I postmoderniteten behøver man ikke at købe hele pakken

Man kommer ikke uden om, at vores (seksual)etiske markeringer er det, vi først og fremmest er blevet kendt for i det offentlige rum de senere år. Egentlig lidt paradoksalt.

I de klassiske dogmatiske spørgsmål - skabelse, kors og opstandelse - er der også uenigheder, der er til at få øje på. Men der er en fornemmelse af, at vi taler om det samme, skriver Jens Ole Christensen.
I de klassiske dogmatiske spørgsmål - skabelse, kors og opstandelse - er der også uenigheder, der er til at få øje på. Men der er en fornemmelse af, at vi taler om det samme, skriver Jens Ole Christensen.

Kirkeligt set er i dag forfattet af Jens Ole Christensen, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission.

NILS GUNDER HANSEN er en af de mere skarpsindige iagttagere i det danske samfund. I bogen Danske tidsånder 1940-2010 kommer han forbi det comeback for kristendommen, der skete i 1990erne. Det fænomen han selv har kaldt genkristningen af de intellektuelle. Han beskriver, hvordan kristendommen, bibelske tekster, kirkelige liturgier og religiøs interesse igen bliver stuerene.

LÆS OGSÅ: Religionskritik i lyset af globaliseringen

Men Gunder Hansen påpeger et særligt træk ved dette comeback: Der er dog en grænse. Man drejer ikke historiens hjul tilbage, hvad angår den almindelige samfundsmoral og sædelighed. Her får religionen ikke igen mere at sige (side 140).

Det er med andre ord et skønsomt udvalg af de bibelske fortællinger og troens poetiske sider, der får comeback. Det er en ny kristentro på de moderne til- og fravalgs betingelser: Kristendommens forpligtende etik især seksualetik vælges fra af de frisatte nykristne.

Og det opleves ganske naturligt. I det postmoderne behøver man nemlig ikke købe hele pakken. For egen regning vil jeg tilføje, at fravalget også indbefatter den grundlæggende bibelske tale om evig frelse og fortabelse. Der er langt til den igen bliver stueren.

Et lignende fænomen har jeg bemærket på en anden arena, nemlig den internt kirkelige og teologiske debat. For et års tid siden udgav jeg sammen med valgmenighedspræst Benedicte Hammer Præstholm debatbogen To om tro. Hvis jeg ellers selv forstår det, jeg har været med til at skrive, gør en lignende tvedeling sig gældende i den bog.

Der er temaer, hvor vi ligger så langt fra hinanden, at vi omtrent ikke kan forstå, hvad den anden siger. Det er nogle etiske temaer især nogle, der nærmer sig køn. Konkret homoseksualitet og kvindelige præster.

I de klassiske dogmatiske spørgsmål skabelse, kors og opstandelse er der også uenigheder, der er til at få øje på. Men der er en fornemmelse af, at vi taler om det samme. I min optik er Benedicte Hammer Præstholm på nogle strækninger overraskende konservativ.

Som jeg husker klimaet i min egen studietid i 1970erne og 1980erne, var koreografien dengang, at hvis man gik til venstre eller højre teologisk, så gjorde man det i alle spørgsmål. Nu er billedet mindre forudsigeligt. Tvedeling mellem dogmatik og etik er blevet god tone, således at en vis bevægelse mod det klassiske i dogmatik og fromhedsliv kan kombineres med en stærk bevægelse bort i etikken.

Der er dog en forskel på det fænomen, Gunder Hansen beskriver, og det, jeg selv har lagt mærke til på den teologiske arena. Efter alt at dømme beskriver Gunder Hansen en ubevidst mekanisme. Til- og fravalget i det teologiske rum er derimod bevidst reflekteret. At sige noget andet ville være uretfærdigt. Hvis jeg skal være en smule spids, oplever jeg det faktisk nogle gange nærmest overreflekteret: At få Bibelen og kristendommen til at forsvare for eksempel homoseksuelle handlinger kræver så mange akademiske mellemregninger, at den eneste grund til, at det sælger billetter, må være, at det er så knaldhamrende politisk korrekt.

Kommet hertil i min tankerække får jeg lyst til at stille spørgsmål i mange retninger.Nogle nyere teologer bør for eksempel svare på, hvordan de undgår, at teologi bliver et tag selv-bord, hvor det, Gunder Hansen i sin bog kalder epokens dørmænd, bestemmer, hvilke dele af kristendommen, der lukkes ind, og hvad der betragtes som ekstremisme.

I mit eget (teologisk konservative) miljø må vi stille os selv nogle andre spørgsmål. For man kommer ikke uden om, at vores (seksual)etiske markeringer er det, vi først og fremmest er blevet kendt for i det offentlige rum de senere år. Egentlig lidt paradoksalt.

Jeg kender missionsbevægelserne i Danmark og de såkaldte højrefløjspræster godt nok til at vide, at det meste af taletiden i menighederne bliver brugt til at forkynde tilgivelse og ny fremtid i troen på den Jesus, der engang bar Guds vrede for os og sprængte graven. Men når vi kommer ud i det offentlige rum, så kender folk os som dem, der siger nej. Forskellen på vores roller internt og eksternt skriger til himlen.

Hele skylden for denne skævhed er ikke vores egen. Medierne må også tage deres del. Det er, som om man ikke kan få lov til at sige nej, uden at folk tror, at det er det eneste, man siger. Noget er også almindelig psykologi: Sex er interessant og etiske konflikter dejligt konkrete.Men vi må spørge os selv, om det virkelig er det, vi vil være kendt på. Og så må vi handle efter svaret på det spørgsmål!

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard