I en højskolesang er melodien afgørende

DEBATINTERVIEW: På tirsdag udkommer 18. udgave af Højskolesangbogen. Nogle kritikere synes, den er for poppet, andre at den er for traditionel. Ifølge Ole Brunsbjerg, formand for udvalget bag sangbogen, vejer traditionen tungest

572 officielle højskolesange, heraf 161, der ikke har været med før, men har erstattet 161 andre. Det er indholdet af Højskolesangbogens 18. udgave, der udkommer på tirsdag. Sangbogens opgave er at "sikre den fornyelse, der er nødvendig for at holde traditionen levende". Vi har spurgt formanden for Højskolesangbogsudvalget, tidligere højskoleforstander Ole Brunsbjerg, hvad der har været vigtigst: Tradition eller fornyelse?

– Det er svært at sætte procenter på. Med hensyn til antallet af sange har vi denne gang den næststørste fornyelse nogensinde, kun overgået af den såkaldte "katastrofeudgave" i 1974, hvor der var taget næsten 500 gamle sange ud. Men vi har ikke smidt traditionen over bord, for der er 98 sange, som har været med i alle 18 udgaver, og for eksempel er antallet af salmer heller ikke skåret ned. Samlet vil jeg sige, at traditionen vejer tungere end fornyelsen.

Hvad er vigtigst: Tekstens indhold eller melodiens sangbarhed?

– Sangbarhed er det vigtigste. Det kan være en aldrig så god tekst, men hvis melodien ikke egner sig til at blive sunget ved folkelig fællessang, bør den efter min mening ikke være med. Tekstens lødighed er ikke uvæsentlig, men melodien er afgørende.

Over for Kristeligt Dagblad har Finn Gravesen, forfatter og tidligere fagkonsulent i musik, udtalt, at det er spørgsmålet, om højskolesangen overhovedet lader sig forny, fordi det er en tekst- og meloditradition, der hører en bestemt periode til. Er du enig?

– Nej. Der er det mærkelige ved traditioner, at hvis man ikke fornyer dem, så dør de. Hvis vi stadig skulle synge efter Højskolesangbogens første udgave fra 1894, ville sangbogen ikke blive brugt. Ligesom højskolerne selv skal Højskolesangbogen overleve på dels at følge med tiden, dels turde sætte sin egen dagsorden i tiden.

En anden musikforsker, Henrik Marstal, mener omvendt, at Højskolesangbogen repræsenterer en døende tradition, fordi der er for få af de popsange med, som unge kender og kan synge sammen. Er du enig?

– Nej, det er noget vrøvl. Det har altid været sådan, at nogle nye sange først blev kendte, efter at de var optaget i Højskolesangbogen. Jeg har læst Henrik Marstals "Den nye sangskat" med bud på 75 nye sange. Hvis det er sange som "Hvis tårer var guld", han også vil have med i Højskolesangbogen, har han selvfølgelig ret til at synes dét, men jeg er uenig. Vi må holde fast i, at teksternes kvalitet skal hæve sig over almindelige popsange og lejrbålssange, selvom vi har taget nogle popsange med i den nye udgave.

En af de nye titler i Højskolesangbogen er Tim Christensens "Right next to the right one" fra tv-serien "Nikolaj og Julie". Er det en højskolesang?

– Den ligger nok på kanten efter min mening. Jeg har nok repræsenteret traditionen i Højskolesangbogsudvalget, og jeg er også dets ældste medlem. I forhold til nogle sange har vi lyttet til udvalgets yngste medlemmer. Jeg kan godt afsløre, at hvis jeg alene skulle have stået for udvalget af sange, var netop den ikke kommet med.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk