Idoldyrkelsens uendelige tomhed

MADONNA: Når 85.000 mennesker mødes for at hylde en dreven poptøs med simpel attitude støbt i lak og læder, udgør det et sørgeligt billede på en civilisation, hvor tusinder let kan dirigeres i den samme retning

Idoldyrkelsens uendelige tomhed

Jeg har hørt om en kvinde, der i mange år levede med et stort problem. Helt fra barndommen led hun af en frygtelig tendens til at tillægge fjerne personligheder meget stor betydning, og især var der en enkelt, som hun helt forherligede. Det er ligegyldigt, hvem denne enkelte var, for det væsentlige er, at hun gjorde berømte mennesker til en slags superindivider, der efterhånden kom til at udgøre selve målestokken i hendes eget liv. De styrede hendes sind og tanke, og når nogen forsøgte at tale hende til fornuft, blev hun blot drevet endnu længere ud i de fortabtes drømmeland.

Gudskelov blev kvinden med årene markant klogere angående sin egen eksistens, og det hele endte vist sådan nogenlunde godt. Men med en lidt anden udvikling, kunne hun meget vel have været en af dem, der forleden tog til Horsens med sjælen fyldt med afsindige forestillinger og kæmpede kampen for at komme så tæt på scenen som muligt. I Horsens fik man som bekendt besøg af det amerikanske popikon Madonna, der for øjnene af 85.000 mennesker fyrede sit strømlinede show af, og robotkvinden med den sparsomme stemme har været samtaleemne i flere uger.

Det giver på sin vis mening, for som kulturfænomen er Madonna enorm, og alene hendes salgstal skulle nok være en enkelt analyse værd. Men først og fremmest er et væsen som Madonna ensbetydende med en slags ydmygelse af den, der dyrker hende, for mere end noget andet udstiller hun selve den tomhed, de mange drømme bygger på.

Og inderst inde ved man det godt selv, mens man drømmer. Da et par piger stod og ventede på at komme ind til koncerten i Horsens, fortalte de, at de var ligefrem nervøse. Enhver, der selv har været i tilstanden, ved nøjagtig hvorfor. Pigerne var nervøse, fordi de instinktivt anede, at den store følelse af afmagt var på vej. Snart ville øjeblikket oprinde, hvor de omsider befandt sig helt tæt på den eneste ene, mens de samtidig var så pinefuldt langt væk. Det er svært at beskrive den besynderlige kontrast med ord, men den gør frygteligt ondt.

I forhold til et virkeligt menneske kender de fleste til følelsen af smertefuld afstand, og stående over for det største idol er den kilde til sin helt egen form for lidelse. Jo nærmere man kommer, desto værre bliver det, for aldrig er adskillelsen så grusom, som når man blot passiv og hjælpeløs må stå og se på det, man tilbeder. Med ét bliver alle dagdrømmene forvandlet til lutter hånlige minder, for i selskab med virkeligheden smuldrer de lykkelige fantasier en for en, alt imens den, der nærede dem, mærker selvværdet skrumpe.

Når 85.000 mennesker mødes for at hylde en dreven poptøs med simpel attitude støbt i lak og læder, udgør det et sørgeligt billede på en civilisation, hvor tusinder kan dirigeres i den samme retning af en enkelt kvinde. Eller rettere, af en medieskabning uden særlige kunstneriske talenter, der har sat verden på den anden ende ved at lande på en jysk pløjemark. Hun har platformen, og vi har problemet.

Madonna er ikke en stor kunstner. Hun er en katalysator for det menneske, der har brug for at være en anden, for det er præcis det, man ønsker, når man tilbeder et idol så meget, at man får mave-

pine ved tanken om at møde det. Allerhelst vil man helt forsvinde

ud af sig selv, og der går en lige

linje fra tilbedelsen af Madonna

og til tusindvis af unge pigers

enorme komplekser over deres krop og mangel på smart gennemslagskraft i en hurtig verden.

I personen Madonna møder de en 48-årig kvinde, der stadig ligner en østeuropæisk elitegymnast på 16 år, og som bruger de fleste af døgnets timer på at pleje sin krop. En kvinde, der tjener ufatteligt mange millioner og rejser rundt og stabler platte korsophængninger på benene og spreder et infantilt budskab om, at Tony Blair og George Bush er de moderne udgaver af Adolf Hitler. Madonna kender sin tidsalder, og hendes position er så solid, at hun kan sige hvad som helst uden at miste sin status som overjordisk forbillede for både unge og gamle teenagere. I årevis har hun inspireret dem til at dyrke det udvendige og alt det, der kan befri dem fra den store byrde at skulle være sig selv, og mens nogle af dem med tiden lærer, at det jo netop er det, de skal, lærer andre det aldrig.

Kvinden, der helt fra barndommen var nær ved at drukne i sine mange fantasifostre, lærte det heldigvis, men Madonna er beviset på, at verden langt fra er helbredt. Og at den naturligvis heller ikke bliver det. Madonna er et forgængeligt popvæsen, der i sin tid på jorden har skabt et kunstigt univers, hvor mennesker kan være fælles om den samme tomhed. Og når dagen kommer, hvor man forlader dette de fortabtes drømmeland, føler man sig først trist og næsten som én, der er blevet det vigtigste berøvet. Men derefter mærker man ikke andet end lettelse over endelig at være sluppet fri.

Sørine Gotfredsen er

journalist og sognepræst