Idéen om borgerskab og multikulturelle identiteter går hånd i hånd i ny debatbog af den fremtrædende britiske sociologiprofessor Tariq Modood. Han er til daglig leder af centeret for etnicitet og borgerskab ved universitetet i Bristol, og i næste uge er han en af hovedtalerne på en international konference om seksualisme på Københavns Universitet.
Tariq Modood, hvad er det overordnede argument i din bog?
-- Argumentet er, at multikulturalisme ikke er en antitese til liberalisme og nationalisme, sådan som nogle tror. Jeg forsøger at vise, at det handler om at skabe borgere ud fra multikulturelle identiteter.
Men i modsætning til en repu-blikansk tilgang til borgerskab, så handler det ikke om at opgive identiteter. Det handler meget mere om, at borgerskab er et ekstra og vigtigt element i ens identitet, som ikke skal privatisere andre identiteter – heller ikke religiøse identiteter.
Hvad er et borgerskab så sammensat af efter din opfattelse?
-- Borgerskab er ikke monolitisk i forhold til politisk fastsatte love, forordninger og forbud. Det handler lige som meget om at være en del af debatten og agere gennem frivillige organisationer, lokale samfundsgrupper, fagforeninger, medierne, kirker, templer, moskéer og så videre.
I hvor høj grad bliver muslimer og religiøsitet bundet sammen i debatten?
-- Mange muslimer er religiøse, og de er det på mange forskellige måder. For nogle er det essentielt i alt, hvad de gør. For andre igen er det en ramme, som ikke er dominerende i deres liv. Andre igen identificerer sig som muslimer uden at være religiøse. Du har muslimer, som er stærkt kritiske over, hvad andre muslimer gør i islams navn, men det får dem ikke til at holde op med at føle sig muslimske. Det er det samme, som gælder for jøder. Der er også mange jøder, som ikke deltager i det religiøse, men stadig stærkt føler, at de er en del af den jødiske arv.
Hvordan er det at blive anerkendt som muslim i det multikulturelle samfund?
-- Meget få muslimer er indifferente omkring deres muslimske identitet. Men det var helt tilbage under sagen om De sataniske vers sidst i 1980'erne, at britiske muslimer begyndte at formulere en muslimsk identitet. Når en gruppe er under pres, så styrker det deres identitet. Det har taget lang tid for Vesteuropa at forstå. Uheldigvis bliver det lært i en kontekst af militante protester. Et eksempel er den danske sag om Muhammed-tegningerne. Men vi har også andre episoder i Storbritannien, Frankrig, Holland og så videre.
Jeg beklager den ekstreme karakter, som nogle af de protester har haft – og jeg støtter absolut ikke protester, der indeholder vold mod andre mennesker, dødstrusler eller intimidering. Men vi skal huske, at megen politisk læring er sket gennem konflikt. Vi har lært at tænke på kvinder som ligeværdige takket være en feministisk kamp. Det samme gælder arbejderes rettigheder gennem klassekamp. Så når multikulturalisme er ledsaget af forskellige former for protester, så det er en normal proces.
Er der ikke i det multikulturelle samfund en stærkere følelse af identitet baseret på religion frem for etnicitet alene?
-- Religion som identitet giver ofte en vis vægt, og den identitet lever længere end etniske identiteter. Men det er også en del af etnisk identitet, som nogle mennesker ikke føler sig fortrolige med. Hertil kommer, at den uvilje, vi ser mod muslimsk identitet i Europa ikke så meget er baseret på religion som på en politisk og international kontekst. En stærkere muslimsk identitet og aktivisme er fremmet af en bekymring over behandlingen af muslimer andre steder i verden. Men ekstremisme har ikke noget at gøre med, hvordan vi fremmer multikulturalisme. Det er som sagt noget, der er kommet ind på den indenlandske scene fra den internationale.
Hvordan adskiller moderne multikulturalisme sig fra tidligere?
-- Jeg tror, vi i det 21. århundrede vil se en hidtil uhørt blanding af etnicitet og religion i Vesten. Tidligere var multikulturelle samfund noget, som blomstrede under kolonimagter. Men hvis vi skal opnå en dynamisk multikulturalisme med mange interne forskelligheder inden for rammen af et demokratiske borgerskab, så er vi nødt til at se multikulturalisme som en del af løsningen og ikke, som i dag, som årsag til en krise.
Hvordan vil du på det personlige plan beskrive dig selv?
-- Jeg er ikke en religiøs person, men jeg føler stærkt, at jeg er muslim. Men jeg føler også stærkt, at jeg er britisk og har en række andre identiteter. Min familie er fra Pakistan, hvor jeg er født, men jeg er opvokset i England. Som de fleste andre mennesker forsøger jeg at finde en balance og forsoning mellem mine forskellige identiteter.
Tariq Modood: "Multiculturalism, A Civic Idea", Polity Press
norum@kristeligt-dagblad.dk.