DER ER BRUG FOR en ny vej frem efter folkekirkens totale svigt. Sådan lyder overskriften på en kronik i Kristeligt Dagblad den 14. juni af Børge Haahr Andersen og Henrik Højlund. Og det kan man kun være enig i.
Igen og igen svigter folkekirken totalt ligesom alle andre menneskelige ordninger, der skal bære evangeliet om befrielsen og fornyelsen i Kristus videre. Gang på gang svigter folkekirken i velbehagelighed og navlepilleri og oppustethed. Og senest i debatten om vielse af to mennesker af samme køn.
LÆS OGSÅ:Kirkelig højrefløj: Derfor forlader vi ikke folkekirken
I stedet for at glæde sig over, at evangeliet endelig er trængt så langt ind i kulturen, at mennesker i dette land ikke længere officielt fordømmes eller ringeagtes på grund af deres køn eller seksualitet, er der en mukken over, at det bestemt vil ødelægge det hele for flertallet, hvis mindretallet skal have lov at bede om Guds velsignelse over et samliv, der er anderledes end flertallets.
I stedet for at forsøge at efterleve Jesu utallige ord om barmhjertighed, ejendomsløshed, kærlighed til den fremmede, den fattige og den nødlidende går tiden med at digte på, hvordan Jesus bestemt ville have været for det monogame ægteskab mellem mand og kvinde og absolut imod et forpligtet kærlighedsforhold mellem to mennesker af samme køn hvis han da havde sagt noget om det.
I stedet for at bemærke, hvad Paulus egentlig kritiserer i sine breve nemlig at kristne for eksempel fører retssag imod hinanden og ikke hellere giver afkald og lader den anden få ret kastes al opmærksomheden på, at han i forbifarten nævner, at han, som alle andre rettroende jøder i hans samtid, fandt det vederstyggeligt, at mænd lå med mænd (1. Kor. 6).
Hans sidebemærkninger gøres til hovedanliggender, mens hovedanliggenderne om frihed i Kristus og om retfærdighed frem for selvretfærdighed åbenbart bliver ligegyldige.
Moseloven, som påbyder at udrydde mennesker, der forsynder sig imod den seksuelle renhed, der skulle præge israelitterne (3. Mos. 18 og 20), gøres glad og gerne til målestok for livet som kristne i det tredje årtusinde. Der er dog en klædelig tøven over for at følge skriftens ord også i strafudmålingen.
Jeg er kvinde. Jeg er oven i købet venstrehåndet altså lidt til en side. Og alligevel har jeg fået lov til at få en uddannelse og bruge den hånd, der vender forkert i de fleste menneskers øjne. Og der er endda nogen, der mener, at jeg selv med mit køn har lov til at tale og fortælle evangeliet videre forkynde Guds ord, for nu at sige det lige ud og døbe og uddele nadver med den forkerte hånd. Den var aldrig gået på Moses tid. Måske ikke engang på Paulus.
Men vor Herre, som ikke havde så meget imod de anderledes og kønnets urenhed, satte en bevægelse i gang for alle undertrykte, som gik endnu længere, end Paulus havde fantasi til. Og den er siden vokset således, at sådan en som jeg nu har lov at færdes og tale frit og stå for alteret i en kirke. Det er jeg dybt taknemmelig over.
Derfor er det mig ganske uforståeligt, at vi ikke i folkekirken kan glæde os og fryde os over, at det endelig blev muligt for alle mennesker at bede på deres knæ om Guds velsignelse over det ægteskab, de indgår i, og høre evangeliet også ind i den situation. Det er en nådefuld tid!
På en måde har folkekirken svigtet totalt i denne sag. Især vi mange, der stiltiende eller med misforstået høflighed lader det stå uimodsagt, at et mindretal bliver gjort til syndebuk igen. Det hedder sig, at det er kirkesplittende, at homoseksuelle kan indgå ægteskab i kirken: Der er tale om et opgør med kristen tro, som det er blevet forstået af hovedstrømmen af alle de kristne kirkesamfund i 2000 år. (Andersen og Højlund). Så sandt. Men selvom det kan gøre ondt, så er det ingen ulykke, at kirken bliver splittet, eller at der sker et opgør med hovedstrømmens fortolkning af den kristne tro.
Det er sket før. Det hedder reformation. Og kirken skal hele tiden reformeres hele tiden besinde sig på, hvad evangeliet egentlig betyder lige nu, blandt mennesker, der lever og lider og elsker og svigter.
Sandelig er der brug for en ny vej frem efter folkekirkens totale svigt. Jeg håber, at den vej må være, at vi i folkekirken begynder at bruge kræfterne på at forkynde og dele evangeliet og glæden over, at vi er befriet fra synden og døden og Djævlen til at leve med hinanden i kærlighed så godt, vi nu kan, som dem, vi er skabt som og blevet til.
Andersen og Højlund ville måske have glæde af at læse Apostlenes Gerninger kapitel 10. Her bliver Peter omvendt fra sine nedgroede meninger om, hvad Gud kalder rent og urent. Sådan kan også vi, om Gud vil, finde nye veje.