PRÆSIDENT OBAMAS moralske autoritet står i dag svagt i mange europæeres øjne, ikke mindst efter hans seneste fejltagelse: undervurderingen af betydningen af terrorhandlingerne i Frankrig, som betød, at den amerikanske regering ikke sendte en højt placeret repræsentant for regeringen til en lang række internationale lederes demonstrationstog til støtte for demokratiske frihedsværdier den 11. januar gennem Paris' gader sammen med 1,6 millioner franskmænd.
Ikke desto mindre tog han sig i weekenden den frihed at moralisere over for europæerne om, at de var for dårlige til at ”integrere” muslimske indvandrere. Hvis man lytter nærmere til, hvad han rent faktisk sagde i forbindelse med sit møde med David Cameron, bemærker man, at han ikke kun tale om integration, men fremhævede, at amerikanernes større succes skyldtes, at indvandrerne blev nationalt ”assimileret” i USA. Hermed mente han, at de hurtigt begyndte at identificere sig som amerikanere.
HVAD ER SÅ ÅRSAGERNE til, at europæerne ikke har større held? Der er mange grunde til det, men en meget vigtig årsag er, at størrelsen af den befolkning, der er flygtet fra Mellemøsten og Nordafrika - altså det, man blandt sociologer og økonomer kalder den muslimske diaspora - er betydeligt større i de europæiske lande end i USA og Canada.
I Nordamerika er indvandringen fra muslimske lande minimal i forhold til indvandringen fra Asien og Latinamerika. Og hvad gælder flygtninge fra Syrien, lå tallet i USA i 2014 på blot 340, mens det i Canada var 1300.
Jo større diaspora, des hurtigere vokser indvandringen, for derved bliver det lettere for mennesker i fattige lande at migrere til et rigt land. Men til gengæld sker der en langsommere integration, især for indvandrere, der kommer fra en helt anderledes kultur og et samfund, hvor borgerne har lav tillid til hinanden og til de offentlige myndigheder og institutioner.
For så søger de nytilkomne ”sikkerhed” blandt deres egne. Integrationspolitikkens mål må derfor altid være at sørge for, at de gradvist bevæger sig ud af diasporasamfundet og bliver en del af det omgivende samfund, samt at sikre, at tilstrømningen udefra tilpasses integrationstakten.
Andre faktorer, der nedsætter integrationshastigheden, er generøse velfærdsordninger og politikker, der ikke opmuntrer indvandrere til at lære modtagerlandets sprog og tilpasse sig dets sociale normer og politiske værdier, men tværtimod bekræfter dem i en opfattelse af, at det er i orden at bevare en stærk identifikation med deres oprindelsesland og dets kultur.
Selvfølgelig har indvandrere ret til deres egen kulturelle identitet og til at blive anerkendt i deres forskellighed fra flertallet. Men man skal blot vide, at såkaldt multikulturelle politikker kan antage en sådan karakter, at de sammen med meget generøse velfærdspolitikker gør integrationsprocessen langsommere end i lande, hvor det forventes, at indvandrere bliver selvforsørgende og selv gør en indsats for at tilpasse sig værtssamfundet. Det viser blandt andet et stort studie fra 2010 af den hollandske samfundsforsker Ruud Koopmans.
OBAMAS MORALSKE ”belæring” af europæerne er således letkøbt. Amerikanernes succes med at integrere indvandrere skyldes dels det forholdsvis lille antal muslimske indvandrere, dels landets tradition for assimilationspolitik og dels de forventninger, indvandrere bliver mødt med.
Dertil kommer sandsynligvis også, at indvandrere altid er ”opportunister”: De søger derhen, hvor de ser bedst muligheder for sig selv. Der er noget, der tyder på, at de indvandrere fra fattige lande, der skønner, de har forudsætninger for at klare sig på ”amerikanske” vilkår, søger mod USA og Canada (hvor de dog først skal gennem en skrap selektionsproces).
Derimod er migranter, for hvem den levestandard, de kan opnå gennem offentlige velfærdsydelser, er meget højere end i deres hjemland, tilbøjelige til at søge mod Nordeuropa og miste motivationen for at yde noget for at komme ud af denne velfærdsafhængighed. Denne velfærdsafhængighed ses dog også blandt velfærdsstaternes oprindelige indbyggere.
Selvfølgelig er den forklaring, jeg har givet her, en generalisering, der beskriver brede tendenser. Den ser bort fra utallige undtagelser og forbehold. Men i det store og hele er den korrekt og bygger på, hvad nyere forskning i migration viser.
Set på den baggrund står vi i de nordiske lande i dag i et meget stort dilemma og over for en udfordring, der består i at indrette velfærdssamfundet og integrationspolitikken på en sådan måde, at det fremmer den sociale integration af både tilflyttere fra fattige og dysfunktionelle stater - og samtidig bringer deres egne borgere ud af deres velfærdsafhængighed.
Lykkes det ikke, vil velfærdssystemet bryde sammen inden for de næste 15-20 år.