Om en måned fejrer vi nytår. Samtidig træder med al sandsynlighed en række lovforslag i kraft, udmøntet af den såkaldte enighedsaftale mod hadprædikanter. Hermed kastes for alvor en mistænkeliggørelse over det religiøse liv i Danmark.
Vi taler om nye skridt for åndsfriheden. Det har mange høringssvar peget på i dette efterår. Fra landsforening af forsvarsadvokater og Advokatsamfundet til Institut for Menneskerettigheder og til mange kirkelige organisationer og kirkesamfund. Blot for at nævne nogle, som finder ikke mindst lovforslag L18 (Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring) meget betænkelig.
Når der for en gangs skyld er så bred en samfundsmæssig fællesnævner, der udtrykker en begrundet bekymring, skulle man tro, at der var større politisk velvilje til at lytte og blive skarpere i lovforslagene og i svarene på de mange spørgsmål, der i den forgangne måned er stillet til de ansvarlige ministre. Jeg må konstatere, at det ikke er tilfældet.
L18 udstiller sagens problematiske principielle karakter, og hvad det kaster af sig i praksis af mistænkeliggørelse, begrænsninger, forbud med videre. Noget tyder dog på, at man politisk finder dele i lovforslaget betænkeligt, siden det er nødvendig med en femårig lovovervågning.
Uklare formuleringer og definitioner i lovforslaget understøtter, at man forsøger at ramme nogen, som det er vanskeligt at kontrollere, når det kommer til stykket. Men for at være politisk korrekt og ikke diskriminere, rammer man – og skaber stor usikkerhed hos – de mange, der positivt i årtier i Grundlovens ånd har indvirket på vores samfund.
Det udstilles som særligt farligt og suspekt at varetage en religiøs oplæring til forskel fra andre grupper, selvom de kan påvirke mindst lige så meget. Ekstremistisk politisk ideologi kan frit sige ting, som mennesker, fordi de er religiøse, ikke må sige. Dette er en helt uforståelig diskrimination mod religiøse mennesker og holdninger.
Med andre ord indskrænkes nogle borgeres rettigheder alene på grund af deres religiøse opfattelse. Det er underligt, at man kan hævde, at det ikke på nogen måde krænker religions- og ytringsfriheden.
Selv tavshedspligten i sjælesorgen, det private rum, er udfordret. At basere sin forkyndelse i tillid til hele Bibelens budskab og sige sit helhjertede amen hertil, kan nu bedømmes kriminelt – ikke på grund af handlingen, men alene på grund af holdningen og adfærden.
Det har glædet mig at læse to af de seneste kronikker i Kristeligt Dagblad og begge skribenter skal have en stor tak.
Den 28. november peger filosoffen Kai Sørlander meget rigtigt på, hvad der har været med til at forme vores forståelse for demokrati og åndsfrihed. Hertil kommer, hvorfor det ”rationelt set ikke er det mindste fordomsfuldt at ville forsvare en særstilling for protestantisk kristendom” i vores danske samfund. Ej heller at det er irrationelt at gøre forskel på religioner.
Den 30. november beskriver politikeren Zenia Stampe (R) meget rammende, hvad der er på spil med imamlovpakken. Hun konstaterer angående L18:
”Forslaget og reaktionen på høringssvarene vidner således begge om et grundlæggende skred i synet på civilsamfundets og trossamfundenes værdi for samfundet.”
Jeg er meget enig med hende i, at vi har brug for tillid og frihed, ikke kontrol og ensretning eller totalitarisering forklædt som frihedskamp.
Det bliver desværre med en underlig smag i munden ved nytår at træde ind i fremtiden som dansk borger med ansvar for religiøs oplæring.
Hans-Ole Bækgaard er formand for Indre Mission i Danmark.