I de forløbne uger har sager om præsters reinkarnationstro pustet til gløderne i den stående diskussion om folkekirkens rummelighed.
På den ene side ytres der et ønske om en kirke, der afspejler folket på en sådan måde, at det kan føle sig imødekommet og favnet. Der udtales en frygt for, at et grænsedragende indgreb fra biskoppernes side vil skræmme åndeligt søgende danskere væk fra folkekirken.
Nogle går endnu længere: De anser det for et decideret gode for folkekirken, at medlemmer af dens præstestand formår at integrere reinkarnationstanken i den kristne tro. For så meget desto bedre formår kirken at operere i den religiøse virkelighed, der nu engang er danskernes.
Fra den anden side kaldes der på præstefyringer og klare udmeldinger fra biskoppernes side. At foden sættes ned, og der siges fra over for religiøse tankesæt, der er fremmede for kristendommen.
Og virkeligheden er vel, at begge sider har fat i en dagsorden, der er både vigtig og sand. Og begge sider kan retfærdiggøre deres sag med henvisning til kirkens store kald: at række evangeliet til alle folkeslag.
Det er åbenlyst, at den, som vil række evangeliet til alle folkeslag, ikke kan afvise nogen ved døren. Den kirke, som vil forkynde evangeliet, må kunne rumme og sige ja til mennesker. Kirkens tidlige historie vidner om dette.
Der fandtes ikke i samtiden mage til inkluderende fællesskab. Her mødtes slaver og frie mennesker, mænd og kvinder, folk fra alle etniciteter, aldersgrupper og samfundslag på lige fod. En radikal, grænseoverskridende imødekommenhed, der forargede sin samtid og gradvist undergravede de skel og mure, der udgjorde datidens orden.
Men samtidig var dette fællesskabs eksklusivitet markant. Midt i en tid, hvor flerguderi var normen, bekendte og forkyndte den tidlige kirke ét navn, i hvilket der findes frelse, nemlig Jesus Kristus.
Den udviste et forbavsende mod til at lade troen rejse og blive oversat til nye kontekster, men samtidig fastholdt den en kompromisløs tro på den ene korsfæstede og opstandne Herre. Også selvom konteksten mødte en sådan tro med nedladende hovedrysten.
Grænseoverskridende rummelighed og protestfremkaldende grænsedragning gik hånd i hånd. Og for begge dele blev den skoset og forfulgt. Men kun i spændet mellem disse to kunne dens mission lykkes.
Sådan er det også i dag. Ingen kan være sand kirke uden begge. Vi er kaldet til en radikal imødekommenhed og rummelighed. Til at turde lade evangeliet tage form efter de ører, der skal høre.
Men samtidig må vi insistere på, at evangeliet altid bringer en transformation af relationer, gudsbillede, verdensbillede og livsførelse, som er af absolut karakter - nemlig formet i billedet af Guds enbårne Søn.
Hvad følger så? Skal kirken kunne rumme mennesker, der tror på reinkarnation? Så absolut! Skal den overgive sig til fremmede religiøse dogmer og lade sine præster integrere dem i deres forkyndelse for bedre at kunne rumme disse mennesker? Absolut ikke!
Kan den være imødekommende over for mennesker med en anden tro? Ja da! Kan den kalde enhver salig i sin egen tro? Nej. Ikke hvis den skal være tro mod evangeliet.
Ruben Dalsgaard er cand.theol., præst i Silkeborg Oasekirke og formand for Dansk Oase