Inden længe går politikerne i gang med at forhandle en satspuljereform.
En reform er hårdt tiltrængt, for den måde, som systemet fungerer på nu, kan måske bedst betegnes som molboagtig.
I 2012 blev der afsat 67 millioner til at løfte området ”senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen”. Incestofre har oftest rigtig mange svære problemer og vil typisk have brug for et flerårigt forløb for at slippe af med en række plagsomme symptomer og få en rimelig livskvalitet.
Hos halvdelen af de behandlede er de seksuelle overgreb påbegyndt før syv-års alderen; de varer i gennemsnit fem år; halvdelen af ofrene får først afsløret overgrebene, når de er i starten af 20’erne og påbegynder behandlingen godt 10 år senere.
Initiativet udgik fra Socialstyrelsen. Pengene blev givet til tre regionale centre for en treårig periode. Centrene skulle arbejde efter ”Fynsmodellen”, som indebærer et samarbejde mellem et frivilligt center og et behandlingscenter. Meget rundt regnet 21 millioner kroner til hvert center; syv millioner kroner pr. år til det frivillige center og behandlingscenteret i hver region. En god start, et godt løft til området!
Det var dog ikke muligt at starte det tredje regionale center til aftalt tid, fordi Finansministeriet havde blokeret for udbetalingen af puljemidlerne. Det pågældende center kunne så først begynde at ansætte personale efter ni måneder og var knap oppe på sin fulde kapacitet efter det første år. Opbygningen af et velfungerende center tager tid, fordi en hel ny institution med regler, oplæring og rutiner skulle opbygges. En uforståelig udbetalingsmanøvre stjal altså det meste af et arbejdsår for dette center.
Fælles for to af de tre centre var, at der skulle etableres et frugtbart samarbejde mellem et frivilligt center og et behandlingscenter. Behandlingen skulle ophøre i de frivillige centre og overgå til behandlingscentrene, hvor personalet er uddannet til opgaven. To meget forskellige kulturer skulle arbejde sammen. Det er godt og rigtigt, men kræver også tid.
Fordomme og mistro skal overvindes; begge kulturer skal respektere hinanden og være loyale. Det kræver kendskab til hinanden, møder og undervisning, samvær. De frivillige centre fik tilført ressourcer til en betalt leder, drift og socialrådgivning – en vigtig og anerkendende støtte. Der var – naturligt nok – konflikter og territoriekampe, men opgaven er blevet løst!
De nyansatte behandlere skulle oplæres til at arbejde med denne særlige målgruppe. Det er desværre ikke sådan, at garvede behandlere står i kø for at få en midlertidig projektstilling. Oplæringen tager typisk et til to år og indebærer hyppig supervision. Med ansættelsen af på landsplan 12-15 nye behandlere har der været brugt mange ressourcer på den del.
Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet, som jeg er leder af, gennemførte en systematisk evaluering af opnåede behandlingsresultater. Resultaterne viste, at behandlingen over et år havde en signifikant og stor effekt målt med validerede skemaer. Antallet af ofre med PTSD blev halveret og på en række mål var der betydelig fremgang. Så her er et af de sjældne tilfælde, hvor man i løbet af en projektperiode kunne fremskaffe videnskabelig evidens for en behandlingseffekt.
Så bliver centrene vel permanente og udbyggede – og de mange krænkede får endelig den nødvendig behandling til at skabe sig et udholdeligt liv?
Næh, satspuljen skal jo tilgodese alle mulige sårbare grupper, så afhjælpningen af incestofrenes lidelser skal indstilles! For et år siden blev lejemålene opsagt, og de ansatte blev varslet om fyringer.
I november 2015 kom der så pludselig flere penge fra satspuljen til 2016 og 2017, men herefter bliver støtten udfaset, idet partierne bag satspuljeforliget håber, at regioner og kommuner vil overtage driften uden kompensation. Det vil de selvfølgelig ikke, for som alle ved, mangler de penge.
Satspuljepartierne har i øvrigt betinget sig, at senfølgecentrene påtager sig eneansvaret for at blive varigt forankrede. Centrene skal konkret gøre rede for, hvordan de går på ”frierfødder” over for kommuner og regioner og anmoder om støtte.
Hvorfor sætte så meget i gang, udvikle et vigtigt og forsømt område for én af de udsatte grupper, der har lidt efter overgrebene hele livet – og så lade det visne væk?
Det er til at græde over den måde, som visionsløse politikere gambler med socialpolitikken på. Nogle af de sårbare grupper kræver flere års behandling for at få et tåleligt liv. Når sagerne ruller ud fra Tønder, Esbjerg, Rebild og andre steder, vil mange gøre alt for at hjælpe børnene. Når alle de, der ikke blev til landskendte sager, beder om hjælp til behandling mange år efter, kan vi pludselig ikke finde midlerne.
Et stort og vellykket projekt risikerer at blive parkeret på glemslens kirkegård. Lad os håbe at politikernes reformarbejde når at få en positiv effekt inden da.
Ask Elklit er professor i klinisk psykologi på Syddansk Universitet.