb i Paris og ét i Danmark på bare et år, er skræmt nu. Det kommer tættere og tættere på.

Jeg ved ikke, om jeg dermed går terroristernes ærinde. Men terroristernes brutalitet og galskab er kommet under huden på mig. Jeg tænker på det, når jeg sidder i metroen på Nørreport, og jeg klikker ind på EB.dk som det første, når jeg hører mange udrykninger i København.

Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg begrænser min frie bevægelighed. Der findes ingen steder, jeg holder mig fra. Så langt under huden er frygten for terror dog ikke kommet, og det vil også være mit budskab, at vi ikke skal lade os begrænse.

Hvis nogen skulle have held med at skyde mig, mens jeg danser, fester, drikker eller synger, fordi de har valgt at handle ud fra en konkret tolkning af Koranens voldelige del, der siger, at de 'vantro' skal slås ihjel, jamen, så dør jeg, mens jeg hygger mig. Jeg kan ikke gardere mig, og jeg kan ikke vinde krigen mod terror.

Jeg frygter ikke decideret for mit liv. Når jeg siger, at jeg er skræmt, mener jeg, at jeg frygter, at vi snart må sande, at vi er under risiko, beskydning og krig. Min generation er vokset op med, at Danmark er fredeligt, og her kommer der ikke krig. Men nu er der opstået en grad af religiøst had, hvor fundamentalister vil destruere os, fordi vi elsker at synge, drikke, danse og spille fodbold.

Da de angreb tårnene i New York den 11. september 2001, var det et angreb på kapitalismen. Det var ikke til at forstå, men endnu værre er det nu, hvor de angriber kærligheden. Hvor de går efter fodboldkampe, cafébesøg og koncerter. Efter vores hverdag.

Det gør mig vred. Og den vrede kan vi møde islamisterne med. Vi skal turde tage den kamp, for som jeg ser det, er islamisternes ideologi sammenlignelig med nazisternes; de ønsker også at udrydde andre på baggrund af ideologi.

Derfor bør vi demonstrere mod islamisterne i lige så høj grad, som vi har gjort mod nazisterne. Nogle mener nok, at det vil ramme alle muslimer, men vi må ikke lade islamisterne gå fri, fordi vi er bange for, at folk ikke kan skelne mellem islamister og muslimer; det er jo netop på baggrund af den skelnen, at vi skal demonstrere mod islamisterne og deres hadefulde ideologi.”

Vi skal være fanebærere for vores værdier hver dag

Emilia van Hauen, kultursociolog, forfatter,konceptudvikler, strategisk rådgiver med mere

Det vigtigste er, at vi ikke reducerer os selv til agenter for et helt andet værdisæt end vores eget. Det sker, hvis vi lader frygten styre vores handlinger.

Vi må gøre os klart, hvad vores værdier er, og hvordan vi skal leve vores liv, hvis vi vil styre efter de værdier. For mig kan det handle om, at jeg som kvinde har min frihed til at gå klædt, som jeg vil, bevæge mig, hvorhen jeg vil, og kysse med dem, jeg vil. Jeg kan vælge mit job og styre min økonomi. På samfundsplan handler det om at bevare et demokrati, hvor frihed, lighed og tillid er bærende værdier.

Men det er ikke spor let, for hvordan kan vi kæmpe for vores værdier uden at slå igen med nogle af de midler, vi ikke går ind for? Det tror jeg faktisk ikke kan lade sig gøre. Så jeg tror, at vi er gået ind i en tid, hvor vi dagligt vil stå i det dilemma: Hvordan kæmper jeg for mine værdier og styrker og bevarer demokratiet og de særlige kvaliteter, vi har i Danmark, med midler, der er hårdere, end jeg egentlig har lyst til?

Det kræver, at vi tænker os godt om og skelner. Vi skal på den ene side være parate til at møde det enkelte menneske fordomsfrit. En muslimsk kvinde med tørklæde kan dele mine værdier, men det opdager jeg kun, hvis jeg er åben for en samtale med hende. Nysgerrig efter, hvad hendes religion betyder for hende, og hvorfor hun tænker og handler, som hun gør.

En lyshåret kvinde med stiletter kan i princippet være radikaliseret og have helt modsatte værdier af mig. Så den åbne samtale og forståelsen af, at der er meget, der binder os sammen som mennesker, er vigtig. Vi kan invitere folk hjem til os, åbne vores hjem, holde running dinner, hvor vi inviterer muslimer for at blive klogere på, hvem de er. Men samtidig må vi også forvente, at der er muslimer, der tager afstand fra terroristernes udlægning af Koranen, at de involverer sig aktivt i debatten og netop tydeliggør sig selv som de forskellige mennesker, de er, og forklarer, hvorfor de ikke deler ideologi med terroristerne.

Og hvis vi bliver i billedet med middagsinvitationen, kan man sige, at vi skal være åbne, men ikke naive. For hvem ved, om en selvmordsbomber tager imod invitationen og ser det som en lejlighed til at sprede død og rædsel? Så vi kan da godt være kloge nok til lige at tjekke op på de personer, vi inviterer.

Tilsvarende må vi på samfundsplan nok erkende, at vi må lukke mere af. Fordi vi virkelig mener, at vores demokrati er bedre end de diktaturer og voldelige bevægelser, der findes andre steder. Det må blive legitimt at sige det og handle politisk efter det uden at blive beskyldt for at være racist.

Vi skal være fanebærere for vores værdier hver dag - om det så er ved at gå i høje hæle eller lukke grænserne, når vi synes, at nok er nok. Gør vi ikke det, tror jeg, at vi i sidste udsletter os selv.

debat@k.dk